Myten om modernitetskritikken i De Dødes Rige

Af Morten Casper Rostgaard Spies

I en reklamekampagne med henblik på øget avissalg markerer Weekendavisen i efteråret 2004 modernitetens forhold til myten. I en stort opsat plakat ved Trekroner St. bliver gruppen af RUC-studerende på vej til deres universitetscenter mødt med en tekst som proklamerer at Weekendavisen sorterer tidens begivenheder rigtigt. ”Fra Myter til Viden” hedder det. Budskabet ledsages af en grafik, der kunne henlede tankerne på filmen Rumrejsen år 2001. Det er næppe meningen. Tværtimod skal billedet af rumforskning snarere illustrere Weekendavisens selvforståelse. Avisen ser sig selv som kosmonauten i det store mørke verdensrum, der med fintfølende instrumenter blotlægger verdens tilstand. Den sande tilstand vel og mærke. Blottet for mytiske træk, eller usandheder om man vil. Budskabet er utvivlsomt at viden er bedre end myte, men at moderniteten endnu kæmper en kamp mod formørkelse og tvivlsomme oplysninger om menneskelivet og alt det, der vedrører dette.

(Mis-)forholdet mellem modernitet og myte er et væsentligt element i Henrik Pontoppidans De Dødes Rige. Værket er en skildring af modernitetens Danmark og udpensler, med en seismografisk følsomhed, disharmonien mellem den evige tro på ’ren’ oplysning og dennes tendens til at negligere alt, som ikke umiddelbart kan vejes og måles med videnskabens faginstrumenter. De Dødes Rige indeholder en subtil kritik af oplysningens tendens til totalitet – en kritik som senere er blevet formuleret filosofisk af de tyske filosoffer Adorno og Horkheimer i værket Oplysningens Dialektik. Modernitetskritikken i De Dødes Rige er svær at fastlåse, hvilket også skyldes romanens flerstemmighed. Der finder mildes talt ikke nogen person-glorificering sted i romanen. Et kor af modernitetens stemmer blandes, men forfatterpositionen eller romanens overordnede budskab er svært anskueligt. Romanen fortæller, men forklarer ikke. Personerne søger svar, men finder kun spørgsmål og midlertidige sandheder.

Måske netop grundet romanens flerstemmige udformning, har receptionen af De Dødes Rige varieret gennem tiderne. De varierende vinde, som kritikken har blæst ud over De Dødes Rige, hænger dog også nøje sammen med romanens sprudlende brug af mytiske træk, hvilket både har forskrækket og fornøjet læsere. Ikke mindst den ideologikritiske retning har haft øje for mytens funktion i De Dødes Rige. Den danske ideologi-kritiker Jørgen Holmgaard har afskrevet romanen som nationalromantisk i kraft af en regressiv modernitetskritik. Holmgaard klandrer¹ bl.a. Pontoppidan for en hjemstavnskærlig racisme og frygt for forandring af det homogene danske samfund igennem kapitalismens fremme af vare og kulturudveksling. Romanen indeholder da også træk, der i en nutidig læsers optik klart må defineres som racistiske. Blot er det værd at notere, at stor litteratur sagtens kan læses ikke på grund af, men på trods af dens racisme. Uden at negligere romanens racistiske nedværdigelser, må det endvidere pointeres, at værket er forfattet i en tid, der var præget af racistiske raceteorier. I det følgende vil jeg dog afholde mig fra at diskutere romanens tidstypiske misforståelser. I stedet vil jeg fokusere på romanens slutning, det idylliserede kollektiv, som samles omkring Favsingholm. Primært er det mit ønske at udfolde nuancerne i Pontoppidans markante modernitetskritik, som den kommer til udtryk i romanens afslutning.

Igennem Favsingholms Utopia fremstilles en modpol til det eksisterende onde, moderniteten, men hvorvidt denne modpol kan siges at udgøre et reelt alternativ, er åbent for fortolkning. En fortolkning af en sådan mytisk reference kræver dog enkelte overvejelser omkring mytens karakter og dens funktion i litteraturen. Jeg vil derfor i det følgende kort skitsere nogle tanker omkring det mytiske i litterær forstand for til sidst at give et bud på myten som forklaringsramme i forhold til romanens afslutning.

