Niels Møller til Valdemar Vedel
Sendt fra H. C. Ørstedsvej. 19. juni 1898
roder og læser og interviewer folk
Ørstedsvej 27 19/6 [1898]
Kære Vedel!
(…)
Jeg har haft rygende travlt i denne tid på kontoret og hjemme. Jeg fik da min Gladstone-artikel færdig i rette tid, og er nu ved at samle sammen til Pontoppidan; roder og læser og interviewer folk. Jeg er faldet over et og andet, som er ganske morsomt. F. ex.: Borchsenius tog sig i begyndelsen varmt af Pontop. Men så gik P. engang hen i Børstidende og skrev en lille fortælling "Den stærke skræder", der nu findes i Krøniker. Jeg véd ikke, om De husker den: det er om en lille spinkel skræder, der påstod, at han kunde løfte 2 tøndesække korn; det kunde han nu ikke, men han lavede sig til og greb fat i dem med sådan en fortrøstning og anstrængelse, at han imponerede folk: han havde været ligeved at løfte de to sække, hed det siden. I Børstidende havde fortællingen en lille efterskrift, hvori det hed, at H.P. altid kom til at tænke på den historie, når han så' Otto B. i Morgenbladet tumle med de store samfundsproblemer. Han magtede dem ikke; men når godtfolk så' ham kaste sig over dem med en så sikker tro på sin overlegenhed, tænkte de beundrende: Død og pine! sikken en kraftkarl, han alligevel må være, siden han tør binde an med dem. – Det tilgav Borchsen. ham ikke. – O.B. er en dejlig mand. Ottosen fortalte mig om ham forleden, at da han (Ottosen) havde fået en eller anden til at anmelde Ottosens og Bruns svenske læsebog i "Dannebrog", forlangte Borchs. anmeldelsen formuleret således: det er en meget god læsebog – som supplement til den af Otto B. udgivne samling svenske læsestykker.
Jeg har haft fat i den dom, Børsbladet i sin tid fik for en artikel af Pontoppidan. Det var en stram dom, må jeg sige. For det første var det underligt, at de dømte Ernst Brandes, når Pontoppidan havde mældt sig som forfatter og påtaget sig ansvaret – de nævner ikke engang Pontoppidans navn i dommen – men endnu mærkeligere er det, at de domfældte for den artikel. Det var en anmældelse af Stuckenbergs Messias. Pontop gjorde indsigelse mod, at St.s Messiastype var for hængehovedet alvorlig. P. sagde, at reformatorerne gærne havde været livskraftige og livsglade naturer, og mente, at den gode gamle Messias fra Jødeland heller ikke havde været noget hængehoved. Totalafholdende var han ikke, se bryllupet i Kana, og han yndede at omgive sig med kvinder, så der havde også nok været en frodig livslyst i ham. Det var det væsenlige indhold af artiklen, nogle af udtrykkene var måske en smule kraftige, men tonen var aldeles ikke blasfemisk; det var en rolig hævden af én anskuelse mod en anden. Alligevel fandt både Kriminalretten og Højesteret, at det var en forhånelse af den kristne kirkes troslærdomme! Der var ikke nogen forhånelse i det faktiske, og jeg gad vidst, hvad det var for en troslærdom, der blev angrebet.
Pontop. fortæller i et brev, jeg har fået at læse, at i 1890, da han var i Berlin, kunde han ikke få den frie adgang til teatrene, der ellers gives til fremmede forfattere, fordi kultusministeriet her ikke vilde give ham attest for, at han var dansk forfatter. Kan De huske noget om det? For det var dog et temmelig stift stykke. Han havde dengang det anckerske stipendium ovenikøbet.
(…)
Deres hengivne
Niels Møller.