Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mesnalien, Lillehammer. 30. august 1917
Vilh. Andersen mangler evnen til at lide
Mesnalien 30.VIII.17.
Kære Henrik Pontoppidan.
Før jeg forlader hytten, vil jeg sende Dem en hilsen, og tak for brevet1. Det glæded mig, bl.a. fordi De hadde tænkt paa mig med Deres sidste bog, som De i sin tid sa De vilde sende mig med egen lastedamper hid nord. Den kom ikke, og det bedrøved mig jo, fordi det faldt mig ind – hvad ikke var saa underlig – at De hadde glemt mig. Derfor bl.a. glæded Deres brev mig. Men det glæded mig ogsaa at De hadde giddet læse artiklen om Tryggve Andersen2. Den har jo ikke øget min venneskare blandt kaldsbrødre; den skal være haard, den skal være ondskabsfuld, uretfærdig og gud ved hvad; desuden er sujettet forfalden til alkohol og narkotica, hvilket jo er ganske sandt. Det fænomenale ved ham er i mine øine at han trods det har hele sin kunstneriske moral i behold. 2 Rigtignok skal han i forfløine stunder si at min artikel har ødelagt hans fremtid, idet han just nu stod i færd med at undertegne kontrakt med et filmkompani om literær leverance: saa kommer min artikel og stempler ham som redelig kunstner, hvorfor filmkompaniet trak sig tilbage; og han forlanger nu 100 kr. i erstatning – ikke av mig, men av mit forlag. Denne komiske turnering gaar jo ud over filmingen – og det er det særegne ved ham at det er det, han selv ved og vil. Og muligvis har de ret, de som siger, at min artikel var en av de større morfininsprøiter, han har faat. Desværre tror jeg ikke den kan reise ham. Men en slik artikel har ligget over mig i aarevis som en pligt; da jeg saa fik vide at hans samlede værker paa tre smaa bind nu til jul fik 300 tingere3, mens det elendigste skidt gik i dobbelt saamange tusen, blev det mig en trang. –
Jeg har isommer bl.a. læst Vilh. Andersen's bog om Dem, den han var saa venlig at sende mig. Jeg traf ham i vinter, og vi kom til at snakke om Dem. Det 3 var en behagelig mand i samvær; men jeg har, sandt at si, læst saa lidet av ham – og det lite med temmelig lidet udbytte ogsaa; han synes at se i en digter, tros hans noget nærgaaende analyse, mer bøgerne end livet bag dem; der blir noget skørt og papirraslende ved resultatet√. Jeg tror det stikker i at han selv√ mangler evnen til at lide. Og alligevel, skønt jeg ikke ser i alt som han: kanske den bogen nu om Dem er bedre end mangt andet, han har gjort. –
Mine folk er reist nedover. Og jeg sidder igen alene med regnskodden over skogen og sørgmodig tag-dryp, og trærne er vaade lige indtil stammen. Er det ikke underlig: jeg griber mig saa titt i at tænke mig paa tur med Dem ind gennem fjordene eller op efter dalene. Og saa er baade De og jeg slik laget at naar vi reiser, maa vi reise alene!
Nu tar ogsaa jeg snart nedover. Først skal jeg ha stelt med veden, baaret ind og stablet op, saa det ligger færdig, naar jeg kommer op her paa en otte dags skitur til vintren. Her er nemlig altid skiføre. Og sneen ligger høi, saa vi gaar over 4 alle gærder. En slik otte-dags tur med gode, udadvendte venner er den absolute hvile; der gives ingen virkeligere ferie.
Men nu blir jeg snakkesalig av bare ensomhed. Lev vel! Og tak for Deres brev.
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
