Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nussbach, Schwarzwald. 11. juli 1931

Ogsaa jeg har Brødre

Kur-Haus Geutsche pr. Nussbach
in Schwarzwald d. 11/7 31

Min kære Herre og Ven!

Endelig er jeg da fra Brændingen skyllet op her paa Toppen af Schwarzwald, og lidt efter lidt taber Tordenen fra det oprørte Hav sig i Erindringens Fjerne. Aldrig før i mit Liv har jeg haft Fornemmelsen af at være ude i Stormene. Fra alle Jordens Riger og Lande var Repræsentanter for det jødiske Folk strømmet sammen, Mennesker med forskellig Aand, Indstilling, Karakter, Væsen og Form: svenske Jøder, mærket af svensk Stilfuldhed, tyske Jøder, præget af tysk Formløshed og Arrogance, engelske Jøder med gentlemanlike Optræden og diplomatisk Rutine, amerikanske Jøder med Stortromme paa Maven, galiziske Jøder med Kalot og Kaftan og det 2 bløde Højskoleskæg viftende om Brystet, og Jøder fra Palæstina, unge frimodige, med det lyse Haar strøget tilbage fra den aabne Pande, med fint bøjet Profil og sportstrænede Lemmer – alle Arbejdere, Bønder, Vejarbejdere, Gartnere, Sønner af Jorden. Og alle disse 1500 Mennesker samlede om en fælles Idé, med fælles Maal, men kæmpende om Midlerne, snart med forsigtig Taalmodighed, snart med stormende Fart og Flugt, ja Vildskab. De 1500 virkede undertiden som 15.000, saa højt gik Bølgerne, saa vildt skummede Havet – de talte ikke, de kogte med Lidenskaberne fremme i den yderste Front, i Mimik, i Gestus, i Gebærder. Men Liv var det, et nyt, nyskabt Liv – uden Form, uden Tradition, uden Præcedens. Og som Livet var nyt, "ürsprünglich", saaledes var Livsytringerne friske, umiddelbare, vekslende som hos Børn fra Vrede til Latter, fra Fjendskab til Omfavnelse – 3 jeg har set dem være nær Haandgemæng, med knyttede Næver og Næse mod Næse, og 10 Minutter efter dansende palæstinensiske Runddanse, Arm i Arm, til gamle hebræiske Melodier.

Og midt i denne Hvirvel jeg – først iagttagende, ofte stødt, ja skræmmet af Formløsheden og Respektløsheden. Naar Dirigenten slog med sin Træhammer – som det bruges – for at faa Ro, og hele Folket larmede op imod ham uden at ænse hans knyttede Haand eller hans tordnende Røst, der druknede i den 1000 Gange stærkere Torden. Siden mere og mere grebet, fanget ind af det fælles Indtryk, det fælles Udtryk: Begejstringen, Viljen, Heroismen. Tilsidst en Jøde blandt Jøder, en Oplevelse af uanet, ihvertfald ukendt Broderfølelse, Samfølelse, Fædrelandsfølelse kan jeg godt kalde det. Man faldt hinanden om Halsen – bogstavelig talt – man følte selv midt i det vildeste Uvejr, ja midt i den vildeste Forvirring, 4 at dybt under de utilstrækkelige Ord, dybt under de modstridende Meninger og Interesser laa en Idé, en Samlingsidé, som én Gang vakt aldrig kunde dø. Det var Fornemmelsen af en Genrejsning, en Genfødelse efter et tusindaarigt Liv i Mørke eller i utryg Taalthed. Det var frie Folk, der krævede et Folks Ret: Jord, Sprog, Ret, eget Liv i Overensstemmelse med deres egen Natur.