Myten i litteraturen

Mytens funktion i De Dødes Rige kan diskuteres på to planer; myten som narrativt greb (romanens makro-plan) og myten i handlingsplanet (romanens mikro-plan). Med andre ord er det vigtigt at vurdere de mytiske præg i De Dødes Rige ud fra såvel en analyse af romanens selvstændige handling, samt et vue til andre forfatteres brug af myter.

I forhold til handlingsplanet er de mange mytiske medbetydninger med til at give persongalleriet fylde og vægt. Personerne er psykologisk afstemte, individuelle agenter i en fragmenteret tid. Men i kraft af deres mytiske træk, bliver de ligeledes indskrevet i historier, som rækker langt ud over den tid og det sted, de umiddelbart er indskrevet i.

I et litteraturhistorisk perspektiv afspejler Pontoppidans brug af mytiske træk også noget så simpelt som en tids-trend. Pontoppidan var langt fra alene om at producere mytologisk præget litteratur. Således opstod der en ’understrøm’ af moderne dansk litteratur, som var kendetegnet ved mytiske favntag. Denne brede bølge indeholdt forfattere som Johannes V. Jensen, Ernesto Dalgas og Viggo Stuckenberg^'1.

Litteraturteoretikerne René Wellek og Austin Warren skriver i bogen Litteraturteori, at det moderne menneske bærer præg af de store fortællingers sammenbrud:

Det syntes at være Nietzsches synspunkt, at Sokrates og sofisterne, de ’intellektuelle’ havde ødelagt den græske ’kultur’. På samme måde har man hævdet, at oplysningsbevægelsen ødelagde – eller begyndte ødelæggelsen af – den kristne ’mytologi’. Men andre forfattere mener, at det moderne menneske har overfladiske, utilstrækkelige, eller måske endda ’falske’ myter, såsom myten om fremskridtet eller om ligheden eller om uddannelse for alle eller om den hygiejniske og modebetonede velfærd, som moderne reklamer lokker med. Den fællesnævner mellem de to opfattelser synes at være den opfattelse (der rimeligvis er rigtig), at hvor gamle, dybfølte, sammenhængende livsvaner (ritualer med deres tilhørende myter) nedbrydes af ’modernisme’, bliver de fleste (eller alle) mennesker fattigere, da mennesker ikke kan leve af abstraktioner alene, må de udfylde tomrummet med grove, improviserede, fragmentariske myter (billeder af det der kunne være eller burde være)²

Netop en meningsudfyldning qua myten gør sig gældende i tilfældet Jytte som det moderne menneske, der søger at bekæmpe tilværelsens meningsløshed gennem en stadig mere uheldig fortolkning af tvillingemyten: Myten om den eneste sande kærlighed som synes overmenneskelig, prædestineret. Transformationen af myten er ikke mulig i tilfældet med Jytte. Romanen bruger dog også myten som forklaringsramme i en bredere forstand, ikke mindst i tilfældene Enslev og Dihmer, som forklares igennem religiøst funderede mytiske referencer. Flere steder bruges mytiske referencer til at forklare og danne en udvidet forståelsesramme for det umiddelbart, rationelt uforståelige i fortællingen. Det er væsentligt ikke at søge at degradere brugen af myten som mystificerende eller se det som en klar modsætning til den mere realistiske, litterære skildring.

I det hele taget synes et skel mellem myte og oplysning næppe videre relevant. Myten er som fiktivt redskab særdeles anvendelig som supplement til sandhederne, men kan aldrig udgøre selve sandheden, forstået som den sted- og tidløse virkelighed. Adorno og Horkheimer grundtese fra Oplysningens Dialektik går, kort refereret, ud på at myten kan siges at bære oplysningens præg, såvel som oplysningen ligeledes har mytiske træk^'2. Wellek og Warren pointerer da også, at myten er andet end blot en kanoniseret kollektiv løgn^'3:

