Ved Henrik Pontoppidans Død
Dr.phil. Hakon Stangerup skriver i denne Kronik om Henrik Pontoppidan, "den største af alle danske Romanforfattere".
Er Henrik Pontoppidan den største danske Romanforfatter, der har levet? Spørgsmaalet er paa en Maade banalt, for hvorledes maale stort eller smaat blandt saa irrationelle Størrelser som Digtere? Paa en anden Maade er det ikke banalt, for hvad er Meningen med en Kunst, hvis den ikke stræber mod Løsningen af de højeste æstetiske Krav? Man kan skændes om, hvorvidt den ene Romanforfatter er mere sympatisk end den anden, den tredie mere personligt tiltalende end den fjerde – og saa videre. Men man kan ogsaa gaa ud fra Romanens æstetiske Idealkrav og anlægge det som Maalestok. Gør man det, starter man fra et strengt æstetisk Standpunkt, skaber man et fast funderet Hierarki i Romanens Verden. I denne Verden og indenfor dette illustre Lederskab er Henrik Pontoppidan uden Tvivl Høvdingen og Kongen, altsaa den største af alle danske Romanforfattere.
Hensigterne med en Roman kan være forskellige, men med en realistisk Roman strengt taget kun een: at give et Billede af Virkeligheden, som er sandt og fuldstændigt. Hvis Digteren tillige er et Menneske, og ikke blot en Registreringsmaskine, vil han forbinde sin Stræben mod den realistiske Roman med en mere eller mindre udtalt Forkærlighed for den sociale. Digteren skildrer, og han anklager, men ligesom han kun er en betydelig Skildrer, hvis han tegner et stort og et sandt Billede, saa er han kun en sand Moralist hvis hans Anklage er væsentlig. Social Kunst i banal og propagandistisk Forstand er en utaalelig Fornærmelse mod Sandheden eg Virkeligheden. Social Kunst i væsentlig Forstand er som Solen, der lyser op over et dunkelt Landskab.
Henrik Pontoppidan har sine Rødder og sine Forudsætninger i Halvfjerdsernes moderne Litteraturbevægelse. Han er vakt af den og startet af den, men han lader sig ikke lede af den. Han frigøres af den moderne Litteraturs Krav om Virkelighed og Henpegen paa den sociale Debat, ligesom det letter noget for ham, at dens kritiske Førere forbinder deres æstetiske og sociale Opfattelser med en fanatisk Antirellgiøsitet. Alt dette bringer ham flot, skærer de snærende ydre Baand over, som binder ham til Familie, Opdragelse og Milieu, og giver ham Tro paa sig selv, paa den frie Individualitet og paa sin Evne til at hævde sig som Skribent. Som ungt Menneske var han inderligt utilfreds, en Magnet for Oprørere, Udkastet til en Kværulant, paa Vej til at løbe fast som en Overgangsskikkelse, vendt fjendtligt og ligeligt mod Fortid og Fremtid og derfor en ulykkelig i Nutiden. Uden Strømmen fra den moderne Litteraturbevægelse var han strandet paa sin Misantropis Klippe som en Særling. Nu blev han revet ud af Forsumpningen og over i skabende Virksomhed. Han er et Barn af Halvfjerdserne – men den Tid, der fødte ham, fik ikke Lov til at forme ham. Han modtog dens Opfattelse af Virkelighedsdigtningen, men omformede den til sit eget Brug, han lyttede til dens Parole om at sætte Problemer under Debat, men de Problemer, han valgte sig, var af en væsentlig anden Art end dem, der anvistes fra Ledelsen. Han blev derfor aldrig Partigænger. Edvard Brandes, som ejede en haarfint udviklet Sans for Partiets Velfærd eller Ulykke, reagerede usikkert overfor ham. Han var nok en moderne realistisk Digter, men han hørte ikke til i Baasen, han kunde ikke rummes i Gruppen. Det blev hans Storhed og hans Styrke. Han hævdede og beviste, at ogsaa realistisk og social Romanlitteratur skal være uafhængig af andre Hensyn end dem, der skyldes Sandheden, og uinspireret af andre Følelser end den Lidenskab, som hedder Ærlighed. Hos Henrik Pontoppidan rejser den moderne realistiske og sociale Roman sig for første og største Gang til det, der er dens ideale Maal og Hensigt: et Billede, der er fuldstændigt, og en Anklage, som er væsentlig.
