Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. september 1926
Jeg stormer Fæstningen
23. Sept. 26
Kære Pontoppidan. – Det skyldes Dyd og intet andet, naar jeg først nu sender Dem Tak for Deres kærkomne Brev forleden. Jeg søger nemlig at gøre Pligtarbejde om Formiddagen, gaar saa ud en Tur ved 3-4 Tiden og efter Middag synes jeg gerne, jeg er for træt til andet end at læse Dickens. Men idag da jeg skulde til at spasere, gav det sig til at hagle og styrtregne, og saa satte jeg mig til at skrive til Dem, mens jeg afventer Tørvejret. Ja, sandelig tænkte jeg ogsaa i Søndags, da det var saa guddommeligt et Vejr, som vi næsten ikke har haft hele Somren, bare nu Pontoppidans hade været her! men for Resten hade jeg inden mer end en Gang, da det var koldt og trist, tænkt: Det er da godt Pontoppidans ikke er her! Skønt jeg tror nu alligevel, at vi trods Kulde og Regn kunde ha faaet det ganske hyggeligt, naar De var kommet her til Middag og vi bagefter hade taget os en lille 3 Mands Bridge. Imidlertid var det jo en "Guds Lykke" som det hedder, at De opgav Rejsen. Det hade ikke været rart, om Deres Kone skulde ha ligget til Sengs her og haft med en ny Læge at gøre. 2 Maaske ses vi engang med det første. Frk. Lønborg har opfordret mig til at komme op til hende den 4. Oktober, Holger Paludans Fødselsdag. Jeg var der altid paa den Dag, sidste Gang, da det ogsaa blev hans Dødsdag, og jeg vil gerne fortsætte Traditionen saa længe jeg kan. Altsaa tar jeg til Kbhvn. den Dag, med Toget herfra 1210 og med Sporvogn lige ud til Christianshavn, hvor jeg er ved 2 Tiden. Vi kan saa tilbringe et Par Timer sammen, hvis Deres Kones Befindende tillader det og Deres Snakketøj kan taale det. Ellers kan vi maaske gaa en Tur sammen og tale Fingersprog eller tie sammen. Det sidste kan jo ogsaa være Tegn paa godt Venskab, hvor alene det personlige Samvær kan tilfredsstille. Saa kan jeg fortælle Dem, hvorledes alt staar til her i Enkeltheder. I det store og hele er det ret uforandret baade for Frk. Panschs Vedkommende og for "Sparekassens". Begge nærmer sig Afslutningen paa den mangelfulde Tilværelse, men kun med "Sneglefjed", og der er et godt Stykke tilbage endnu inden Maalet naas. Men Humøret hos os begge er for Resten upaaklageligt og naar det tilskyes, sige vi til hinanden: Det kunde jo være meget meget værre! Vi har det da godt i saa mange Henseender. Det skulde glæde mig om De og Deres Kone kunde sige det samme, naar jeg forhaabentlig altsaa 4. Oktober Kl. 2 stormer Fæstningen i Nr. 15. Mine bedste Hilsner til Dem begge
Deres hengivne
M. Galschiøt