I det syttende og attende århundrede, oplysningens tidsalder, havde udtrykket almindeligvis nedsættende betydning. En myte var noget opdigtet, noget uvidenskabeligt og historisk usandt. Men allerede i Vicos Scienza Nuova er betoningen ændret til det, der efter de tyske romantikere og Coleridge, Emerson og Nietzsche er blevet gældende – opfattelsen af ’myten’ som en art sandhed – eller noget der er ligeså gyldigt som sandheden, i lighed med poesien, ikke som en konkurrent til den historiske eller videnskabelige sandhed, men som et supplement dertil.³

Myten om Favsingholm

Mytiske træk bliver brugt som supplerende forklaringsrammer forskellige steder i værket med forskellige formål. I et modernitetskritisk perspektiv er det dog, som nævnt, særligt den afsluttende brug af myten om Utopia og Syndfloden, som synes interessant. Pontoppidan skildrer et samfund bestående af en række transcendentalt hjemløse skikkelser. Den religiøse tro er ikke blevet afløst af en emanciperet tro på menneskeligheden, men derimod af en individualiseret tvivl og manglende evne til at skelne fremskridt fra fejltrin. Det liberalistiske samfunds frie eksistensrum er blevet kapret af overdreven individuation og selvhævdelse. Samfundet er transformeret fra et ’Gemeinschaft’ til et ’Gesellschaft’ med Tönnies termer^'4. Ved at romanen indsætter en række personer i mytologiske forklaringsrammer, skabes et spil mellem nutidens ensomhed og tidligere tiders kollektivitet, som bl.a. myterne som såkaldt ’store, samlende fortællinger’ var med til at opretholde.

I De Dødes Rige er personskaderne nærværende: Fænomenet ’erstatningskultur’ gør sig gældende i modernitetens Danmark. Romanen er fra mange sider nævnt som pessimistisk, men man kunne også tolke brugen af myten som et forsøg på at opstille et alternativ, hvorfor romanen kan ses som andet end en misantropi. Spørgsmålet er, om slutningen og denne brug af myten er et tegn på en længsel efter noget nyt, eller om den regressivt vender sig mod præmoderniteten?

Væsentligt er det at afklare, hvorvidt romanens slutning skal ses som en troværdig parallel til myten om Syndfloden, hvor de udvalgte, klartseende få kan tænkes at overleve den af Dihmer 'profeterede' verdensbrand i sikkerhed på eksilet Favsingholm? Og i så fald er det nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt Favsingholm overhovedet markerer noget oprigtigt alternativ til modernitetens sjælelige sygdomstilstand?

Brugen af myten om Syndfloden kan umiddelbart tolkes som et reaktionært, regressivt islæt i romanen. Anvendelsen af denne tusindårgamle fortælling som forklaringsmodel i forhold til modernitetens problemer må i så fald synes problematisk. Dog omfortolkes myten om Syndfloden i De Dødes Rige, så den snarere får karakter af kontrapunktisk gendigtning i form af genfortælling med en (ikke uvæsentlig) gradbøjning, som når såkaldt postkoloniale forfattere genskriver den kanoniserede engelske litteratur og skaber en ny mening ud fra klassiske grundhistorier^'5. Brugen af myten om Syndfloden har dog ikke karakter af satire, men antager snarere form som en sidste modstand mod modernitetens fejlagtige retningsbestemmelse. I den religiøse myte om Syndfloden reddes besætningen på arken som de eneste på jorden og danner efter nogen omflakken basis for genskabelsen af livet på jorden. Denne besætning kanoniseres dermed til en position som hele verdens urfædre. I De Dødes Rige er der ingen kanonisering af de eksilerede sjæle på Favsingholm. Favsingholm er tværtimod flygtningenes eksil, et tilholdssted for en gruppe mennesker som er 'fremmede' i moderniteten, men som alle finder ro i den østjyske simplicitet. Nøglen til at forstå, hvorvidt afslutningen skal tolkes positivt, synes at være gestaltet i Dihmer og dennes fascination af branden på Favsingholm. Godset er på dette tidspunkt ganske nedslidt, idet Dihmer ikke har ønsket at renovere det i sin tid. Han må dø, førend en genopbyggelse kan finde sted. Dette øjner han i horisonten. Han ser branden som et tegn på verdensbranden, den altomfattende syndflods komme: "Den syndflod af ild, hvori en fordærvet menneskeslægt skulle nedhvirvles og forgå!"⁴ Efter en udrensning af de kulturskabte dårligdomme, som i høj grad synes at være karakteriseret ved en omfattende materialisme, øjnes der en mulighed for en mere 'klasseløs' tilstand.^'6

