Otto Benzon til William Waagner
Sendt fra Kristianiagade 1. 18. januar 1919

ingen "stor" Digter for Tiden

1. Kristianiag. København 18 – 1 – 1919

Kære William Waagner!

Jeg lå syg, da jeg fik Deres Breve og kunde altså ikke svare straks. (I Parentes: De bør altid sætte Dato på ethvert Brev.) Når jeg nu svarer så udførligt, skyldes det, at jeg som Rekonvalescent ikke endnu må gå ud og derfor har Tid. På mit Kontor har der bunket sig en Masse op under min Sygdom, og slipper jeg først ud, får jeg ikke Tid til vidtløftig Korrespondence.

For at gå lige til Sagen, må jeg sige Dem at De beder om for meget. Jeg kan ikke gå med på at adoptere Dem økonomisk og sørge for Deres Fremtid. Og det er egentlig det, De foreslår mig. De siger, at De gør det med Bevidstheden om, at De ingen "Ret" har til at "kræve" Deres Anmodning "opfyldt". De kunde have tilføjet, at De i Virkeligheden ikke engang havde Ret til at fremkomme med Anmodningen. Husk, hvorledes Forholdet mellem os er opstået: De kommer som Vildfremmed til mig og anmoder om Hjælp til at komme på Højskole. Denne Hjælp – foruden lidt øjeblikkelig Assistance og Husly – får De dels af mig dels af et Par Andre. Men så går det som næsten altid: Den, man har ydet det, han beder om, finder det naturligt derefter 2 at bede om mere og mere. Selv om det er forståeligt, er det forsåvidt uheldigt, som det gør En betænkelig ved at hjælpe – af Hensyn til Konsekvenserne. Nu ved De, at De langtfra er den Eneste, der har søgt min Bistand, og skulde jeg yde den i det Omfang, som De nu begærer, til Dem og alle de Andre, ja så måtte jeg skam selv søge Assistance. Det bliver jo – såvidt jeg kan skønne – adskillige Tusind, De vil have. De gør det ikke op. (Det burde De forresten.) Men 5 Års Skolepenge + Levepenge (Kost, Logi, Klæder m.m.) kan ikke blive mindre. Det er for meget forlangt. Jeg har det Indtryk, at, da det, som De så overflødigt bemærker, ikke kan være nogen Forretningssag for mig, støtter De Deres Forlangende på Bevidstheden om Deres digteriske Begavelse. Men her må De ikke tage mig ilde op, at jeg siger Dem følgende:

1) Hvor betydelige Deres Digter-Evner er, ved jeg ikke. Måske er de store, måske ikke, og det er absolut ikke udelukket, at ikke blot De selv men også Johan Skjoldborg overvurderer dem. Afgørelsen er Fremtiden forbeholdt.

2) Jeg tror, at De overvurderer en "Digters" Betydning for Samfundet. Kun de virkelig store har den Betydning, at de har en Slags Ret til at leve på Andres Bekostning. (Jeg har også en Fornemmelse af, at De er for liberal med at tilkende Digtere Prædikatet "stor". Vi har efter min Mening ingen "stor" Digter for Tiden, men 3 adskillige gode.) En Digter i et lille Land må arbejde ved siden af. Der var engang en fortræffelig tysk Digter, der hed Hans Sachs. Han var Skomager. Det gjorde ham ikke ringere.

3) Jeg anser Eksaminer for ret betydningsløse, dersom de ikke er nødvendige til Opnåelsen af et Embede eller lign. Der kunde forsåvidt for Deres Vedkommende være Mening i Skolelærer-Eksamen, ikke i Artium. Er De vis på, at der ikke er en god Portion Forfængelighed i Deres Ønske om Artium? Mig imponerer den Eksamen ikke. Jeg kender dumme, uvidende, ukultiverede Mennesker med Artium, og jeg kender kloge, kundskabsrige og dannede Mennesker uden.

Naturligvis er det i og for sig godt, De har indset, hvor umoden De er, og gærne vil læse, men der kan vel også tænkes anden Vej til åndelig Udvikling end den, De nu har sat Dem i Hovedet. Kunde det f. Eks. ikke tænkes, at De kunde få en Plads hos en Boghandler, hvor De kunde læse lidt ved Siden af? Ja, det er muligt, den Sti er lukket, men der går mange Stier over Kundskabens Mark. De skrev også om Friplads o.lign. "Søger og I skulle finde".

Ja, nu har jeg vel nok skuffet Dem efter Deres Mening, men hvis De vil tænke Sagen 4 rigtig igennem, vil De måske forstå, hvad jeg mener, når jeg siger at det er Dem selv Skuffelsen skyldes.

Jeg vil ialtfald lade Dem√ prøve på ikke at se nogen Uvenlighed i dette Brev med dets Afslag – og så foreslå Dem at spekulere lidt mere over, ad hvilke Veje der kan nås frem. Og husk: Selvtillid er godt men Selvovervurdering er det ikke. (Jeg mener nærmest, at De, om De end ikke overvurderer Deres Evner, overvurderer Betydningen af disse Evner.) Det er ikke min Mening med denne Bemærkning at slå Deres Livsmod ned, kun at kyse Dem lidt fra mig. Jeg kan nemlig ikke lade være at tænke på den Situation, der oftere er hændt mig, at man møder en rar lille Hund (f.Eks. når man har sat sig på en Grøftekant forat spise sit Smørrebrød). Den er venlig og indladende og ser med lystne Øjne på Ens Frokost. Så klapper man den og giver den en lille Bid, og – så er den ikke mere til at blive af med. Man synes det er Synd, men man er sgu nødt til at kyse ad den forat slippe for at "tage den til sig som sin egen".

Nu er jeg dødtræt af at skrive – jeg er ikke rask endnu.

Hils Hr. R. Bording fra mig og tak ham for hans Brev.

Venligst Hilsen
Otto Benzon

Lad være at titulere mig "Digteren Otto B."
"Hr. Otto B." er min Titel.