Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Frederik VIs Allé 12. 4. maj 1913

der var gaaet Kvinde i ham

Fr. VI Allé 12, 4 Maj 131

Kæreste Herre!

Tak for Afhandlingen2 om Jules Favre – jeg har glædet mig over dens Livfuldhed og Varme. Den har virket helt frisk og ny paa mig, for hvem Favre kun har været et Navn blandt mange andre. Maaske har den ogsaa netop derfor givet mig et rent umiddelbart Indtryk, saa jeg uden personlig Erfaring udelukkende gennem Instinkt kan fornemme Favres Væsen – som et Ansigt, man sér første Gang, kan give En et uudsletteligt Indtryk af Personen.

Og Personen virker mere ved sin Skønhed end ved sin Storhed, mere sammensat end enkel, mere menneskelig end personlig. Ganske modsat Bismarck. Han er et Udtryk for Frankrigs Aand som Bismarck 2 er det for Tysklands. Spørger De mig, om ikke Favre fortjener vor Medfølelse, svarer jeg jo, men spørger Dem De mig, om han fortjener vor Beundring, svarer jeg nej. Der er noget svagt over hans Ansigt og Skikkelse – det er ikke tilfældigt, at han brister i Graad i det afgørende Øjeblik. Men vi vil ikke se vore Helte græde. De skal handle. Det er ikke Napoleons Menneskelighed, vi beundrer – tværtimod. Hvor den viser sig, bidrager den kun til at forvirre Billedet af ham. Det er hans ganske usammensatte rent mekaniske Kraft, der overvælder os. Det menneskelige kender vi fra os selv – det kan vi forstaa og holde af. Men Mennesker kan kun beundre det, de ikke selv ejer.

Derfor synes jeg ikke, De helt kan kaste Skylden paa Folket, naar det skuffet vendte sig fra Favre. Et Folk er som en Kvinde, der trygt giver sig en Mand i Vold. Favre var ikke Mandsbegrebet – der var gaaet 3 Kvinde i ham. Han kunde græde – ikke i Løn, det har selv en Helt Lov til – men for Verdens Øjne. Kunde De tænke noget lignende om Bismarck? Aldrig.

Dette er sagt i al Beskedenhed, jeg tør i Grunden sletikke tale med om et Menneske, jeg kender saa lidt til. Det har glædet mig at læse Deres Afhandling, følelsesfuld og dog klar som den er. For Dem som for os andre smaa Profeter er det menneskelige det eneste interessante og værdifulde. Men Masserne har ikke Tid til den Slags Undersøgelser – har heller ingen Brug derfor. De har Brug for et Sværd, en Fane, et Enhedsmærke, et Samlingsmærke, hvorunder de trygt kan samles og give sig Gud i Vold. Men Favre var et splittet Menneske, der ikke troede blindt paa sig selv og ikke følte sig selv som Verdens Midtpunkt eller rettere som den eneste 4 i Verden. Og kun i saa Fald kan Troen flytte Bjærge. –

Jeg længes efter at se Dem. Naar De føler Dem rask, maa De se ud til os – jeg er vistnok hjemme hver Dag i Ugen undtagen imorgen Mandag. Jeg ringede til Kohl igaar og idag – traf ingen. Naar De ser herud – Dag og Tid maa De selv bestemme – beder jeg ham og Kone komme med. Rung ringede igaar, han var lige kommen. Han kommer her paa Tirsdag til Frokost ved 12 Tiden. Hvad mener De, om De overraskede os med en Visit?

Hjærtelig Hilsen

Deres hengivne
H. N.

 
[1] søndag. tilbage
[2] Afhandlingen: Georg Brandes: Jules Favre (Maurice Reclus: Jules Favre 1809-80. Essai de biographie historique et morale d'après des documents inédits, Paris 1912). Tilskueren maj 1913, s. 449-490. tilbage