Det er således det anti-materialistiske samfund, der synes at være Dihmers ideal, hvilket kan forklare, at han ikke ønsker at genopbygge godset, som er et symbol på den gamle landadel. Dihmers ønske om en nedbrydning af begæret efter materiel velstand ses ligeledes eksplicit i opgøret med den gamle meningsfælle, digteren Bjørn Hamre, som ej forstår, hvorfor Dihmer har ændret mening og ikke længere ønske at støtte den politiske kamp^'7. Dihmer forklarer, at han stadigvæk mener, at det er fra den fattige mand, frelsen skal komme, men han anser det ikke længere for noget mål, at de fattige, almuen, bliver borgerliggjort og materialiseret. Lykken er ikke at erstatte almuen med en ny borgerlighed, hvorfor Dihmer distancerer sig fra sit tidligere jeg som værende hyklerisk:

Jeg har smilet ad de gamle guldmagere i deres heksekøkkener, men taget vore egne eldoradodrømme alvorligt⁵

Henning Goldbæk skriver i en tolkning af romanen, at der ofte opstår ’huller’ i romanen, hvor kritik af det bestående samfund fremføres, men ikke udfyldes af et alternativ, der forklares: "Erindringen skal i denne roman ikke så meget forstås som en tilbageskuen, men snarere som en påmindelse om, at sådan som det var før erindringen, var det forkert, uden at erindringsmomentet fortæller, hvad alternativet er." Qua tolkningen af den afsluttende mytiske parallel i romanen synes der nu alligevel i vore øjne at være skitsen til et alternativ til det åbenlyst kritiserbare liv i moderniteten. Et bud på et alternativ gives af Dihmer i diskussionen med Hamre, hvor han kritiserer den politiske kamp for at være korrumperet af en materialisme, som netop må bekæmpes, idet øget velstand ikke nødvendigvis er lykken og dermed heller ikke kan være det endelige mål. Det eneste sted i romanen, hvor der er beskrevet lykkelige eksistensmuligheder, er derimod på Favsingholm. Lykken bliver dermed umiddelbart et simpelt liv i pagt med menneskets egen og omgivende natur.

Et romantiseret alternativ?

Dihmer opdager under sin rejse i modernitetens verdenscentrum, USA, at den lille danske husmand med "sin hjelmede ko og sine fire høns er jordens lykkeligste menneske"⁷. Dette skal ikke forstås i en biedermeiersk forstand, men snarere som et anti-materialistisk udsagn baseret på Dihmers egne depraverende oplevelser i sin kredsen omkring mere såvel som mindre velstillede kredse. Romanens alternativ til modernitetens materialisme synes dermed i høj grad at udgøres af livet i skovene omkring Favsingholm, som er centrum for romanens eneste lykkelige eksistenser, der er fælles om at undsige samfundsmekanismernes dogmer⁸. Myten om Favsingholm som Utopia rummer dermed tidens sociale og psykologiske spændinger, idet modernitetens flygtninge her genskaber en lykke baseret på ganske andre idealer end dem, der hersker i det omgivende samfund^'8. Myten antager dog ikke karakter af at udgøre et endeligt udsagn om tilværelsen, snarere er den her med til at understrege, hvor alvorlig situationen er blevet. Dihmers drøm om en brand er ikke blot en undergangsvision. Ild dræber, men renser også. Ild nedbryder liv, men asken skaber liv. På den måde kan drømmen om den store brand læses som et ønske om dekonstruktion af samfundet. Ikke en total udslettelse, men en udrensning og nyskabelse. I den sammenhæng kan værkets brug af netop myten om Syndfloden samt myten om Utopia siges at være et forsøg på at låne disse to velkendte myters stærke autoritet. Samskrivningen af disse to myter til myten om Favsingholm markerer således en påpegning af en anden opfattelse af tilværelsens mål end den, der kommer til udtryk i det omgivende samfund, i moderniteten. De to myter omformes og indsættes som udvidelse til tidens rationelle bevidsthed, der ikke ønsker at rumme det irrationelle element, mytens væsen udgør.

