Georg Brandes til Henri Nathansen
30. juli 1921
at besynges af en Elleveaarig!
30. Juli 211
Kære Nathansen
De svarte mig paa Tilsendelsen af den sidste store Maskine2, jeg har leveret, at De endnu var for svag til at læse saa tyk en Bog. Jeg forstaar til Nød, at man føler sig for svag til at skrive slige Pakker; men at læse dem koster jo ikke stor Umag. Er dette ikke noget, De bilder Dem ind?
Ikke at jeg vil stræbe at faa en Læser mer, jeg skriver nærmest for at sysselsætte mig selv. Men jeg lider ikke, at De troer, De ikke taaler at læse. Jeg har i de sidste syv Uger været mutters alene i den hede By fra Morgen til Aften, men jeg har læst og læser fra Morgen til Aften, og Læsningen holder mig aldeles skadesløs for Omgang med Mennesker. Nu 2 har jeg i en Maanedstid kun læst græsk Literatur og finder nok Fornøjelse deri end i Omgang med de mange Fremmede, der keder mig med Besøg for at se paa Dyret og blot betragter mig som et Rundetaarn i Lomme-Format.
I disse Dage tog jeg Deres Hugo David for mig paany og føler mig velgørende paavirket af Bogens Friskhed og Liv. Dens Modtagelse af Publikum svarede vel neppe til Deres Forventninger. I Poeter er saa forvænte. Folk som jeg, hvis Læseres eller Køberes Tal sjældent naaer Tusind, i mange Tilfælde holder sig ved de 400, er mindre fordringsfulde, har ingen Forventninger, og skuffes derfor ikke.
Gamle Fyre som jeg, der ser ud over en firsindstyve Aar, og véd, de ikke har langt igen, kan ud fra deres omfangsrige Erfaringer forsikre, at en bedre Sysselsættelse end det at erhverve sig Kundskaber 3 og omsmelte dem, gives der neppe.
Jeg er mer end 26 Aar ældre end De, altsaa hører jeg til Tiden et kvart Aarhundrede før Deres, og jeg kan uegennyttigt forsikre, det er behageligt at begynde med, paa et eller andet Punkt at føle og lodde sin Uvidenhed, saa forsøge at afhjælpe den ved foreløbig Orientering, og efterhaanden fordybe sig helt i et eller andet Æmne, saa de mange pinlige Indtryk fra Omverdenen om end ikke helt preller af, saa dog afstumpes imod den Kobbermur, Interessen for Æmnet bygger.
Undskyld, kæreste Nathansen, Lignelsens tilsyneladende Pedanteri. Men det er med det aandelige Arbejd som med Pianospil (jeg drev det, da jeg var Dreng). Holder man sig ikke stadigt i Øvelse, er der noget, som stivner. Jeg kunde 4 forstaa, at De blev træt, dersom De som jeg blev plaget af Georgiere, Amerikanere og hollandske Rejsende, eller af Folk, der vilde læse Dramer for Dem eller af Folk, der sendte Dem Manuskripter paa Halsen. Men paa Landet i en smuk Sommer maa De ikke føle Dem træt. De behøver blot at ville; saa synker Skyggerne i Jorden og De føler Dem paany som en hel Karl.
I Sammenligning med mig maa De i ét Punkt staa tilbage: jeg modtog igaar et Digt til min Ære paa fem meget ordentlige sexliniede Strofer, undertegnet Olaf Hansen, elleve Aar.
O Fryd, at besynges af en Elleveaarig! Kan De stikke den? Levvel og hav det først bedre, saa godt.
Deres
G. B.