Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Richmond. 7. juni 1912

Else spiller for prinsesse

7 Juni 12

Kære Venner. – Scenen er = [en klamme omkring "Syon House..."] Jeg er nemlig idag i Besøg hos Else. Meningen var, at jeg efter Visiten vilde være taget hjem til mig selv for at skrive til Dem og fortælle om hende og Milieuet, jeg saa hende i; men det fik jeg ikke Lov til. Alt stilledes til min Disposition, ikke blot Papir og Pen, men selve de unge Pigers Dagligstue² – og det er altsaa her jeg sidder og skriver. Jeg var buden til Lunch og kom i Regnvejr herud Kl. 1. Overordentlig venlig Modtagelse – ikke blot af Else, men ogsaa af Misses Allcroft³, hvis Væsen synes kun at bestaa af Venlighed. Efter Frokosten fik vi os en timelang Passiar og derpaa forsvandt Fruen for at møde sin Mand inde i London og tage med ham paa Søndagsudflugt til deres Cottage i Hampshire⁴. Hvorefter vi unge blev Herrer i hele Huset med 5 Damer af forskellig Rang og Stand til vor Bekvemmelighed. 2 Foreløbig har vi drukket 5 Te med forskelligt lækkert Bagværk til, og nu er det Tiden mellem den og Middagen Kl 7½ jeg skal anvende til først at skrive dette og derpaa til at gaa en Tur med de unge Piger. Bliver Brevet langt, bliver Turen kort og omvendt. – Jeg saa Else første Gang for nogle Dage siden, da hun kom ind til mig i London. Hun har udviklet sig stærkt, er blevet et godt Stykke højere, hvad hun dog ikke kan lide at høre, men ellers ligner hun sig selv og er sød og frisk og naturlig, synes meget tilfreds med Tilværelsen hvad hun vistnok ogsaa har al Grund til, men glæder sig for Resten meget til at skulle komme til Tyskland og atter være sammen med Dem. Selvfølgelig bliver hun vistnok baade forkælet og forvænt her; men jeg tror ikke, hun tager Skade deraf – tvertimod. Vi Mennesker har sikkert bare godt af en Gang imellem at føre en ganske sorgløs Tilværelse, og det synes Elses at være for Tiden.

3 Misses Allcroft gjorde et overordentlig godt Indtryk. Som sagt bare Venlighed og Velvilje og helt igennem ægte. Else fortalte mig ogsaa forleden, at saadan var hun altid, og at Mr. Allcroft om muligt var endnu mere overmenneskelig, saa alle Mennesker forgudede ham. Hans Kone gjorde det i det mindste. Vor Samtales væsenligste Indhold eller rettere hendes Bidrag til den var en Lovsang til hans Pris, der vilde have været lidt usmagelig hvis den ikke havde været saa naturlig og lige fra Dybet af hendes Hjerte. Jeg tror som sagt, at Else kun har Gavn og Glæde af at være her. Hun er ganske sig selv, som jeg altid har kendt hende – det eneste, hun foreløbig har tænkt sig at ville indføre i sit Hjem – jeg antager ogsaa i Deres – og som kunde tyde paa Forfinelse af Vaner er, at hun efter engelsk Skik vilde have Omklædning til Middag. Det fandt hun var fortræffeligt. Altsaa kære Fru Pontoppidan har De naar Else kommer hjem at belave Dem hver Dag at møde med nedringet til Middag, selv om den kun bestaar af Øllebrød og kogt Torsk. 4 Jeg tillod mig et lille Smil – det var forleden i Belsize Square, da vi gik sammen – og en stilfærdig Henstilling til først at se Forholdene an derhjemme, men hun erklærede kategorisk, at Omklædning skulde være obligatorisk, i hvert Fald i hendes eget Hjem, naar hun engang fik et.

Hun har idag fortalt mig om Besøget, hun har haft, af sin Ven⁵ – det havde været Fest i Festen for hende. Men nu kan hun nok have godt af at komme til Hohenberg og hjælpe med at lave Middagsmad over et Spritapparat og reverenter talt selv slaa sin Potte ud; det bliver en Afveksling fra Slaraffenlivet her, hvor hun har 5 housemaidens til at besørge baade den ene og den anden af disse Livets Fornødenheder. At hun vil tage den Situation med samme knusende Overlegenhed som den hvormed hun nu lader sig opvarte af 5 tjenende Aander eller paa Onsdag spiller for "en Prinsesse" – for det skal hun nemlig – er jeg overbevist om. Jeg har faaet "Prinsessen" serveret to Gange, hvorfor jeg idag tillod mig at gøre hende opmærksom paa, at man havde "Prinsesser", der ikke var ægte forgyldte men kun fransk Guld⁶.

