Henri Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Nyhavn 44. 5. marts 1907
Nyhavn 44. 5/3 07.
Kære Hr. Galschiøt!
Vi vil naturligvis med Glæde komme til "Fødselsdagen"1 d. 17 – naar nu blot alt til den Tid staar vel, og Deres Hustru er rask. Jeg hørte iforgaars ude hos Henrik Pontoppidan, at det ikke var helt godt2, men det er vel ikke noget farligt. Maatte vi nu blot alle 4 mødes sunde og friske!
Herhjemme er alt vel. Jeg var jo en 3 Ugers Tid oppe i Norge. Det var første Gang jeg saa Landet, og jeg længes derop igen. Men der bliver næppe iaar Raad til Extravagancer, og jeg har ogsaa lovet mig selv at være flittig. Nu er det jo desværre faldet ind med Foraarsvejr, jeg lokkes ud hver Morgen og faar intet bestilt for Solskin 2 og Velvære. Men naar det danske Slud atter staar ind over Byen, kryber jeg i mit Sneglehus og lukker mig inde i mig selv. Det varer jo ogsaa noget, inden et Arbejde og dets Eftervirkninger slipper En, og før Marken er bar, kan man ikke pløje og saa paany. Ydermere er dét, jeg skal i Gang med, saa vidt forskelligt fra det, jeg slap, at der maa Tid til, før Udsigten atter er fri og aaben. Men nu synes jeg, at Stemmerne begynder at kalde, saa véd jeg, at det ikke varer mange Dage, før jeg maa give dem Gehør. For mig er enhver ny Ting saa vanskelig. Mærkede man endda rigtig, at man var naaet videre. Men jeg ved ikke – jeg synes, man vil saa meget og kan saa forfærdelig lidt.
Naa, Mismod er Modets Skygge. Min Natur er ikke og bliver aldrig tillidsfuld. Jeg maa se tilbage og spørge: hvad har 3 du naaet, hvor langt er du kommet? Jeg maa bruge Tømmerne. Jeg kan nu og da beruse mig selv i en Følelse af Overmod og Rigdom, men "Dagen derpaa" kommer hurtig, og Tømmermændene river hele Korthuset ned med et Pust. Er det godt eller ikke? Der er kun ét at sige: Saadan er det. Jeg slaar mig til Ro med, at min Stræben er god, og min Trang er ægte. Men føler jeg mig lykkelig? Jeg synes saare, saare sjælden. Jeg synes, at Vejen er saa uendelig trang og føler mig ofte træt af at vandre mod Maal, som maaske aldrig naas. Men sætter jeg mig til Hvile paa en Skærvebunke ved Vejen, saa føler jeg dog, at jeg maa op igen, selvom jeg inderst inde tvivler om, at den næste Milepæl bliver andet end en ny Bunke Skærver.
Men saadan har vel saa mange følt, og mange vil komme derefter. Søger 4 man Livet, sit eget Liv, udenfor Dagen og Vejen, maa man finde sig i at søge forgæves.
Dette er jo slet ikke Foraarstanker, men det er Tankerne som de bliver, naar man er kommet fra Solen ind i Skyggen, og Aftenen begynder at falde paa. Ovre paa den anden Side af Nyhavn glider Solen bort til andre Egne. Jeg ser dens elskede Lys og Varme blegne og sagtelig dø. Det er, som om den forlod mig og lod mig sidde ene tilbage.
Lev nu vel, til vi atter ses. De er en af mine faa og kæreste Venner. Derfor er disse Linier vel blevet, som de er.
Mange venlige Hilsner til Dem og Deres Hustru fra os begge
Deres
Henri Nathansen.
