Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 31. december 1912

Troen paa sig selv

Allégade 15 A [tirsdag] 31.12.12

Kæreste G. B.!

Jeg har med Glæde modtaget to kærkomne Breve fra Dem. Desværre kan jeg se, at De ikke er fornøjet, og jeg synes, det er trist, at De gaar ind i det nye Aar med et Sind fuldt af Bekymring. Jeg ønskede Dem gærne nu i Aften, mens Pistoler og Kanonskud dundrer, et Aar fuldt af Glæde, men jeg ved jo lige saa godt som De, at det er tomme Ord, selvom de kommer fra Hjærtet. Jeg ved selv, hvad det vil sige at være borte fra det eneste Menneske, man holder af – det er som om Jorden synker, og man staar paa den sidste Bjærgtop, der rager op i Ødet og Tomheden. Livet er jo ikke andet end den, man elsker.

Tænker jeg tilbage nu iaften, har jeg ingen Grund til Klage. Nu og da et Chok ganske vist, men det skal Menneskene jo have for at forstaa, at vi lever paa vulkansk Grund. Paa mine Spasereture i Frederiksberg Have mødte jeg daglig for et Par Aar siden en gammel Kontorchef oppe fra Skifteretten med sin Hund, Snap. De lignede 2 hinanden, gamle og astmatiske, naar Kontorchefen stod stille, stod ogsaa Snap stille, naar Kontorchefen gik ind i det lille Hus, besørgede Snap sine Forretninger udenfor. En Dag mødte jeg dem, de gik begge langsommere og stansede oftere for at trække Vejret. Jeg gik hen til dem og spurgte til deres Befindende, og den gamle Kontorchef sagde da, idet han rystede paa sit Hoved: "Vi har det kun daarlig, min Herre – Snap og jeg lever paa en Vulkan." – Snap gik først til sine Fædre. Og et halvt Aarstid efter sprang Vulkanen med den gamle Kontorchef.

Men det var ikke det, jeg vilde sige. Jeg tænker paa, hvor meget lykkeligt der er hændet mig i 1912, og jeg føler, at jeg ingen Grund har til Klage. De vil sige, at det er smaat og ligegyldigt, om man faar udtrykt dit eller dat, om man besejrer sine Fjender eller omvendt. Men for mig uforbederlige og forhaabningfulde Taabe betyder det noget. Det bestyrker mig i den eneste Tro, der er til: Troen paa sig selv. Den har jeg altid følt fra jeg var Dreng, den Tro er jeg opdraget i, og paa den har jeg levet.

Og saa staar man pludselig en Dag, selv stærk og troende, foran et Menneske, der ogsaa en Gang var det og nu smiler den Erfarnes rolige tvivlende Smil. Jeg var forleden ude hos 3 Pontoppidan, som De ved, jeg holder uendelig meget af. Han sad i en hæslig og uhjemlig Lejlighed, en anden Mands Stuer, som han har lejet med Møbler, Bøger, Billeder og alt for i Vinter. Han sad der i den graa Dag med sit stolte Hoved og sit rene Sind – sad der efter et langt Livs Kamp med de reneste Vaaben, med en Virksomhed bag sig, hvis Maal var de højeste. Nu sad han der og saa ud i Taagen og talte om at flytte ud i en Afkrog og leve paa Husmands Vis, fordi han intet ejer. Livet har taget hans Kræfter, Hjem og Børn, hvad han kunde fortjene. Nu sidder han paa Karthagos Ruiner.

Vi talte meget om Dem, han holder meget af Dem. Jeg bliver saa trist i Hu, naar jeg ser Pontoppidan. Hans Øjne er som Vintertaagen udenfor hans Vindu. Jeg kommer til at tænke paa, at der dog vist ikke kan være nogen Mening i Kohls Foredrag. Livet har en Mening, naar man er sund og lykkelig. Men for alle de Tusinde, der ikke er det?

Naa, men vi vil ikke sørge paa Aarets sidste Dag, vel kære G. B.? Vi vil løfte vore Glas og hilse den Nyankomne. Jeg var iaften inviteret til Nytaarsgilde hos Johannes Poulsen1, men jeg foretrak at blive hjemme. Jeg tror Familien i disse urolige Teatertider vil bruge mig til deres Formaal, og det 4 vil jeg ikke. Derfor blev jeg borte. Min Kone og jeg sidder ganske alene her i vor stille Stue og har det godt. Desværre skal jeg nu vistnok en af Dagene afsted til Frankfurt, hvor hun ikke er rask nok til at tage med. Det bliver jo ingen glædelig Rejse med en Del besværligt og forceret Arbejde og i Selskab med en ung Ven, hvis Sind er formørket af Sorg. Men som jeg skrev: jeg tør ikke klage – kun prise min Skæbne at jeg har mine Kræfter, at jeg har dem, jeg holder af, og at Solen nu og da strejfer min Rude.

Naar jeg nu, min kæreste Herre, ønsker Dem et lykkeligt Nytaar, saa takker jeg Dem samtidig for alt godt i det gamle. Tak for Deres Tillid, Deres Fortrolighed, Deres Venskab. De ved, jeg er Dem evig og uforanderlig hengiven. Jeg tror, at Deres Tanke nu og da baade herhjemme og i det Fremmede strejfer min Rude. Jeg kom til Dem som saa mange andre før, bankede paa Deres Dør og blev indladt. Har De fortrudt det? Jeg bevarer og vil bevare Deres Venskab som en af de dyrebareste Gaver, Livet bragte mig. Jeg løfter mit Glas og ønsker at Guderne vil beskytte Dem. Lev vel, lev vel – hils den følsomme Blomst!

Min Kone hilser Dem hjærtelig og jeg ikke mindre.

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Johannes Poulsen: (1881-1938) skuespiller. tilbage