5 Det var om Else – nu lidt om mig selv. – Tak for Deres elskværdige Brev, kære Pontoppidan; jeg modtog det paa Morgenstunden, lige inden jeg skulde ud til Else. – Og Tak for Deres gode Følelser, Deres og Deres Fru Pontoppidan – jeg gengælder dem af mit ganske Hjerte. Jeg ved jo, at der mellem Deres Planer for Fremtiden ogsaa er en om at flytte til Helsingør, og hvis den skulde blive virkeliggjort, haaber jeg at jeg skal faa Lejlighed til at vise Dem min Hengivenhed ogsaa i Gerning. –

De fire Uger, jeg nu snart har været her i London, har været ganske ualmindelig indholdsrige for mig. Jeg kendte jo en Del til engelske Forhold af Læsning, Billeder osv. men det var mig alligevel som noget ganske nyt at se det altsammen selv i Virkeligheden, med mine egne Øjne. Jeg tror, det er første Gang i mit Liv, at jeg har følt en let Rørelse af min ganske rudimentære historiske Sans, da jeg stod i Underhusets Sal og lagde Haanden 6 paa Bordet, hvor Sceptret – det store svære med Krone paa, ligger under Forhandlingerne. Her sad Regeringspartiet, der Oppositionen, og der oppe under the Gangway har Irerne deres Plads. Det var virkelig interessant, meget interessantere end at se Kronerne og Juvelerne i Tower. Ja Tower! Der er et Sted i Gaarden midt i Stenbroen en stor Messingplade nedlagt, hvorpaa der staar: Her stod Skafottet, hvor Dronning Anna Boleyn, Dronning Catharine, Dronning Mary, og hvad de nu allesammen hed, Henrik VIIIs Koner blev halshuggede. Det Sted kiggede jeg ogsaa paa med lidt Ekstrafølelse. – London er en herlig By og England sikkert et herligt Land. Hvor her er skønt – det lidet jeg har set af Landet. Hvor her er skønt midt inde i Byen, i de store Parker, der nærmest minder om Dyrehaven med de vide Græssletter og dejlige Trægrupper – og hvilke Kunstsamlinger, og hvilken ideel Ordning af dem, og hvilken Grandseigneur-Aand der hviler over dem, en Appel til de besøgendes gode Opdragelse og Hensynsfuldhed. 7 Det er en Fornøjelse at gaa i dem – men ogsaa en Sorg for saa vidt som man har Følelsen af at man har alle Jordens Skatte for sin Fod og kun et Par Uger til at svælge i dem. – Kære Pontoppidan De skulde dog virkelig tage herover en Gang. Vi diskuterede Spørgsmaalet ved Lunchen, og Mrs. Allcroft mente, at alene Samlivet med hendes Mand (som De vel nærmest maatte tale Øjensprog med) maatte kunne give Dem Stof til mange Bøger. Det er maaske lidt overdrevent men her er jo andet herovre. Og hvad – Sproget! Hvormeget tror De at vi, der "kan Engelsk", forstaar af det, der siges til os paa Gader og Stræder. Sproget er i vore Dage altfor ringe en Hindring. Naa men derom mere mundlig ved Lejlighed. Jeg bliver her til den 14de Juni, saa tager jeg over Nordsøen og vender formodenlig mine Kalun der i Offer til de vrede Havguder. Men det skal gøre godt at komme hjem igen og leve lidt i Ro efter alle de mange Indtryk, jeg har faaet nu i de sidste 7 Uger. Hjernen er alligevel blevet noget barket efterhaanden.

8 [Else skriver:]

Kære Far!

Tak for dit Brev, som jeg selvfølgelig blev meget glad for; Morbror Galschiøt har været her hele Dagen, desværre har det øset ned, men jeg synes saamænd vi har haft det meget rart; nu skal vi ind og have en bedre Middag, Galschiøt, Else og jeg, Mr. og Mrs. Allcroft er paa Landet. Sig til Mor, jeg glæder mig til et Brev Mandag Morgen.

Mange Hilsner til Jer begge.

Din
Else.

[MG afslutter brevet:]

Ja, nu Farvel for denne Gang. – Naar jeg som sagt er vaagnet op igen af den Dvale, hvori jeg formodenlig falder umiddelbart efter min Hjemkomst, bliver der nok Tid til et lille Brev igen. Lev vel begge

Deres hengivne
M. Galschiøt

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.