Og mest af alt følte jeg vel med en sælsom Sindsbevægelse dette: Hvad du har skrevet, er ikke skrevet forgæves, hverken for dig selv eller andre. Skønt født langt borte, uden Forbindelse med jødisk Liv, har du i din Natur følt Kilder risle dybt under Lag af dansk Muld, dansk Aand og Form – Kilder, som maatte frem i Lyset for at vise deres Spil i Solen. Mangt og meget lokkede mig, Befrielsen ved at smelte sammen med det Land, der var mit Fødeland, Modstanden fra dem, jeg 5 ved Afstamning tilhørte pinte mig og sled paa Nerver og Kræfter. Jeg blev ved, ikke fordi jeg vilde, men fordi jeg maatte, ikke kunde andet. Kun hvor jeg færdedes paa jødisk Grund, følte jeg mig hjemme, sammensmeltet med mit Arbejde. Med en lykkelig-ulykkelig Fornemmelse af Magt og Afmagt levede jeg mit Liv, snart med Følelsen af at være lænket til en Sten, som dog ikke lod sig flytte, snart med Følelsen af at svæve befriet over alle Bjerge i aaben Luft, der bar mine Vinger. Jeg vidste ikke, hvor det bar hen, undertiden syntes jeg, det bar ind i det tomme Rum. Men – der var intet "men" – det maatte briste eller bære. Og nu har jeg set, at det bar. "Ogsaa jeg har Brødre, omend ikke paa dette Bjerg" – som Cederen siger hos Goethe¹. Det har dulmet min Uro at vide, at jeg ikke var en Særling, der tænkte og følte kontrært, men et ganske naturnødvendigt Udslag 6 af en ganske bestemt Type og Tid, et Instrument, gennem hvilket Tidens Strømninger tonede. Sligt giver Tryghed, aandelig og sjælelig Selvbevidsthed. Og derfor er jeg kommet tilbage med ny Vind i Sejlene og nye Indtryk i Lasten – men først og fremmest med Bevidstheden om, at jeg ikke blot forstaar et Søkort, men at jeg ogsaa kan styre min Skude gennem Søerne. –

Ja, og nu sidder jeg altsaa her paa Toppen af Bjerget, omgivet af min trofaste Ledsagerske gennem det vanskelige Liv og af et Par Venner af de faa, man har tilbage, naar Livet har naaet Toppen og skal begynde Nedfarten. Her er overjordisk skønt, Bjergkæde, bølgende bag Bjergkæde, klædt med dunkelgrøn Granskov af lysegrønne Flader af Græs og Korn. Jeg har aldrig før følt mig i Naturen som her. Højt oppe i den rene, krydrede Luft med Himlen over mit Hoved – fuglefri og let paa Legem 7 og i Sind. Hvor dog alt bliver smaat og lavt heroppe i Højderne: Menneskenes Fjendskab, Ondskab, Nid og Nag. Vi gaar milelange Ture uden at møde et Menneske, højt over vort Hoved svæver en Falk, ligger paa Vingerne, som jeg i lykkelige Arbejdsøjeblikke selv har følt det, ubekymret, levende i Nuet eller i Evigheden – hvad man vil kalde det.

Jeg tænker, vi bliver her Ferien ud – tager saa et Trip til Heidelberg og Berlin, og vender saa Næsen hjemad i September. Af Fru Reumert har jeg hørt, at De har det godt, og at alt gaar roligt og sikkert fremad mod Helbredelse og nyt Liv. For De skal se – det gaar, som jeg tænkte, sidst jeg saa' Dem: denne lange, besværlige Tid har for Dem, som én Gang for mig og saa mange andre, været en nødvendig Hvile for Deres Natur. Marken har faaet Lov til at ligge brak – saa vender De 8 Jorden, den luftes i Solen, og tusinde Frø, som man troede kvalt, sender nye og urfriske Spirer op i Livet.

Nu farvel, min kære Ven. Dette lange Brev kræver intet Svar – kun en Hilsen til min Fødselsdag d. 17de, som De undertiden har været nederdrægtig nok til at glemme. Blot De sender mig et Par Ord, saa jeg véd, De har det godt og stadig gaar fremad, bliver jeg glad. Og saa paa Gensyn til September paa Holmegaardsvej. Dèr skal vi saa ved Kødbollesuppen og den krydrede Genever genopfriske vore gensidige Indtryk under den lange Adskillelse og atter forenes i det gamle, evig unge Venskab.

Min Kone, Fru Reumert og Ulrikke hilser paa det hjerteligste.

Deres hengivne
Henri Nathansen