Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. april 1927

Erindringer

23. April 27

Kære Pontoppidan. – Inden De bryder op og forsvinder et eller andet Sted hen i det danske Landskab, vil jeg dog sende Dem en Hilsen og minde Dem om, at Helsingør ogsaa kan anvendes som Forsvindingspunkt og som saadant har den Fordel, at naar De blir ked af Forsvindingstilværelsen, er der paa Reberbanen altid et Sted, hvor De vil kunne komme tilsyne igen og være sikker paa, at blive vel modtaget. Jeg har nemlig forstaaet Dem saadan, at naar De har bragt Deres Kone over til Svendborg og set hende vel anbragt der i umiddelbar Nærhed af Einar og Else og deres Børn, vil De selv, saa vidt Deres egen Elendighed tillader det, vagabondere en Stund for at være ene og finde Dem selv igen eller det, der er tilbage efter al den Sorg og Bekymring, der har tæret paa Dem i de sidste Aar. Men, som sagt, skulde De saa engang føle Trang til en andens Selskab, vil De altid kunne faa det her hos mig i Mangel af andet og bedre. – Tak for Deres sidste Brev. Der var saa meget, som tog mig, i det – ikke mindst Deres Udtalelser om Steffen og hans Giftermaal.

2 Selvfølgelig ærgrede det mig, at læse Søybergs Artikel1, og jeg tænkte: hvor kender han dog Pontoppidan lidt! men da jeg saa Dagen efter læste Deres Erklæring, glædede det mig næsten, at han hade begaaet den, fordi det gav Dem Lejlighed til – imod Deres Ønske – at vise Verden Deres aandelige Fysiognomi direkte og ikke som ellers indirekte gennem Deres Bøger. Hvor Deres Svar var værdigt og fornemt og helt Henrik Pontoppidan. Jeg følte mig stolt af at staa Dem lidt nær. – Det glædede mig, at Søyberg i sit Gensvar2 saa pænt gjorde Undskyldning, for jeg ved jo, at De sætter megen Pris paa ham baade som Menneske og Forfatter. – Naar De engang igen skriver til mig, saa fortæl mig lidt om, hvordan det gaar med "Svinehodet", som De i sin Tid sa mig, at De hade over Ilden og senere har taget af Komfuret, fordi det var færdigkogt. Jeg trode, det skulde serveres nu ved Foraarstid. – Sidst talte De kun om to nye Bøger, De helst vilde ha skrevet, inden – – det glædede mig, at Nervesmerterne og Bedøvelsesmidlerne altsaa endnu stadig lader Deres Livsevne og Energi uanfægtet. Deres elskværdige Udtalelser om mine "Erindringer" glædede mig selvfølgelig uden dog at drive min egen Værdsættelse af dem op over Nulpunktet. Naar jeg alligevel fortsætter 3 Skriveriet, er det væsenlig, fordi det morer mig, sysselsætter mig, gir ligesom lidt Hold i min daglige Tilværelse. Jeg vilde rimeligvis blive ked af den, hvis det ikke var. Nu gaar jeg altid med Følelsen af, at jeg har et Arbejde for mig, som jeg kan gaa til og fra, som det passer mig. Jeg behøver aldrig, som den lille Dreng, at sige: Hvad skal jeg nu bestille? Jeg kan endog ha Fornemmelse af, at jeg har forsømt noget, naar jeg en Dag ikke har haft fat i Blyanten og Kladdepapiret. Men jeg siger mange Gange til mig selv: Gud bevares, hvor dette dog er ligegyldigt! – Men det interesserer mig altid at læse andres "Erindringer", især naar de beretter om Folk og Forhold, er Oplevelser og ikke Selvbekendelser eller Betragtninger. Selv Barnemaden, som de fleste Memoirister begynder med at servere, og som tit er lovlig tynd og vitaminfattig, kan jeg goutere; det er som oftest ogsaa det bedst behandlede. Men igaar fik jeg fat i et Supplement til Madvigs3 Erindringer4, som hans Søn Assessoren udgav 1917, da han var c. 84 Aar, og hvori han gir sine egne "Livserindringer" i kort Begreb – kun en Snes Sider – og saa blev jeg forfærdet. For de var saa prægede af Senilitet, at man fik Medlidenhed med Manden. Og saa var han dog kun et Aar eller to ældre, end jeg er nu. – Men hvad! Der blir maaske aldrig mere trykt af mine "Erindringer" end de Sider, der nu engang kommer i "Tilskueren".

4 Her staar alt ganske godt til. Selv er jeg som sædvanlig helt flink, og Frk. Pansch bedrer sig nu igen Dag for Dag. Naar det er skikkeligt Vejr, vover hun sig ud i Haven, og har i de sidste Dage gaaet rundt om Dammen. – Jeg vilde ønske Fru Antoinette kunde ha gjort hende Følgeskab. – Gid De maa komme godt over den besværlige Rejse til Svendborg, og gid Deres Kone maa befinde sig vel derovre i de ny og uvante Omgivelser. Det blir jo en helt stor Oplevelse som hendes aandslivlige Sind forhaabenlig vil ha godt af. – Det vil, som sagt, glæde mig, om De vil holde mig lidt à jour med Deres Leben und Treiben i den kommende Sommer, og ikke mindst vilde det glæde mig, om De kom og besøgte mig og berettede.

Min hjerteligste Hilsen til Dem begge

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Artikel: i Politiken 19.4.1927. tilbage
[2] Gensvar: i Politiken 22.4.1927. tilbage
[3] Madvig: J.N. Madvig (1804-86), klassisk filolog. tilbage
[4] Erindringer: Supplementer til Livserindringer af J.N. Madvig, udg. af hans Søn J.N.A. Madvig (1833-1919), udkom 1917. J.N. Madvigs Livserindringer udkom 1887. tilbage