Gunnar Brier til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederikshavn. 15. februar 1928
betydningsfuld Anerkendelse
Frederikshavn, 15/2-28.
Kære Herr Henrik Pontoppidan.
I Anledning af Deres Udtalelse1 til Redaktionen af "Den danske Realskole" synes jeg, at jeg maa have Lov til at henvende mig til Dem for ligesom at blive rigtig placeret. – Deres korte Udtalelse om, at Redegørelsen2 for Indholdet af Lykke Per ikke var udtømmende, kunde, isoleret set, betyde, at jeg var gaaet uden om en Vanskelighed.
Allerførst vil jeg sige, at jeg er glad ved, at De fandt det, der stod, rigtigt og forstandigt. – Jeg har i intet Tilfælde faaet en mere betydningsfuld Anerkendelse, og faar aldrig nogen, som jeg vil komme til at sætte mere Pris paa, fordi De for mig er mere end nogen anden er, eller har været. – Jeg husker endnu, hvilket overvældende Indtryk Lykke Per gjorde paa mig, da den udkom i Første-Udgavens smaa Romaner. Jeg var ganske ung dengang. Jeg husker ogsaa, med hvilken – ja, det var Hengivenhed – jeg hilste paa Dem, naar jeg saa Dem i Villaen i Snertinge3 og modtog en tavs Bøjning – uden at De nogensinde erfarede, hvem det var, De betød saa meget for. – –
I dette Tilfælde var min Opgave den: paa en meget begrænset Plads, for unge Mennesker, at kommentere et Brudstykke i en Læsebog, saaledes at de blev klar over alt, hvad der kunde læses ud deraf, og saaledes, at det, der meddeltes dem derudover, stod i Relation 2 dertil, men alligevel rammende noget af det centrale i Værket, og endvidere saaledes, at jeg uden nogen direkte Opfordring – fordi Romanen kræver mere Modenhed end de fleste unge Mennesker i 15-16 Aars Alderen er i Besiddelse af – dog gjorde mit til, at det blev dem bevidst, at den ogsaa engang skulde være deres Eje. – Og helt forkert har min Gennemgang ikke været. Der var nogle, der straks gik i Lag med den, frivilligt, skønt Skolearbejdet lagde stærkt Beslag paa dem, og vi drøftede varsomt Problemerne i et Par af Skolens Timer.
Ogsaa i en anden Henseende er jeg glad ved Redaktionens Brev og Deres Svar. Det giver mig en Anledning, som jeg ellers aldrig vilde have faaet, til at sige Dem Tak. Og selv om min Anerkendelse og Hengivenhed for Dem jo ikke kan betyde noget særligt, saa er det mig en dyb personlig Glæde at have gjort det.
I Ærbødighed
Deres hengivne
Gunnar Brier.