Otto Benzon til William Waagner
8. april 1919

Synd ikke at sende Dem det

8 – 4 – 19

Jeg gennemlæste det Brev, jeg skrev til Dem igåraftes, nu til Morgen og spekulerede på, om det var Synd at sende Dem det. Jeg kom til det Resultat, at det måske var Synd ikke at sende Dem det. Jeg kunde sige meget mere f. Eks. om det, De kalder "det forretningsmæssige", men jeg har ikke Tid.


Her har De Korrektur af "Tilfældigheder" hvis 5te Oplag De gratulerede til. Jeg synes selv dette 35 År gamle lille Stykke er kønt, men det er, som jeg skrev, ikke derfor det sælges.

Kast det bort, når De har læst det. Korrektur må ikke opbevares.

Deres
Otto Benzon