Der er noget tragisk i Brødrene Brandes' Forhold til de danske Romanforfattere i Slutningen af det forrige Aarhundrede. De elskede og fremmede J.P. Jacobsen, som er en skjult Romantiker, og Schandorph, som er en naiv Rabulist, paa Bekostning af Herman Bang og Henrik Pontoppidan, der hver paa sin Maade naaede det Ideal af en moderne Romanforfatter, som var blevet rejst af Georg Brandes og støttet af hans Broder. Det energiske Brødrepar havde de største Fortjenester af at pege paa et nyt litterært Ideal, men de kunde ikke lide, at man stræbte efter det – uden om dem. Det var, ligesom de sagde: Helle for den moderne Roman! Vi alene har Ret til at udstede Certifikat for moderne Romanforfattere. Gebyr: Venskab og Trofasthed. Fik de ikke Gebyret, udstedte de heller ikke Certifikatet. Derfor kunde Schandorph, Erik Skram og den unge Gjellerup sole sig i Berømmelse og Anerkendelse, mens Bang og Pontoppidan maatte tilkæmpe sig deres Position uden varmere kritisk Støtte. Det er sagligt og historisk set temmelig fjollet, men saa meget desto mere i Overensstemmelse med den menneskelige Natur, der blandt andet udmærker sig ved at være fælles for baade almindelige og litterære Partiførere.
Henrik Pontoppidan gik sin egen Vej. Han er den store Uafhængige. En ensom Mand, som fra et højt Sted overskuer sin Samtid. Derfor blev de Problemer, han satte under Debat, ikke lidt Smaapjank i Følelseslivet eller nogle banale Angreb paa Præster og Officerer, som Schandorph og Gjellerup yndede dem. Man bliver jo ikke en mere moderne, altsaa en mere virkelighedsnær Romanforfatter, fordi man udskifter den ene falske Tegning af Virkeligheden med en anden. Efterromantikerne idealiserer Præstegaarden, Schandorph og Konsorter den irreligiøse Ingeniør og Folketingsmanden, vel at mærke, hvis han tilhører Det forenede Venstre. Det er først Herman Bang, som paa sin sære Iscenesættermaner, og Pontoppidan, som i sin brede episke Stil sigter efter Mennesket og ikke efter Repræsentanter for Anskuelser, der skal bekæmpes eller roses. Naturligvis hed det sig saa, at Bang var hjerteløs (han var ikke andet end Hjerte) og Pontoppidan kold.
Pontoppidan er ikke kold. Der er Forhold, som ryster ham indtil Forargelse, og Fænomener, som rører ved hans Hjerte, saa det lukker sig op. Men det er kun sjældent, han træder frem paa sine egne Vegne. Han har gjort det, naar det gælder Landets Forsvar, og han har gjort det i sin sidste Roman, (Mands Himmerig), der handler netop om dette: at sætte Livet ind for Landet og ikke gaa til Grunde i Pjat og Fidus. Han har ogsaa gjort det, da han skrev sit skønne Genforeningsdigt. Men ellers træder Digteren tilbage for sine Personer og for Billedet af den Tid, han skildrer. Han taler ikke med, højst tillader han sin sobre, faste, bevidst nøgterne Stil at slaa nogle smaa ironiske Krøller. Men ellers maa Tiden tale for sig selv og dens Mennesker staa og falde med deres Gerninger. Den Modernisme, som Georg Brandes efterlyste, skildrer Henrik Pontoppidan i dens Storhed og Forfald, i dens Lys og Skygge. Den hele Periode fra 1870 og til Verdenskrigen findes nedtegnet i hans tre store Romanværker, Land og By, Højre og Venstre, Troende og Vantro, trofaste og troløse, Pjalte og Karakterer. Hvad fortæller vores store Hjemstavnslitteratur om Forholdene paa Landet og de aandelige Brydninger hos dets Mennesker, som ikke staar meget bedre og meget rigere varieret i Det forjættede Land? Hvilken Udviklingsroman gaar saa