Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 25. december 1916

om Favsingholm

Fr. VI Allé 12. 25.12.16

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Jeg har nu læst Deres skønne, jeg tør vel sige: sorgfulde Bog1. Jeg mindes den første Gang, jeg saa' dens første Sider – i "Tilskueren" tror jeg. Kidde kom til mig en af de følgende Dage. "Det er som en Porthvælving til et eller andet hemmelighedsfuldt Slot", sagde han. – Nu har jeg vandret Slottet igennem og staar udenfor dets Gravhvælving. Jærndøren lukker sig for "De Dødes Rige". –

Jeg havde helst set, at Bogen var endt dèr, hvor Hvælvingen kastes til over Torben Dihmer. De følgende Sider aabner vel nok et Perspektiv, som Livet altid gør det, men den ene Svale gør ingen Sommer, forstyrrer ligesom Dødens Fred. Døden har sin egen Harmoni. Naar man kommer 2 fra den Grav, hvor en god Ven endelig fandt Hvile, og atter hører Livets Skalmejetoner paa den anden Side Muren, vandrer man helst bort i Naturens Fred, hvor ingen menneskelig Lyd naaer Ens Øre. –

Men det vedrører ikke Bogen. Naar man tænker tilbage over den Verden, den rummer, staar den som et tungt Farvel til en Tid, som slæbte sig til Døde paa Fortidens Synder. Den gamle Tro paa Livet var død, og det modtog ingen ny Tro i Arv. Hjælpeløst tumlede Mennesker og Skæbner omkring – den eneste Glæde var det fælles Skibbrud. Deres Bog er maaske det eneste Minde, der bliver tilbage. Tungt, tungt lyder den som Klagesangen: Ved Babylons Floder –.

Og i denne dybe Klagesang har De befriet den uudsagte og uudsigelige Tristhed, der har grebet de Enkelte stærkede og stærkere under de sidste Aartiers forgæves Flugt fra Ulykkesstedet. Hvor har vi lidt og stridt for at vælte Tidens Mure fra vort Hjærte! Nu er det Hele et Verdensskibbrud, hvori foreløbig 3 alt forgaar, uden at vi formaar at skimte en Lysstribe af den Sol, der vel engang vil genopstaa. Og ofte kan vi længes efter blot dét: at Lidelserne kan faa Ende. Hvem har Kraft til at kæmpe imod, naar Floden gaar over sine Bredder?

Men op af Sammenbruddet hæver der sig Skikkelser, der var for gode til at gaa under, og Mindet om de Enkelte har De genoprejst i Deres Bog. Jeg tænker mest paa Enslev, Torben og Jytte. Og da navnlig paa den sidste. Ligesom Hansine i "Det forjættede Land" og Jakobe i "Lykke-Per" staar som uforgængelige Menneskeskikkelser i vort Lands Litteratur, saaledes vil Jytte staa som en eviggyldig Skikkelse, der vil leve videre i den Tid, der kommer. De har skabt, hvad ingen i vor Tid har formaaet at skabe: et Menneske, der er født af Deres Hjærte og gaar til vort. De har naaet det eneste, der er at naa: Deres Liv har ikke været forgæves!

I denne Kvindeskikkelse lever Bogen – som et Liv i Moderens Liv. I denne nye og dog kendte Skikkelse har De udøst Deres Hjærte – 4 dette tause og lidenskabelige Hjærte, som vi elsker, mest maaske for dets Tausheds Skyld. Fjærnt, fjærnt banker det os imøde. Den Dag det ikke længere slaar, er Livet mere "De Dødes Rige" end før.

Modtag da, min fjærne og kære Ven, min varmeste Tak for Deres Bog. Dens Tungsind og bitre Klage har gjort mig godt. Der er altfor mange, der giver Smærten og Sorgen en glad Dag, og glemmer de Døde inden Aften. De, der i Livet søger til Bunds i Smærten, før de atter udfriet kan gaa ud i Dagens Lys, glemmer ikke Deres Bog – allermindst det Menneske, der skrev den.

For De er som Menneske og Kunstner det samme: et ensomt Menneskehjærte, der taler til de Ensomme.

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Bog: Favsingholm, der udkom 20.12.1916. tilbage