Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. oktober 1927
Sensationen og den falske Reklame
24. Okt. 27
Kære Pontoppidan. – Jeg tilbragte Dagen igaar, den hæsligste Regnvejrsdag, med at læse Deres Bog1 fra Ende til anden. Det blev en Dag rig paa Nydelse, og jeg lever endnu under Indtrykket fra Læsningen. Jeg siger Dem Tak for Nydelsen, for Bogen, for Eksemplaret, De sendte mig og for den Vennehilsen, der fulgte med.
Som De maaske mindes fra sidst, vi taltes ved, forholdt jeg mig noget reserveret overfor Hovedfiguren, fandt Niels Thorsen usympatisk som Menneske, uvirkelig som Tidstype og altfor enstrenget som Karakter. Ved at faa ham i Stumper og Stykker med Ugers Mellemrum, gik Helhedsindtrykket tabt. Under Læsningen igaar samlede Skikkelsen sig til en Helhed, der gjorde et stærkt Indtryk ved sin Enkelhed og Klarhed i Karakteristik og ved Dybden i den tragiske Skæbneudvikling. Da jeg hade læst Bogen til Ende, sad jeg længe stærkt grebet, og jeg lever som sagt endnu i Dag under Indtrykket af den. Ogsaa af det rent kunstneriske Arbejde i den, af Deres Evne til med faa Træk at levendegøre Skikkelserne i de intime Situationer og Stemningerne i de almene. "Mands Himmerig" staar i saa Henseende paa Højde med Deres bedste tidligere Værker, er ægte Pontoppidansk i Plan, Udvikling, Behandling og hele Livssyn. De sidste halvhundrede Sider især er stærkt betagende.
Hvis vi sad overfor hinanden her i min Stue, som sidst De var her, vilde jeg mulig, hvis De indbød dertil, komme med nogle Smaabemærkninger til et og andet – f. Eks. om Misforholdet mellem Niels Thorsens store Livsmaal, Folkets Genrejsning fra Forfaldet og hans første og næsten eneste Gerning eller Bestræbelse, det at slaa sine tidligere Samarbejdere i "Friheden" ned som Krapyl og Skadedyr – 2 men det skal jeg dog skaane Dem for – derimod kan jeg ikke la være at udtale min Ærgrelse over, at Højrebladene straks har taget Dem til Indtægt, som den der gennem Forklædning som N. Th. rakker "Politiken" og radikale Bladfolk til af et godt Hjerte og er i Lag med at ta "Gud, Konge og Fædreland" til nyt Valgsprog. Jeg har, som De ved, en god Omgangsven i Grosserer Collstrop, hvis stadige "itaqve censeo2" er, at alt her i Danmark er paa Vej ad Helvede til og ned i Sumpen, baade Land, Folk og det hele. Jeg ler ad ham og driver blot Gæk dermed. Igaar kom han triumferende med sine Højreblade, hvori han havde indstreget lange Citater af Bogen og sa triumferende: Der kan De se, at Deres kloge Ven Pontoppidan er ganske af min Mening. – De Niels Thorsenske ubeherskede Kraftudtryk (ypperlige som det om Ølkuskene i det danske Vaaben) om Københavner Societetet, Arbejderne, Journalisterne osv. vækker aabenbart en Sensation, der nok vil komme Forlaget til gode, som for Resten selv inden Udgivelsen antydede gennem Bladmeddelelser, hvad der kunde ventes, men det falder næppe i Deres Smag, kender jeg Dem ret. Dog, det er og blir kun Døgnvirkning, og vil hurtig være glemt. Det vil Bogen ikke. Og dermed kan De være tilfreds. Bryd Dem saa Fanden om Sensationen og den falske Reklame.
Kommer De ikke snart herover igen paa et lille Besøg. Jeg synes, De maa trænge til det, selv om De til daglig har Deres Nærmeste om Dem. Her hos mig skal De altid være velkommen, enten De vil bo her eller som tidligere blot komme paa daglige Besøg. – Selv har jeg det godt. Men Dagene gaar kun alt for hurtig, hvilket omskrevet vil sige, at jeg saa godt som ikke faar andet gjort end at spise, spasere og sove. – Kommer De nu ikke snart selv, saa spender et Brev paa mig med Beretninger om Dem selv og de andre, især om hvordan det gaar Deres Kone, hvem jeg sender mine bedste Ønsker og hjerteligste Hilsener. De selv faar Forvisningen om mit Venskab.
Deres hengivne
M. Galschiøt