bredt i det danske Hverdagsliv og saa dybt i den enkelte som Lykke-Per? Og hvor bliver det moderne Danmark, skabt af en aandelig og en politisk Revolution i Halvfjerdserne og overgivet som et Resultat til det tyvende Aarhundrede, skildret saa fuldstændigt, udleveret saa skaanselsløst og alligevel gengivet saa betagende som i De dødes Rige? Digteren dømmer ikke sine Personer, men deres Gerninger dømmer dem. De Blødsødne gaar til Grunde, de Stærke kæmper sig igennem. Den stækkede Natur hævner sig paa dem, der vil bryde ud. Og dog er det forundt enhver, der stræber, at forløse i hvert Fald en Smule af de rige Kapitaler, han fantaserede sig frem til at tro var hans indre Værd. Man forenkler Pontoppldans Meninger og Hensigter, naar man altid nagler ham fast til Myten om Ørneungen, der voksede op i Andegaarden, prøvede paa at flygte, men slukøret vendte tilbage til den lune Indhegning. Pontoppidans Grundsyn er ikke det, at er man een Gang født i en Andegaard, saa hjælper det ikke noget, selv om det er af et Ørneæg. Han har et skarpt Blik for Fantasten og den viljesvage. Paa en Maade er han en Viljeforherliger, en Aktivist. Men stadig er der ligesom en modgaaende Strøm i hans Bøger. Han fører ikke sine viljesvage Helte til det absolutte Nulpunkt. Det gaar altid en Smule opad for dem igen. Livet er ingen ensidig Affære, og der aabner sig Muligheder for enhver, som finder frem til sig selv. Wer immer strebend sich bemüht…
Henrik Pontoppidan er Ærlighedens Digter. Han respekterer Karakteren, det menneskelige, og forveksler den ikke med Meningerne, det tillærte. En from Troende og en overbevist Hedning har i lige høj Grad hans Sympati, en Mand i sin altdominerende fysiske Naturs Vold og en streng Asket synes ham lige værdifulde, blot de er oprigtige. Dette Syn har vakt Bestyrtelse omkring hans Romaner. Reaktionen har beskyldt dem for Spot med det Hellige og Frisindet for understukken Mørketale. Deraf den megen Snak om Tvelyset og Tvesindet hos denne Digter. Ret beset er der intet Tvelys i hans Bøger, og han selv er alt andet end tvesindet. Hvis der er nogen Digter, som ikke belyser sine Personer med forskelligt farvede Projektører, saa er det Pontoppidan. Det samme klare, rolige Lys lader Tingene komme til deres Ret under alle Forhold og i alle Lejre: Et Billede, som er fuldstændigt. Hvis der er nogen Digter, som ikke er tvetydig og vankelmodig er det ogsaa Pontoppidan. Han bryder sig ikke om alt det, der skiller Folk fra hinanden, men tænker alene paa, om de er ordentlige Mennesker. Han dømmer Ikke for sociale og politiske Foreteelser, men for sjælelige – en Anklage, som er væsentlig. Han er, som alle store Romanforfattere, Moralist, en helt gammeltestamentlig Moralist.
Den moderne danske Romanlitteratur skraaner op til Pontoppidan og flader sig ud efter ham igen. Han er Kronen paa en Retning i Romanens Historie, og ingen har siden været Kronen voksen. Den eneste Tronprætendent, som tør nævnes ved Mesterens Død er den fineste af hans Elever i Nutiden: Jacob Paludan. Men selv han er af et løsere og mere nervøst Stof end den store Gamle. Jo mere Tiden gaar, jo stærkere staar hans tre store Værker. Mange har søgt at naa ham og skrive op til hans Format: Martin Andersen Nexø, Harry Søiberg, Paludan. Men ingen har naaet ham. Han er virkelig den største af alle danske Romanforfattere, og der er ingen Tegn i Sol og Maane, som tyder paa, at han ikke længe, længe vil blive ved med at være det.
Hakon Stangerup
