Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 26. juni 1933
Jeg har gennemgaaet min Brevsamling
26 Juni 33
Kære Pontoppidan. – Jeg var forleden ude hos Prof. Krüger, Steffens gamle Rektor – han blev 84 den Dag, og vi plejer at behilse hinanden paa vore Fødselsdage – og traf ham midt i et noget besværligt Arbejde, som dog interesserede ham, nemlig at samle biografiske Antegnelser om sine gamle Elever til en Slags Festskrift1 i Anledning af at Skolen iaar eller til næste Aar har bestaaet som Almenskole eller Latin- og Realskole i 50 Aar. Han var dens Rektor fra 1883 til 1919 saa det blir jo nogle hundrede Stykker det drejer sig om, og de er jo for en Del spredt over den ganske Verden og vanskelige at faa noget at vide om. Han nævnte exempelvis ogsaa Steffen, og saa sa jeg, at ham kunde jeg da nok skaffe de fornødne Oplysninger om gennem Dem, og det er altsaa det jeg gerne vil be Dem sende mig. For min egen Hukommelse svigtede, da jeg mundtlig vilde gøre Rede for Steffens vita. Det skal selvfølgelig kun være ganske kort og vil forhaabentlig ikke volde Dem Besvær. Naar De sender mig dem, faar jeg ogsaa nok noget at vide om, hvordan De har det – om der er nogen Bedring i Deres Svimmelheds Fornemmelser – for det interesserer mig dog mere. Jeg har jo stadig gaaet og tænkt paa, om De ikke en Dag skulde melde Deres Besøg her, men ogsaa tit, at det vel næppe blev til noget, for det er jo dog et stort Besvær for Dem med disse Togbytninger baade paa Hen- og Tilbagerejsen, og selv om man om Vinteren, naar man ikke skal til det, synes at det vil være en forholdsvis let Sag til Sommer, saa vokser dog Vanskelighederne efterhaanden som Tiden nærmer sig til at man skal til det. Jeg kender det saa godt fra mig selv. Den mindste Afvigelse fra Dagliglivets lige Linie synes mig snart saa overvældende, at jeg længe betænker mig paa at foretage den og helst undlader den. Men heldigvis behøver jeg da heller ikke mange "Adspredelser" for ikke at føle Ensformigheden i mit Dagligliv og lide derunder. I den sidste Maaneds Tid har jeg haft et ganske underholdende Arbejde for. Jeg har gennemgaaet min Brevsamling fra Illustr. Tidendes og Tilskuerens Tid og altsaa i store Træk genoplevet den og Forbindelsen med en Mængde Mennesker, der om 2 den end som oftest er stærkt begrænset til redaktionelle Anliggender dog hyppig gir ganske levende Indtryk af den paagældende og Smaabidrag til hans Karakteristik. Der er imellem ogsaa nogle fra Dem – ikke saa mange og flest fra Tiden for Udgivelsen af "Danmark"-Værket – da De endnu bode i Hjørlunde – Deres Haandskrift har dengang et ungt Præg – Indholdet undertiden ogsaa – som den ikke har mere, men ellers ligner den ganske sig selv endnu den Dag i Dag og ligner ogsaa Dem i sit personlige Præg. – Det er Synd, at Haandskrift mere og mere skal afløses af Skrivemaskine-Skrift – det er ligesom at det personlige Forhold mellem Brevskriverne udviskes derved. Mellem det Par Hundrede Breve jeg gennemlæste var der kun 2 maskinskrevne. Det ene var fra Malling Hansen (Skrivekuglens Opfinder) det andet fra Oberstløjtn. Schou, Antvorskov, som skældte mig ud for Optagelsen i "Tilskueren" af en af Henri Nathansens første Skitser, som for sin Tid var lidt vovet i Situationen. Den affødte for Resten ogsaa et navnløst Brev fra en Frue, der værnede om sine uskyldige Døtre og skældte Nathansen ud for en modbydelig Jødetamp o. lign. Saadan noget er det ganske morsomt at se og genopleve. – Andet af Interesse har jeg hverken oplevet eller genoplevet. Jeg synes, at Haven herhjemme er saa smuk som jeg aldrig har set den før, men det ligger maaske for en Del i, at jeg ikke mere ser den tydeligt – der er altid lidt Taage for mit videre Udsyn – og saa ser jeg jo ikke Manglerne eller hvad der trænger til at rettes. Og om jeg ser det, saa tænker jeg: Aa skidt, lad det bare være som det er. Jeg har nemlig et Par Gange prøvet paa at gøre det om, men har maattet opgi det, fordi Kræfterne svigtede. Alderdom min Ven! – Igaar var det Deres afdøde Kones Fødselsdag. Jeg tænkte paa, om De mulig skulde være i Rørvig og om Else kunde være der, for Einar kan vel under de nye Forhold næppe være fra København. Bortset fra de Par Regndage i forrige Uge har det jo i lange Tider været lutter Solskinsdage. Den lange Tørke hade ogsaa her svedet Græsset graat, men Regnen har nu atter sat Kulør paa det, saa alt er, som det skal være. Gid det ogsaa maatte være det for Dem, hvor De saa end er.
Deres hengivne
M. Galschiøt