Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 19. juni 1913
undfanget i en Rus paa Grøftekanten
Frederik 6tes Allé 19.6.13
Kære H. P. Zasius!
Jeg kan af Deres Brev, der synes undfanget i en Rus paa Grøftekanten, ikke se, hvor længe De bliver i "Gammelgaarden" i Sanderum, og hvorhen De tager derfra. Efter en Passus som følger: "saa maa ogsaa jeg hjem i Spændetrøjen" – synes der at være tvende Muligheder: 6te Afd. og Sundholm. For imidlertid ikke ogsaa De dristig skal paastaa, at jeg gaar Dem forbi – denne Antoinettes Frækhed (det er Ordet!) skal engang blive betalt – vil jeg i al Hast mellem to Kuponklipninger sende Dem et Par Linier. De er ganske sikkert ikke saa gennemsyrede af Whisky som Deres sidste meget ærede af 17de ds., men maaske vil de imellem to Sjusser kunne give Dem en Forestilling om en ædruelig Skribents Skrive- og Levemaade.
Jeg har nu indrettet mig det som Goethe: i 2 Stueetagen Empfangzimmer med Vente- og Domestikværelser – i Beletagen Opholdsværelser med W.C. og hvad dertil hører – og øverst oppe mine Digterværelser, nette men anspruchslos. Forskellen paa Goethe og mig er at jeg har W. C. – han ikke. Min Morgen begynder jeg paa klassisk Vis med Spaseretur i Frederiksberg Have, jeg drejer altid af til højre – drejer jeg af til venstre, digter jeg daarligt den Dag. Naar jeg kommer hjem, staar Frokosten parat – en Kødret, en Grøntret, lidt Fugl, lidt Fisk, Asparges eller anden Delikatesse, ½ Hummer, fyldt Hvidkaalshoved og en eller anden lille Efterret, som Grisesylte eller Leverpostej. Jeg aabner da min Post – Ansøgninger om Understøttelse gaar direkte til mit Sekretariat – Pengebreve og Checks til mit Kassererkontor –. Naar Posten er færdig og jeg til mine Stenografer har dikteret Svar gennem Diktafon, gaar jeg paa W. C. Først naar det er gjort, begynder jeg at digte. Fem Skrivemaskinedamer skriver samtidig efter mit Diktat Oversættelsen til 5 Verdenssprog af mit nyeste Værk, mens mine Privattelefoner 3 fra Sideværelset erkyndiger sig om Børsernes Stilling i Hamborg, Berlin, Paris og New York.
Ser De, min gode Zasius, saaledes lever en Digter up to date. Jeg ligger ikke paa Grøftekanten med en Trepægleflaske Slavekognak – al den Slags er altmodisch. Jeg drikker kun Hindbærsaft og Jordbærlimonade og en Kop tynd The til Aften. En Romanforfatter kan være Delirist, bør maaske være det – en Dramatiker maa være velklædt, scenevant, kort sagt salonfähig. Tror De, man i vore Dage kan gøre Lykke med Huller paa Saalerne og Skjorten ud af Bukserne – ingenlunde. Der gaar i Tyskland Ry af min Garderobe, mine Elskerinder ved Storbyernes Teatre ved at berette derom, min Underbeklædning er æventyrlig, adskillige helt eller ihvertfald trekvart uskyldige Ingenuer er falden for denne, før de faldt for mig...
Undskyld Opholdet – det var blot en Pengeforsendelse, der skulde kvitteres. Nej, hvad jeg vilde sige ... saa, for Fanden, der er én til ... nej, man maa smede mens Jærnet er varmt. Mit næste Stykke er snart færdigt 4 "made for Germany", det har en forskellig Slutning for hvert Land, overensstemmende med dettes Skik og Brug. I Danmark ender det godt, i Tyskland skidt, i Frankrig sletikke, i Amerika fortsættes det af levende Billeder. For Folket er selv det værste ikke for skidt – det er min Devise.
Fra Rung kan jeg hilse – han filmer. Kohl kommer her iaften og Fru Land, kan De huske? Hos G. B. var jeg igaar, han ligger af Aarebetændelse, jeg tror dog ikke det er af længere Varighed, men trist og kedeligt er det selvfølgelig. Iøvrigt ser jeg ingen, jeg havde nær sagt gudskelov. Naar jeg skal være helt alvorlig, lever vi i Grunden ganske for os selv, derpaa beror vist til syvende og sidst Lykken. Jeg arbejder i Ro og Stilhed, uanfægtet og upaavirket, og læser i min Fritid nogle store tyske Værker om Goethe og Ibsen. Jeg synes, Livets Mening begynder at krystallisere sig, naar man har naaet de 40 Aar. Man begynder ganske smaat at tænke.
Levvel, vær hjærtelig hilset fra os begge og hils den troløse Antoinette.
Deres forever
H. N.