Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 16. april 1936

livlig Konference

16. April 36

Kære Pontoppidan. – Tak for Deres fornøjelige Brev1, som jeg til min Forbavselse ser er skrevet lige for en Maaned siden, samt for Deres venlige Forespørgsel til mit Befindende og den livlige Konference mellem Frk. Larsen og Frk. Pansch, som den gav Anledning til og hvis Indhold jeg selvfølgelig fik Andel i – det livede ordenlig op paa den stemningstriste Helligdag, der netop var som det passede for en Paaskedag, der vel i sin Oprindelse er en Sorgens Dag men lavedes om til en Glædens og Opstandelsens Festdag. Baade Brev og Samtaler vidnede om, at De befandt Dem ret vel og det glædede mig ligesom ogsaa det, at De stadig gik og fantaserede over en Expedition til Helsingør og Reberbanen med Frk. Larsen som Ledsagerske. Jeg tror virkelig paa at den blir til noget, men vi skal vente til der kommer mere Vaar i Luften og grønt paa Træer og Buske – saadan en Regnvejrsdag som i Søndags vilde jo bare ødelægge hele Indtrykket, hvor venlig end Modtagelsen og velsmagende end Maden var. Nej, der maa være aabent fra Spisestuen ud til Verandaen og helst ogsaa fra den ud til Haven og Sol over det hele baade inde og ude. Frk. Pansch og jeg glæder os begge til Besøget og taler ofte om det. Vi lever nemlig her i stor Stilfærdighed. Der kan gaa Uger mellem hver Gang der gaar nogen gennem Hoveddøren og ligeledes Uger mellem hver Gang jeg taler med nogen anden end Frk. Pansch. Gerda Stuepigen siger ikke meget og det hun siger kan jeg ikke høre eller forstaa. Og nu kan jeg næsten ikke læse mere, end ikke de store Bogstaver over Artiklerne i Aviserne. Taagen for mit Syn blir tættere, og naar jeg med mit Seglas og stærkt Lys er kommet gennem et lille Stykke, sluger Taagen ogsaa Texten saa jeg maa lægge Blad eller Bog bort. Saa sidder jeg en Stund med lukkede Øjne, saa jeg faar god Tid til at tænke over, hvad jeg har læst, hvis det er noget at tænke over, ellers skriver jeg mindre Breve eller holder indfaldsrige Taler til mine Venner bedre end jeg nogensinde har gjort i Virkeligheden eller ogsaa sidder jeg og falder i Søvn, og det er næsten det bedste af al Tidsfordriv.

2 Men jeg keder mig egenlig ikke trods mit ret indholdsløse Dagligliv – det undrer mig kun saa lidt der skal til for at optage det. Bagateller, jeg tidligere vilde ha syntes ikke værd at spilde Tanker paa kan nu sluge Tid og Tanker og holde mig vaagen om Natten, hvis de ved et Tilfælde opstaar og saa kommer Betænkeligheder vrimlende som Myrer i en Tue, mest ligesom farende om til ingen Nytte. Det er en noget ørkesløs Tilværelse men jeg finder mig nogenlunde godt i den og er vistnok ganske skikkelig overfor mine Omgivelser – kun Frk. Pansch maa nok for ofte gøre Rede paa, hvor "taaget" det er. Men hun er skikkelig og siger, at det er ret meget taaget, hvad det jo ogsaa hyppig er. – Min Læsning indskrænker sig som sagt til Smaastykker ad Gangen, og hertil egner sig særdeles godt en Bog som Niels Møller sendte mig forleden nemlig Aristoteles' Etik, som han har oversat fra Græsk. Den er egenlig, mellem os sagt, forbandet kedelig og egner sig derfor udmærket til at gøre en træt og mæt af Læsning, og Møller indrømmede ogsaa villig, at den egnede sig bedst til at slaa op i og læse tilfældigt, hvad man traf paa – Græker, som han er, syntes han selvfølgelig, at der var udmærkede og dybsindige Sager imellem, men jeg fik alligevel en lumsk Mistanke om, at han i Grunden ogsaa syntes den var lidt kedelig og maaske ikke mere begreb, at han hade spildt Tid og Kræfter paa Oversættelsen. Det er en typografisk veludstyret Bog med et smukt Portræt af Aristoteles – der minder lidt om Møller selv, paa Udsiden – og Ens Selvagtelse stiger, naar man sidder med den i Haanden. Alligevel foretrækker jeg, naar det endelig skal være Græsk, at læse "Faidon" – især Dødsscenen – den er et af de skønneste Digterstykker jeg kender.

Tænk! Saa fik jeg dog skrevet Papiret fuldt men læse det igennem det kan jeg ikke, saa De maa undskylde Sjuskerierne. – Skriv snart igen – Deres Breve er det mig altid en Glæde at faa, de er saa levende personlige. Fredr. Poulsens Bog hade jeg bestemt mig til at faa inden De anbefalede mig den. Ogsaa jeg sætter ham meget højt som fri Forfatter og hans videnskabelige Arbejder, hvoraf jeg kender flere af de populære er vistnok ogsaa udmærkede.

Lev saa vel kære Ven

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Brev: kendes ikke. tilbage