Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 7. maj 1925
denne ny Tortur
7 Maj 25
Kære Fru Pontoppidan
Jeg var igaar i Kbhvn. og hade tænkt mig Muligheden af at se ud til Dem i Pav. I1 ogsaa for at takke Dem for Epistlen, jeg hade faaet den foregaaende Dag, men jeg naaede det ikke. Jeg hade overvurderet mine Kræfter og blev saa dødtræt, at jeg tog hjem igen med det første Tog efter at jeg hade besørget mine "Forretninger", hvilke naturligvis bestod i "Klipning" af nogle Kuponer, der hade ligget og ventet paa mig i nogle Maaneder. De faar saa nøjes med denne lille Hilsen, der skal indeslutte mine oprigtigste Ønsker, at De maa slippe nogenlunde fra denne ny Tortur, De nu skal underkastes. Hvornaar skal dog al den Elendighed faa Ende. Jeg synes, snart, at baade De og H. P. blir prøvede over Evne. Jeg har jo ikke engang Lov til at nævne mine Fornemmelser og Svagheder, naar jeg tænker paa alle Deres, hvoraf De med Ret bør slutte, at jeg nu har det helt godt, selv om jeg blir træt af at køre paa Træbænk til Kbhvn og være nervøs, naar jeg skal krysse over Gaden.
2 Ellers glider Dagene stille og rolig for mig, den ene som den anden lig Draaber, der drypper fra en utæt Hane, saa længe der er noget tilbage i Beholderen. – Ja, Gud ved, hvor meget der er tilbage. Det er alligevel ganske underligt at gaa saadan med Sværdet hængende over sit Hode. Der blir aldrig mere rigtigt Forslag hverken i Tiden eller i det, man faar gjort. Jeg sidder og piller med mit Arbejde under Følelsen af, at der ikke vil komme noget ud af det. – Men Skidt! Saa kommer der ikke noget ud deraf, og ingen taber noget derved. Bøger har jo snart ikke mere Værdi end Avis-Artikler. Man læser dem, mer eller mindre flygtig, en Gang igennem og kaster dem saa hen i Bunken og læser dem aldrig mere. Livet blir mere og mere Liv i Nuet, hvis man da ikke som Helge Rode og Kehler m. fl. gir sig til at spekulere i Livet efter dette. Det vil jeg nu alligevel ikke anbefale Dem nu mens De ligger paa Deres Smertens Leje – tænk saa heller paa Børnene og Børnebørnene, der skal fortsætte Deres Liv, og som jo heldigvis gør Dem megen Glæde.
Og hermed være min lille Hilsen sluttet. Den skulde kun vise Dem at jeg tænker paa Dem med Venskab og Hengivenhed.
Deres hengivne
M. Galschiøt