Pontoppidan i fransk Belysning

Uheldig Præsentation af et dansk Digterværk paa Fransk

Af cand. mag. Kristen D. Spanggaard

Franske Forlæggere viser i disse Aar en glædelig Interesse for nordisk Litteratur. Flere Forlag, saaledes Stock, Bordas og La nouvelle édition, udgiver løbende Serier af skandinavisk Litteratur, hvor Danmark er smukt repræsenteret ved Romaner i jævnthen gode Oversættelser.

Nogen stor Interesse for dansk Litteratur kan man vel ikke sige, der er i Frankrig. Kritikerne skænker den ikke megen Opmærksomhed. Selv den, der følger godt med i de litterære Tidsskrifter, finder kun med lange Mellemrum en lille forkølet Anmeldelse. Eet Navn støder man dog stadig paa … Søren Kierkegaards. I Løbet af den sidste Snes Aar er næsten alle hans Hovedværker kommet i fransk Oversættelse; de er, som man ved, blevet modtaget med overordentlig Interesse … ogsaa længe før Kierkegaard blev spændt for Sartres Triumfvogn.

Af vore ældre Forfattere har iøvrigt H.C. Andersen og J.P. Jacobsen et solidt Renommé; af de yngre synes kun J. Anker Larsen og Jens August Schade at vække virkelig Interesse.

Man undskylder gerne de franske Kritikere deres tilsyneladende Kølighed over for vor Litteratur, naar man betænker, at der hver Dag Aaret rundt udkommer 5–6 Romaner i Frankrig … de naar heller ikke alle at blive anmeldt. Dertil kommer, at Oversættelserne fra Engelsk efter Krigen har taget et kolossalt Omfang. Med de engelske og amerikanske Bestsellers kan danske Forfattere ikke tage Kampen op. Ogsaa i Paris var i den forløbne Sæson Amber¹ den mest solgte Bog.

I den af Georges Duhamel redigerede Almanach des Lettres, som giver en Oversigt over den litterære Aktivitet paa alle Omraader i Aaret 1946, findes ogsaa en Oversigt over Oversættelseslitteraturen: Masser af amerikansk Litteratur, meget engelsk, en Del russisk. Derefter kommer de mindre Nationer, bl.a. Danmark; her hedder det, mere kort end korrekt: "Fra Danmark har vi faaet Gunnar Gunnarsons Natten og Drømmen og Stefanssons Dalen".

Kendsgerningerne siger noget andet. I Løbet af 1946 udkom følgende danske Bøger i fransk Oversættelse:

• Kierkegaard: Kærlighedens Gerninger (fransk Titel: Vie et régne de l'amour)
• H.C. Andersen: Forskellige Udgaver af Eventyrene
• J.P. Jacobsen: Marie Grubbe (Marie Grubbe), Mogens og andre Noveller (Mogens)
• J. Anker Larsen: De Vises Sten (La pierre philosophale)
• Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn (Une fille du Kattegat)
• Franz von Jessen: Katja (Katia)
• Mogens Klitgaard: De røde Fjer (Les plumets rouges)
• Ole Juul: Røde Enge (La terre sera rouge)
• Hans Severinsen: Der kan ske saa meget paa otte Dage (Il peut se passer tant de choses en huit jours)
• Bech-Nygaard: Guds blinde Øje (L'œil aveugle de Dieu)
• H.P. Jacobsen: Mysteriet Anderson (L'affaire Anderson)

I den forløbne Del af 1947 er følgende udkommet:

• Kierkegaard: Filosofiske Smuler (Miettes philosophiques)
• Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (Pierre le chanceux²)
• Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren (Pelle le Conquérant)
• Thit Jensen: Jorden (Terre)
• Soya: Min Farmors Hus (La maison de Grand-Mère)
• Elmer Drastrup: Med Pulk og Ski til Lapland (Igloo Camping)
• Schade: Mennesker mødes … (Des êtres se rencontrent, et une douce musique s'élève de leur cœur)

