Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra Paris. 27. december 1912

Rodin elskelig imod mig

Hotel Bedford
Rue de l'Arcade (Madeleine)
Paris le 27 Dec. 1912¹

Kjære Ven

Deres gode elskværdige Brev viser mig, at jeg har skrevet til Dem, før jeg endnu vidste hvor min Veninde havde lejet Værelse til mig her. Det er min grove Fejl, at jeg har glemt det.

Jeg ser med Sorg, at Deres Frue har været syg. Det synes mig noget ængstende at hun i den senere Tid flere Gange har havt Sygdomsanfald. Det burde grundigt undersøges og om muligt helt afbødes for Fremtiden. Sig hende, at jeg er hende ganske hengiven og tager Del i hendes Skæbne.

Deres Tilbageholdenhed i Omtale af mine 2 Anliggender er kun fin og smuk. Da det er mig magtpaaliggende at De ikke nærer en urigtig eller ufordelagtig Mening om min Veninde², blot dette til Forklaring af en Sag, som jo iøvrigt kun kan have svag Interesse for Dem. Hun lider indtil det Sygelige under Folks hadefulde Omtale af hendes uregelrette Forhold til mig. Hendes tidligere Familie og de ikke faa Kvinder, der er hendes fødte Fjender, fordi hun ser saa godt ud, udbreder en Sladder om hende, der gør hende syg. Hun er som besat af den Ide, at godtgøre for Folk, der ikke er noget imellem os. Hun har grædt hele Dage, naar en eller anden Sladderkærling fra Kbhavn har set hende og mig sammen i Schweiz eller Italien. Hun lider af Forfølgelsessyge. Hun er desuden ude af Ligevægt paa Grund af sin Fattigdom. Naar noget lokkende tilbyder sig gratis og hun samtidigt kan constatere sin Uafhængighed af mig, kan hun ikke modstaa. Hertil 3 kom at hendes Nerver var ængstende nedbrudte og Lægen anbefalede en meget lang Sørejse som bedste Kur.

Imidlertid – skønt hun indbilder sig at være saa ømt knyttet til mig som nogensinde – lider jeg meget under hendes Færd.

De har Ret i at jeg ikke er helt forladt. Den lille fine Dame³, De nævner, kommer hver Dag, og jeg gør stærke Fremskridt i Engelsk, som jeg udelukkende taler med hende. Men det er paa den anden Side kun trist, at hun saaledes vænner sig til mig. Jeg har Uro i Blodet og vil bort, og det er altsammen dumt og desperat.

Jeg tænker paa, ^engang√ i Begyndelsen af Januar at tage til
Villa San Remigio
Pallanza
Italia
hvor jeg ventes utaalmodigt. Men Alt er for mig Surrogater for Livet. Det er en fæl Ting, at vide et Væsen, der er En kjært 4 paa Vejen til Hongkong og Yokohama under Adskillelse paa ubestemt Tid og med næsten umulig Communication.

Idag skal jeg spise Frokost hos James Hazen Hyde⁴, som i Sommer besøgte mig paa sin Yacht, mens jeg laa syg. Han er Amerikaner ung kjøn høj, han har et Palæ, har grundet Universitetsforbindelsen mellem Frankrig og Amerika ved sin Formue. Jeg spiste der i forforgaars med Dramatikeren Brieux⁵ og Hyde's unge Elskede, en fin og dannet ung fransk Skuespillerinde, der har rejst med ham til China, Japan, Siberien osv. De holder meget af mig og jeg af dem. Imorgen skal jeg spise Frokost hos Auguste Rodin, der som sædvanlig er elskelig imod mig.

Jeg er Deres Ven
G. B.

Min Ide er, ^maaske√ fra Pallanza at gaa over Rom til Sicilien.