Kristian Lohmann til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Rigsdagen. 6. oktober 1898

min Forstaaelse ikke saa ganske fejlagtig

Rigsdagen, Kjøbenhavn d. 6. Oktbr. 1898

Forfatteren Henrik Pontoppidan.

Jeg bringer Dem herved min Tak for den Opmærksomhed, De viste imod mig i Gaar ved at sende mig et Eksempl. af "Det forjættede Land."

Mest har det naturligvis glædet mig at faa en Udtalelse fra Dem om, at den i min Omtale1 af Deres Bøger fremsatte Forstaaelse ikke er saa ganske fejlagtig; den har hos mange faaet Skyld for at være det. Præsten Karl Povlsen i Ryslinge maatte undres over, at jeg kunde se saa ganske fejl; Højskoleforstander Begtrup i Frederiksborg kunde "anerkende" men ikke "godkende" min Betragtning.

Og saa endnu en Gang: Tak for disse tre underlig betagende Bøger. Tak især for Billedet af "Hansine". Jeg ved ikke af, at nogen digterisk Figur tidligere har gjort saa dybt Indtryk paa mig. Det er, som havde jeg mødt hende virkeligt 2 og taget Del i al hendes Fryd og Smerte.

Jeg hilser Dem med det oprigtige Ønske, at Held og Fremgang maa følge Dem i Deres ansvarsfulde og store Kald til Gavn og Glæde for alle Deres Landsmænd.

Deres ærbødige
K. Lohmann

 
[1] Omtale: artikelserie i Fyns Tidende 17.-19. dec. 1895 under overskriften: "Det grundtvigske Folkerøre og den literære Kritik"; med "den literære Kritik" må her menes digterens, Pontoppidans, kritik af bevægelsen. Det følgende er et citat fra "Efterskrift" i DSLs udgave af Det forjættede Land fra 1997; afsnittet er skrevet af Lars Peter Rømhild. Hele efterskriften kan læses her.

Anmelderen var venstrefolketingsmanden Kristian R. Lohmann (1852-1919), der med baggrund i højskolen og en bondetilværelse – han kaldte sin gård "Hlidarende" – må have haft ganske særlige forudsætninger for at læse og måske også reagere imod Pontoppidans trilogi. Med dette forhold i erindring er det interessant at bemærke, i hvor høj grad han forsøgte at tage digteren og værket til sig. Heri har måske været et vist moment af politik; det er i hvert fald tydeligt, at Lohmann, der tilhørte det forhandlende Venstre i årene omkring det store forlig med Højre, bestræbte sig ikke blot for at trække Pontoppidan hjemad til den grundtvigianisme, han var barn af, men tillige at trække digteren væk fra "Dr. Brandes" (dvs. Edvard Brandes) og hans retning; Lohmann gik så vidt som at udtale denne absolut usande påstand: "Det er betegnende, at Henrik Pontoppidan slet ikke er i 'Politiken's Yndest".

Lohmanns politiske stade i samtidssituationen fik ham også til med anerkendelse at notere om tidsbilledværkets sidste bind: "Heller ikke findes der, hvad der vel skulde ligge nær, fjærneste Antydning af Ironi [hos Lohmann næsten altid ensbetydende med 'satire'] over Forliget." Forliget mellem det decimerede Højre og den forhandlende side af Venstre, der i 1894 medførte, at den nye Højreregering af 7. aug. ikke havde Estrup i spidsen, var et bittert stridsemne mellem Venstrefraktionerne. Når Lohmann var overbevist om, at dette aktuelle stridsemne kunne være indgået i DD, skyldes det, at han noget absurd mente, at "Begivenhederne [dvs. Sandingemødet] maa tænkes at ligge paa denne Side 7. August 1894". Et argument for sin datering havde han imidlertid i en af Pontoppidans modelprægede aktualiseringer, nemlig "at Kultusministeren gjentagne Gange betegnes som 'en ung Mand'". Højreregeringen Reedtz-Thott af 7.aug.1894 havde en ny kulturminister, den relativt unge Vilh. Bardenfleth (f. 1850), der havde en vis forbindelse til grundtvigske kredse.

Andre modelforhold i digterens skildring af vennemødet var heller ikke forbigået Lohmann: "Forfatteren tegner nu efter levende Model en Række grundtvigske Ord- og Penneførere": Vilh. Pram, pastor Magensen, forstander Sejling, kandidat Boserup. Lohmann ønskede måske at besværge den mulighed, at vennerne skulle tage anstød, hvad der ville fordærve hele hans forsonende sigte. I hvert fald skrev han: "Ejendommeligt er det, at disse nærgaaende Skildringer, der dog næppe kan siges at være egenlig karikerende eller spottende, næppe vil støde vedkommende synderlig og heller ikke støde den Læser, som sætter Pris paa hine Mænd." Det var et meget fromt håb.

Lohmann var ellers ikke uden en vis moralsk ømskindethed: Friskolelærer Povelsens figur forekom ham "meget uægte og mere gemen[,] end det anstaar sig for det Pontoppidanske Navn". Lohmann syntes heller ikke, at »det anstaar Forfatterens fine Natur at bruge den Mand til Talerør«, der er karakteriseret som en gammel Bacchusdyrker, dvs. pater Rüdesheimer; i Rüdesheimers eget vurderingsgrundlag kunne Lohmann godt se, at digteren nærede »visse Sympathier for den gammeldags Rettroenheds Stade«, men han forstod - vel med rette - dette som "kun en Slags Pikanteri" hos Pontoppidan.

I forbindelse med spørgsmålet om menneskesynet i bogen er det mest interessante måske Lohmanns udtalte protest imod, at Pontoppidan "gjør saavel [Hansines] som Emanuels Stilling Naturbestemt - hendes ved sin Bonderod, hans ved, at han er sin ulykkelige Moders Søn". Med rette eller urette så Lohmann som flere andre anmeldere en art både social og arveligheds-naturalisme i romanens antropologi; over for den hævdede han altså en anden, der regner med social mobilitet eller livsændrende personlig beslutningskraft. Desuagtet mente Lohmann, at "disse tre Bøger rummer det interessanteste og betydeligste Billede af Tiden, nogen nulevende dansk Digter har malet for os" - af ældre havde Adam Homo's digter meldt sig for tanken. Tidsbilledet var lærerigt, også for, ja netop for den livskraftige grundtvigske folkerørelses deltagere. Skildringen – særlig af Sandingemødet – vidnede "om en utrolig Evne til at kunne optage modstridende Tanker og Stemninger og give dem Form". Værket var ifølge Lohmann ikke at opfatte som "et aabent og ildesindet Angreb paa den grundtvigske Retning og særlig paa Folkehøjskolen"; thi på den ene side skyldtes det "en Digter af gammel grundtvigsk Rod, opvokset i nær Forbindelse med Broderens Højskole", så at tugtelsen tillige - og ret digterisk – måtte være en selvtugtelse; og på den anden side havde Pontoppidan ikke et synligt standpunkt uden for det folkelige røre. Den grundtvigske bevægelse var stærk og livskraftig nok til, at vi "glæder os over" Pontoppidans roman "og tager os dens Kritik til Indtægt."

tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage