Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 3. juni 1917

ruller atter min Sten op ad Bjerget

Mørdrup pr. Espergærde 3/6 171

Kæreste G. B.!

Tak for den friske og smukke Artikel og for det Venskabsbevis, der laa i dens Tilsendelse. Jeg omfatter Dem med den samme Hengivenhed som altid – de smaa Rifter er atter groet sammen og har end ikke efterladt noget Ar.

Jeg er nu som før enig med Dem i Deres Grundfølelse af Livet og Menneskene, selvom mine Følelser paa et specielt Omraade bunder i dybere Jord end Deres. Ogsaa jeg tror kun paa en "Menneskeaandens Revoltering" – var det ikke saadan, Ibsen2 udtrykte sig? – deri ligger den første og eneste Revolution. Alt andet er Politik og Frase, Kroge til at pilke Torsk med. Herhjemme er Deres Arbejde den eneste Revolution, der er sket. Politik og Frase breder stadig sine lyssky Svampe derover. Men Jorden er beredt af Dem, og senere Slægter vil 2 høste den Sæd, De har saaet. I Deres Sind som i mit lever Glæde, Frygt og Haab Side om Side. Glæde og Frygt kæmper om Overtaget. Men Haabet vifter lysegrønt i Foraarsvinden. Jeg elsker denne Deres Foraarsfriskhed, der har holdt sig ung i dette sure og svampede Land.

Jeg gaar herude og samler lidt Kræfter under den aabne gavmilde Himmel. Min Bog var for mig et Befrielsessuk – andre har vel draget et Befrielsens Suk, da de endelig var færdig med den. Jeg tænker ikke meget over dens Skæbne – habent sua fata libelli3, hedder det vist saa omtrent. Mit Liv har for mig altid været en stadig Begynden forfra, jeg er vant til Turen og ruller atter min Sten op ad Bjerget. Det er vel unyttigt som det meste andet. Men Mands Vilje er nu en Gang Mands Himmerig. Salige er de Enfoldige!

Her oppe fra mit Værelse ser jeg ud over det lyse, blødt bølgende Land. Nede i Haven gaar et Menneske, som jeg elsker. Cirklerne er blevet mindre og mindre. Jeg tør ikke klage. Livet har givet mig, hvad jeg med min Natur og mit Væsen kunde faa. Mine Ønsker gaar vel stadig paa Langfart som alle andres. Men 3 jeg véd, at jeg ikke kan naa længere, end Tøjret rækker. Og saa bliver jeg paa min Lod og dyrker den efter ringe Evne.

Fra det Fjærne kommer mine Drømme flyvende og synger for mit Øre. De svæver et Øjeblik om mit Hoved. Jeg stirrer op i Luften og ser dem drage syngende bort til andre Strande.

Deres hjærtelig hengivne
Henri Nathansen

 
[1] søndag. tilbage
[2] Ibsen: i et brev til GB 20.12.1870 skrev Ibsen: "Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering, og der skal De være en af dem, som gaar i Spidsen". – Jf. Pontoppidans ord på de sidste sider af Undervejs til mig selv: "Men jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp." tilbage
[3] habent sua ...: ordsprog der tilskrives forfatteren Terentianus Maurus (2. årh. e. Kr.): Pro captu lectoris habent sua fata libelli, d.v.s. en bogs skæbne afhænger af læserens dom. tilbage