Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
25. august 1911
overgivent Sommerhumør
25 August 1911.
Tilhænger af "den spanske Rutine"!
Vogt Dem, at ikke Lovens Arm, som De paakalder, rammer Dem selv! Det er dyrt for Tiden at skælde ud for "Skruebrækker". Man kan mærke, at De lever udenfor Civilisationen og midt i Bondekulturen. Læser De ikke engang Deres Livorgan "Ugens Tilskuer"? Hvad siger ikke Nummeret for idag, S.383, om denne Sag: "Ved Breitenfeld og Lützen knustes den spanske Rutine". Hvadbehager? Det er vægtige Ord af en alvorlig og lærd Magister. Jeg stiller mig under Magisterens Beskyttelse. Jeg udleverer til Bladet Deres Brev (men ikke Kyllingerne), det skal fordunkle "den spanske Rutine".
Heller ikke kan jeg føle mig rørt over de Ofre, De har bragt for min Skyld. De minder for meget om G.B.'s berømte Ost1. Naar jeg tænker paa, hvor mange Gange jeg, naar jeg ventede Dem og Familie hos mig, er gaaet ned i min Vinkælder og udsøgt en ekstra 2 Flaske med Mærke fra det bekendte Vinaar til Dem, saa kan den Rosinstilke-Bordeaux, De har kunnet købe hos Urtekræmmeren i Kolding, ikke trykke mig synderlig. Og naar jeg erindrer, hvorledes Sehesteds bekendte Vildtforretning i Vimmelskaftet er blevet sat i Bevægelse i samme Anledning for at skaffe det allerførste af Aarstidens Afgrøde, saa kan det omtalte "Fjerkræ", der aabenbart har besat Deres Fantasi, heller ikke beskæmme mig. Jeg er ikke særlig kyndig i Spisekunsten, – men er det forresten ikke nu Sæsonen for Vildænder og Bekkasiner?
Noget andet er det derimod, naar man faar sendt Kyllinger ind i Huset. Saa bliver man rørt og bevæget og taknemlig for denne Oase i Koteletternes Ørken. Den ene er fortæret allerede idag, ledsaget af et Glas Rødvin (Leoville 95) og Aarets friske Ribsgelé gled den stille og lydløst ned, men med al Respekt for Taulovs Produkter tror jeg dog, at dermed er ogsaa dens Liv afsluttet, uden at dens 4 Gal skal kunne forurolige min Samvittighed.
De skulde forresten ikke forhaane mig, men beklage mig. Jeg har faaet altfor lidt af denne Sommers gode Gaver. Deres Brev strutter jo af overgivent Sommerhumør, men jeg er mat og afspændt og ugidelig ovenpaa Rejsens Anspændelse. Jeg tænker virkelig med Skræk paa, hvorledes jeg i den kommende Vinter skal kunne staa mig i Konkurrencen med dem, der sorgløst har badet sig i denne frydefulde Sommer. Paris's Asfalt var interessant at bevæge sig paa, men ikke forfriskende. Mine Øjne kunde have haft godt af de grønne Træers Skær, min Ryg af at ligge paa Grønsværet i Skovene ovre hos Dem, – men der var vinket af for dennegang.
Hils Deres Kone mange Gange og tak hende for Kyllingerne. Hils ogsaa Else. Det er godt, vi har hende, at sende ud til de store Verdensbyer, nu vi selv er blevet for gamle dertil. Altsaa paa Gensyn om ikke mange Dage! Har De set noget til Rohde? Jeg har ikke hørt et Muk fra ham.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