Nu er Oversættelse som Regel en mislig Sag; drejer det sig om et litterært Kunstværk, bliver mestendels kun Skelettet tilbage. Det gælder naturligvis ikke mindst ved Overførelse til et Originalen fjerntstaaende Sprog. En Overførelse af dansk Kunstprosa til Fransk giver som Regel et højst utilfredsstillende Resultat. Sammenligner man f. Eks. H.C. Andersens, J.P. Jacobsens eller Johs. V. Jensens Originaler med de franske Oversættelser, forstaar man først, hvor uendelig rigt det danske Sprog er, og hvor lidet det franske formaar at gengive dets Tone. Alt det, der hedder "Mellemtonen og Bibegrebet og Stemningens Smaasnakken og Overgangens Nynnen"³, maa man bitterligt savne selv i de fortrinligste Oversættelser.

Forfattere med særpræget Stil taaler ikke Omplantningen til Fransk. Prosaister saadan i Almindelighed lider naturligvis ikke saa meget derunder. En vis Art af Prosa gaar endog uskadt igennem; det er saaledes Tilfældet med Klitgaards De røde Fjer, hvis enkle, lidt arkaiserende Stil lyder henrivende i Oversættelsen; franske Læsere forsikrer, at det minder om Anatole France; denne Bogs Oversætter synes at have et sjælden fint Sprogøre.

Holberg har, som altid, Ret, naar han siger: "Hvad som er Ziirlighed udi eet Sprog, er ofte Vanheld udi et andet, og hvad udi det ene berømmes som en naturlig og angenem Simplicité, hedder i det andet Korthed og Maverhed, hvorudover man holder for, at Oversættere af sindrige Skrifter maa have samme Talent som findes hos dem, der forfatte Originaler"⁴.

Saa talentfulde Oversættere er sjældne, selv i Frankrig. Men danske Forfattere maa være taknemmelige for, at der er nogle enkelte Særlinge af Franskmænd, som interesserer sig saa meget for vor Litteratur, at de gør sig den Ulejlighed at lære Sproget for at kunne oversætte fra Dansk; det har dog en vis Betydning at udkomme paa et Verdenssprog. Og Danmark staar i stor Taknemmelighedsgæld til de Franksmænd, som arbejder paa at udbrede Kendskabet til vort Land og vor Litteratur, Mænd som A. Jolivet⁵, André Bellessort, Lucien Maury og Gilles Gérard-Arlberg, sidstnævnte er Redaktør af Forlaget "Bordas"' Serie af nordisk Litteratur (Collection scandinave).

Lucien Maury har gennem mange Aar redigeret en Serie skandinavisk Litteratur paa Forlaget Stock (Bibliothèque scandinave). I denne Serie har han indlemmet Bøger af Kierkegaard, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Otto Rung, Karin Michaëlis, Aksel Sandemose og Marcus Lauesen.

Man hører sagt, at han er meget kritisk med Oversættelserne, og trygt giver man sig da i Lag med Seriens sidste Bind, Pontoppidans Lykke-Per. Ved stadig Sammenholden af den danske Tekst med Oversættelsen finder man, ikke uden en Smule kollegial Skadefryd, mange af den Slags Oversætter-Lapsus'er, som fryder Anmelderne, f. Eks.:

• "Præsten fortalte spøgefulde Anekdoter fra Regenslivet", oversat ved: scènes de la vie sous la régence (d.v.s. under Formynderskabsregeringen)
• "Friluftslivet lagde et kraftigt teglstensrødt paa hans tykke Kinder": un beau brique sur ses joues creuses (hans hule Kinder)
• "i tre Dage sidder han og grunder paa et nyt Adjektiv": un nouvel objectif
• "Overblik over det samlede Haveanlæg": vue sur l'ensemble du port (Havneanlæget)
• "Hr. Eybert var kommen hjem fra sin aarlige Baderejse med en ny umærkelig lille Isseplade (Paryk) fra Gossec i Paris": avec un petit monocle presque invicible (en lille, næsten usynlig Monokel)
• Maleren Frithiof Jensen "oversættes" ved Frithiof Nansen (ogsaa i Forordet, mærkeligt nok)
• Bladet "Falken" kaldes stadig Le Flambeau (Faklen)
• herligst er vel denne Blomst: "Per havde længe haft Afsmag for disse Allemandspiger": ces filles allemandes (disse tyske Piger)