Afslutningsvis må det pointeres, at myten om Favsingholm ikke blot får karakter af simpel modsætning til modernitetens kulturelle orden, men snarere er en nødvendig udvidelse af denne. Dihmers interesse for astrologi og oldtidens lægekunst er måske hverken rationel eller ydermere fornuftig, men moderniteten må også kunne rumme sådanne irationaliteter, ellers antager den totalitær karakter. Netop det fundamentalistiske, det formørkede, var det modernitetens opgave at erstatte og bekæmpe, men i stedet får oplysnings- og fremskridtstroen ligeså formørket skikkelse som tidligere tiders forældede religiøsitet, hvilket illustreres i romanens indledning i en samtale mellem Vestrup og Asmus Hagen, der begge i deres forskelligartede fundamentalisme er blinde for alternativer i deres etnocentriske verdensbilleder⁹. En ensidig tro på det hinsides er blevet erstattet af en lige så ensidig tro på det dennesidige.

Igennem myten om Favsingholm skabes der en mulig mening i meningsløshedens modernitet. Samfundet må gennemgå en renselsesproces, hvorefter der kan genopbygges og rekonstrueres en ny orden på en lykkeligere helhedsbasis. Et samfund som ikke blot er badet i et skrigende neonlys, men som rummer 'sundere' accept af menneskets dag- og natside:

Der ville oprinde en lykkeligere tid for verden end den, han selv havde oplevet, en tid da menneskene med et gys ville vende sig fra den kunstigt steriliserede tilværelse, det dagklare helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden modsigelse tage det onde med det gode af livets evige væld, suge næring af mørket såvel som af lyset.¹⁰

I romanen skabes der sammenhænge, som kan forekomme svære, for ikke at sige umulige at forklare på rationel vis. Derfor bruges mytiske forklaringsrammer, der ikke er bundet af naturvidenskabens stramme, tilstræbt objektive lovmæssighed (som dog ej heller brydes fuldstændig). Verdensbranden kommer netop ikke. Da Dihmer ser staldene brænde og jublende antager dette for at være beviset for den kommende dramatiske omvæltning af samfundet, viser det sig i stedet at være en påsat brand, der blot formår at skabe en kort opblussen af uro og kun betyder ødelæggelsen af en stald og en frisættelse af dennes dyr, ikke en nedbrydning af modernitetens kultur og en samtidig frisættelse af dens mennesker, som det netop er Dihmers ønske med verdensbranden. Dermed bliver myten ikke skrevet hele vejen ud, alternativet til det bestående skimtes blot i horisonten.

Myte, viden og De Dødes Rige

Modsætningen mellem myte og viden som binære par bliver, som indledningsvist nævnt, til stadighed opretholdt i dagens senmoderne samfund. De Dødes Rige markerer ikke en ensidig stillingtagen til forholdet mellem myten og oplysningen. Dog markeres det med al tydelighed, at et samfunds forsøg på at adskille såkaldt 'ren viden' og en mere mytologiseret viden, ikke lader sig tegne så skarpt, som nogle måske ønsker og andre måske frygter.

Et skel mellem videnskab og forestilling synes dog heller ikke videre relevant. De Dødes Rige markerer netop, hvordan grænserne mellem disse er flydende. Forældet 'viden' i form af fantasifulde astrologiske instrumenter tiltrækker Dihmers bevidste fantasiliv, ligeså fantasifulde sundhedskure af skiftende karakter tiltrækker romanens øvrige, mere ubevidste figurer. Forholdet mellem fantasi og virkelighed er uklart og vil altid være det. Fantasi skaber netop ofte virkelighed, ja fantasi har det ligeledes med at skabe videnskab.

Morten Casper Rostgaard Spies, stud.mag, november 2004.