Sophie Kauffmann, f. Whitte til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pileallé 41, Frederiksberg. 22. februar 1934
Deres Omtale saarede mig
Pileallé 412 F. – 22–2–34.
Hr. Forfatter Pontoppidan!
Som eneste levende af min ulykkelige Broders Sødskende kan jeg ikke lade være at protestere imod Dere uelskværdige Beskrivelse1 af ham som ungt Menneske, hvor De jo har været for ung og umoden til at dømme om ham. Han var hverken forstyrret eller pjattet, men velbegavet og med en smuk og ren Character. Han var maaske lidt overspændt og romantisk, og derved blev han saa paavirket af den katholske Kirkes smukke Ceremonier og Myndighed, og den 2 katholske Præst havde jo en lumsk Maade at vinde de Unge paa, som De meget rigtig beskriver. Han blev ikke ført af Pedellens søn til Præsten2, men af Toldinspektørens3, som boede i Hus med Præsten, men vist ikke selv blev paavirket. Det var en Hjertesorg for mine Forældre, at Axel vilde være katholsk Præst, og ikke som De mener, en Udvej for ham til at blive til noget, og de kæmpede haardt for at faa ham derfra. Han stillede sig ved et Valg for en Socialist, fordi han troede, at Socialismen skulde hjælpe de Smaa i Samfundet, som han havde Sympathi for med sit kjærlige Hjerte og hjalp paa af sine smaa Midler. Men det kunde den strenge Kirke ikke taale, og Biskop og Præster svigtede ham stygt og lod ham 3 blive uskyldig dømt. Han kom efter Dommen4 først ned i Tydskland i et Benediktinerkloster, hvor han var lykkelig, men blev senere sendt til Sydamerika5 som Præst, og derfra fik vi efter hans Død sendt et spansk Blad, hvor han skildredes som en Helgen, der helt havde offret sig for sin Menighed og virket i sin Frelsers Tjeneste. Man lod ham nu hvile i Fred, og gid De havde gjort det og ikke rippet op i den sørgelige Historie, hvormed De beredte mig en tung og bitter Aften, da jeg uheldigvis fik den at læse, og alle de tunge Minder vældede frem. Der var ellers saa meget smukt i Deres Bog om den kjære gamle Stad Randers, som jeg holder saa meget af, men Deres Omtale af min Broder saarede mig, saa jeg ikke kunde tie til det. – Med Agtelse
Sophie Kauffmann
f. Whitte