Trods disse og forskellige andre smaa Anstødsstene, som ikke vil genere den franske Læser, er det en overordentlig smukt skrevet Oversættelse, som man læser med Fornøjelse. Man lader sig rive med af de raske Skildringer og de kraftige Karaktertegninger, som om det var en Førstelæsning af Pontoppidans storslaaede Værk. Spændingen stiger: Hvordan vil Forholdet til Jakobe udvikle sig? Og hvad bliver der af Pers storslaaede Projekt? Vil hans begyndende moralske Uro udvikle sig til en religiøs Krise? – Man kommer til den hjerteskærende Skildring af Moderens Død. Bogen tynder betænkeligt af. Nu er der kun faa Blade igen. Allerede forbi? Ja, sidste Side, Punktum! Oversættelsen standser brat med Moderens Død. Man tænker: Skulde der være et 2det Bind? Nej, en bibliografisk Undersøgelse viser, at der kun er dette ene Bind paa 453 Sider.

Pontoppidans Værk, som det foreligger i to Binds Udgaven (Gyldendal 1937), er paa 387 + 371 Sider, og Oversættelsen følger Teksten uden Overspringelser til Side 124 i 2det Bind. Altsaa, af 758 Sider oversætter man de første 511, d.v.s. to Trediedele af Bogen.

Kan man det?

Lykke-Per er jo ikke en Dusinroman, som man kan behandle efter Forgodtbefindende. Det er et Hovedværk i dansk Litteratur, ogsaa et Værk af en vis europæisk Berømmelse, oversat til Svensk, Tysk, Hollandsk, Russisk og Polsk. Det er fremfor alt et Kunstværk, og som saadan har det Krav paa Respekt og iøvrigt paa den Beskyttelse, der er sikret det ved Loven om Forfatter- og Kunstnerret.

I den franske Udgave staar Lykke-Per som en Torso. Man følger Hovedpersonen ned i det Dyb, hvortil hans egoistiske Lykkejagt har ført ham, men oplever ikke hans Opvaagnen til en bedre Erkendelse, hvordan han først gennem Lidelsen finder sit sande Jeg.

Og Romanens videre Handlingsforløb gaar man naturligvis Glip af: Brudet med Jakobe og hendes senere Skæbne; Pers religiøse Krise; hans nye Studieaar i København; Ægteskabet med Inger; hans Projekt, som bliver udnyttet af en anden; Skilsmissen og hans ensomme Død i Huset ved Vestkysten. Alt det maa man dog have med; først da er Ringen sluttet og Pers Udvikling fuldbragt. Hvad vilde man sige om en Peer Gynt uden Hjemkomsten til Norge?

I et fortræffeligt Forord har Professor A. Jolivet givet en Introduktion til Pontoppidans Forfatterskab og et kort Resumé af Handlingen i Lykke-Per, naturligvis ogsaa den Del, som er udeladt. Læseren, som saaledes er forberedt paa en stor Udviklingsroman med Skildring af et Menneskes Fald og Oprejsning, oplever kun Faldet. Han vil med Rette kunne bebrejde Forordsskriveren, at han lover mere, end Udgiveren holder.

Det er meget godt, at vi faar danske Bøger udgivet i Frankrig, men det skulde gerne gøres paa en saadan Maade, at det blev til Ære for Forfatterne.

Kristen D. Spanggaard