Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 10. november 1923
to Højesteretsdommere kender for ret
10. Nvbr. 23.
Kære Pontoppidan
Jeg har længe tænkt paa en Kbhvnstur og et dermed forbundet Besøg i Overgaden 15 for at takke Dem mundlig for det elskværdige Brev1, De sendte mig efter Læsningen af Romerbogen, men hidtil er det ikke blevet til noget, og da det nu er faldet ind med Nordenvind og Kulde, er det ikke usandsynligt, at det slet ikke blir af. Saa maa jeg sende Dem min Tak skriftlig. Jeg blev rørt og overvældet af Deres Udtalelser om "Digterværket"2, men bagefter lidt flov over min Letrørelse og usikker over, hvor meget jeg skulde afskrive paa Deres personlige Velvilje og Lyst til at glæde Forf. Ti en god Del kommer der 2 nok paa den Konto, hvad jeg saa udmærket godt kan forstaa og yderligere fik at føle, da jeg nogle Dage efter skulde skrive til Poul Levin og takke ham for Tilsendelsen af hans sidste Roman3. Saa befandt jeg mig i samme Kasus. Jeg vilde nødig sige noget om Bogen, som kunde virke nedstemmende, og paa den anden Side heller ikke noget, jeg ikke kunde staa ved. Resultatet blev saa mange Lovord, at han ønskede, hans Forældre kunde ha læst dem, da de vilde ha glædet dem lige saa meget, som de havde glædet ham selv. Jeg maa derfor nok ha Lov til for mig selv at bevare lidt Tvivl om Berettigelsen af alle de gode Ord, De har sendt mig om Bogen og om mit Forfatterskab ("født Skribent", "forbavsende sikre Portrættegner" m. m. – jo jeg takker!) 3 naar jeg iøvrigt bevarer min Tro paa Deres fine æstetiske Følelse og sikre Dom samt paa, hvad der for mig dog er det bedste, Deres ærlige og trofaste Venskab for mig og Deres varme Interesse for mit Vel som for mit Ve.
De har sikkert ganske Ret i, at Stilen paa sine Steder har lidt under Paavirkningen af de ældre Optegnelser i Dagbog og Breve – jeg følte dem lejlighedsvis selv som et Tryk; men det var mig ikke let at komme udenom dem, naar de forelaa i en Form, som jeg syntes, jeg kunde bruge. Deres Udtryk, at Bogen ellers er saa helt mig selv, glæder mig. Niels Møller har sagt det samme, og hvad saadanne to Højesteretsdommere kender for ret, maa ogsaa være rigtigt. Og det glæder mig. Saa kommer det altsaa bare an paa, hvormeget godt og ægte, der er i Manden selv.
4 Dernæst er det Hensigten med mit Brev at be Dem eller Fru Antoinette sende mig et Par Ord med Beretning om Deres Befindende. De antydede ved et (muligvis) Muligheden af, at De blev nødt til et nyt Hospitalsophold. Det maa jeg ha Rede paa; ti der gaar ingen Dag, hvor jeg ikke tænker paa, hvordan det mon gaar Dem med de forbandede Nervesmerter. Og saa ogsaa lidt om Fru P.s Befindende. Selv har jeg det godt som sædvanlig. Trænger De ikke snart til at lufte Dem lidt paa en Udflugt til Helsingør. De ved, at De altid er velkommen, en for begge og begge for en; jeg ser Dem gerne på min Fødselsdag, men jeg tror, vi alle tre har mere Fornøjelse af at mødes paa en anden Dag, efter Deres eget Valg, der altid vil passe mig. Hjertelig Hilsen til Dem begge.
Deres hengivne
M. Galschiøt