Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 3. januar 1920
hundevagt i aandslivet
Bestum 3.1.1920.
Kære Henrik Pontoppidan,
Tak for Deres brev1, som jeg fik igaar, med nytaarshilsen og det De skrev om Sneskavlen brast2 – det glæded mig kanske mer end De tror, jeg er stolt av det. Og ønsket om godt aar sender jeg Dem tilbage av fuldt hjærte. De nævner ikke at der nu feiler Dem noget, derav tør jeg vel slutte at De helt har forvundet Deres onde.
Jeg vilde sendt Dem min nye bog3 til jul; men den bestaar bare av optryk av gamle ting over italienske digtere. Og saa kan jeg jo heller ikke negte for at jeg er en smule skamfuld over alt det papir jeg vælter ud over Dem. Imidlertid kan det godt være at De heller ikke denne gang undgaar Deres skæbne – i den sidste avhandling er der muligvis et midtparti som er læseværdig, jeg ved ikke. Den om Annunzio er ikke sammenarbeidet nok, bl.a. fordi den bestaar av artikler av forskellig 2 dato. Bogen er ellers forbigaat i taushed av den samlede norske presse til jul – maaske der var én undtagelse. Men denne ene undtagelse kom, tror jeg, fordi han nyss i anledning av Sneskavlen hadde skrevet at "dyrker Kinck noget, saa maa det være hadet i sit eget sind"; jeg opfatted det som enslags bodfærdighed. Men kanske jeg gør ham uret. Det var ellers en kollega (Elster ju.4). En anden "kollega" og merkelig nok ogsaa av samme slægt, men paa spindesiden (Fasting) haante Sneskavlen og gjorde sit til at dræbe den i vort konservative hovedorgan; hans omtale gik ud paa at forfatteren "som led paa sindsyge som Sjur Øvsthus5". Vedk. er doctor philosophiae (Hj. Christensen6) og literaturhistoriker.
Nu, denslags stanser mig ikke. Men det er kanske denslags personlige grunde som spiller ind, naar jeg stundom synes at sidde midt iblandt fuskere, som dog forlanger at anerkendes som skrivebrødre. Især nu til jul har der mylret av dem, synes jeg; juleflommen iaar er vistnok kvalitativt set en av de fattigste, vi har oplevet. Men – boghandlerne er tilfreds. Det nybakte rigfolks smag gør sig allerede gældende. Og der forestaar nok en hundevagt i aandslivet, som kan bli langvarig. – Jeg har et par gange søgt at antyde mit syn her. Men da faar én jo kastet i næsen at man skriver av misundelse mod de heldigere kolleger. Jeg trøster mig med at da vilde jeg neppe faat gjort andet end misunde, thi hine lykkeligere 3 maa jo tælles i snesevis. Og iaar har de da ogsaa vært ganske ene om markedet. Saavidt jeg har forstaat, er der nu aviser som virkelig begynder at bli betænkelige over niveauet. Men enhver reform (mulig en undladelse av at omtale det literære skidt) vil strande paa forretningsføreren, paa bladets avertissements-avdeling – selvfølgelig! Ialfald maa man bli ikke saa lidet mer flaue end man er iaar, før de skrider til nogen virkelig reform. Forlæggerne sætter sig jo paa denne vis helt udenfor aandslivet; de har ingensomhelst kultur-mission længer, de kan pakke sammen.
Men nok om denne nefandus dolor7. Mellem jul og nytaar tog jeg avsted paa ski med to venner til en hytte eller sæter fire-fem mil nordover i Nordmarken, hvor vi de tre-fire sorgløse dage hadde en overdaadighed av sne og 20 graders kulde udendørs og indendørs fede middage med juledram og deslige som hører et forbuds-land til. Skønt det er fire dage siden jeg kom tilbage, er jeg endnu ikke avskallet saapas at jeg egentlig kan arbeide.
Ja, kære Pontoppidan, lev nu vel! Og tak for det gamle aar. For selv om vi ikke træffes, saa er jeg lykkelig ved at vide at der i kunsten er et ubestikkelig øie til ensteds.
Deres hengivne
Hans E. Kinck.