Carl Dumreicher til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Asmussens Allé 2. 22. august 1917
smaa beskedne vers
Asmussens Allé 24
22/8 1917
Kære hr. Henrik Pontoppidan.
Jeg maa begynde med en forklaring paa, at jeg saadan kommer næsten en maaned post festum. Dengang De fejrede Deres 60 aars fødselsdag, var min ferie begyndt. Jeg begav mig paa en 70 mil lang cycletur Jylland rundt, var i de dage langt vestpaa, borte fra aviser og mennesker, fuldkommen optaget af at gaa tilbunds i lyngheden og sandveje, blot hvilende ud i den natur, vi Jyder altid maa vende tilbage til.
Nu er jeg hjemme igen – og jeg vil da bede Dem tage mod en sen, men hjærtelig og varm lykønskning til det næste decennium, dels fra Randrusianersamfundet, hvis formand 2 jeg er, dels fra mig selv personlig.
Men selve den 24de sad jeg, tror jeg, i de Deibjerg bakker og saa ned over Skern enge uden at ane, hvad der skete i verden.
Vil De bære over med, at jeg nu ikke kan lade være at sende Dem den saaledes mod min villie forsinkede hilsen.
Og maa jeg vedlægge en lille, nys udkommen bog1 – nogle smaa beskedne vers, som væsentlig min lille 8aarige søn er skyld i, men som jeg maa have lov til at sende, fordi den ene Randrusianer gærne vil udbede sig tilladelse til at sende den, hvis navn alle Randrusianere har saa kært og ser op til, sin første bog som et ydre udtryk for de ærbødige følelser, han nærer. Ja – nu har De forklaringen.
3 Jeg beder Dem da sammen med lykønskningen at ville modtage de ærbødigste hilsener fra
Deres ærbødige og hengivne
Carl Dumreicher
