Carl Dumreicher til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 1. november 1933
vor ungdoms "mindebo"
Kbh [onsdag] 1/11 33
Kære hr. Henrik Pontoppidan
Endelig iaften den ro og den stilhed, der skal til, naar man for alvor fordyber sig i læsning. Min hjærteligste tak for "Drengeaar" med hilsenen til de 541. Men lørdag maatte jeg slutte udarbejdelsen af et radio-foredrag, jeg skulde holde om søndagen. Mandag og tirsdag havde jeg aftenvagt paa biblioteket – men i aften, da huset blev roligt og min kone og søn begge havde sagt godnat, kom øjeblikket til at vende tilbage til den by, som ogsaa er min ungdoms "mindebo", som Ewald Tang Kristensen vilde have sagt. Jeg har lige – Kl er 1½ – lukket bogen og er fra fjærne dage vendt tilbage til stuens realitet. Som vi 2 jo før har talt om: det er Deres barndoms by, men paa en egen maade – gennem mo'r og alt hvad hun fortalte – ogsaa min eller rettere forløberen for min verden. Gamle Whitte har jeg jo – naar han gæstede os paa vore skovtursdage – ofte talt med, og om Axel Whittes sære væsen og sørgelige skæbne har mo'r fortalt. Fastelavnsbaaden var til endnu i min tid – jeg ser den tydeligt for mig – oversvømmelserne i Karolinegade, roturene "op ad aaen" og ind i sivenes smalle kanaler, "harmoniens" højloftede festsal med trappen, vi i procession kom nedad, Slotsgaarden, hvor adjunkt Lind2 boede – alt var jo ret uforandret endnu 3 i 80'ne. Og pudsigt nok: Damsholte præstegaard kender jeg ogsaa (dér sad siden Erik Skrams ældste broder William3, gift med min faster – jeg var der en sommer i 10 aars alderen) og som student stod jeg for første gang paa Frederikshøj tyske kirkegaard – dengang sprunget i lyng og med kolonisternes ovale træplader paa trækors stikkende frem allevegne. Siden mo'r døde, har Randers ligget for mig som bag et slør – hun var jo baandet for mig til Randers før min tid – iaften har De i et par stille og bevægede timer ført mig tilbage dertil saa aarene rullede bort og ogsaa jeg blev dreng igen. Jeg er meget 4 glad ved at eje bogen og eje den som en hilsen fra Dem. Endnu engang: hjærtelig tak ogsaa for besøget i søndags. Og endnu ét: jeg ser af avisen iaften, at De i dag har faaet æresborgerbrevet overrakt – min varmeste lykønskning dertil! Med hjærtet bevæget af bogen og med en taknemlig følelse af det baand, som Randers har knyttet mellem Dem og mig, slutter jeg med mine bedste hilsener
Deres hengivne
Carl Dumreicher
