Et literært Rundskue
Herman Bang berømmer i en Slags Fortale til sin sidste Bog, Under Aaget, Jonas Lie som den, der "i et afsides Land" har naaet til at skabe Fremskridt i Romanens Form. Han fremhæver som det nye hos Lie, at han ikke fortæller noget om noget, men viser os alt. Lie, siger han, henstiller det i Digterhjærnen sete "umiddelbart som det staar og gaar, og det bevæges for vort Syn, saa vi hører det, ser det, fornemmer det, i sin Bevægelighed, i sit Liv".
Og dette er sandt. Lie har, adskillige Aar før man nu og med ringere Ævne i Frankrig er begyndt dermed (t. Eks. Edouard Dujardin), og før Bang selv fik Mod til det, gjort Forsøget paa at omdanne Romanens Skildringer, Fortælling, Redegørelser og meddelende Beskrivelser til en Række sammenhørende Øjebliksfremstillinger. Men underligt nok nævner Bang ikke den af Lies Bøger, der i denne Henseende er den mest udprægede (som den ogsaa var den første): En Malstrøm; han anfører særlig Maisa Jons der ganske vist hører til Arten, men er mindre ubetinget og ikke saa forvoven i sin nye Form.
For øvrigt er det naturligt, at Bangs Opmærksomhed nøje er knyttet til Fortællingen om den tarvelige Sypige. Han sysselsætter sig selv fortrinsvis med Æmner fra Livet i Skyggen og under Aaget – hans sidste Bog handler saaledes udelukkende om Tildragelser blandt skuffede, forladte og trængende –, og mere og mere slaar han sig saa kunstnerisk til Ro med den "levende" Fremstillingsform, som det er Lies Fortjæneste først at have gjort til Kunst, men som Bang tidlig nok har antydet i sine nervøst urolige Bøger, til nu at kunne bruge uden at blive kaldet en Efterligner. 479 Rent teknisk set er Bangs Pen vel saa snar i Vendingen som Lies, kun at den er spidsere, og sjældnere bliver til en Pensel. Hans Streger tager hver for sig mindre med af det bevægede Liv end Lies, og i endnu højere Grad føler man hos ham Fremgangsmaadens Utilstrækkelighed end hos Mesteren.
Det ligger nær at jævnføre denne literære Hurtighedskunst, – ved hvilken Betegnelse ikke er sagt noget om, at den er hurtigere eller lettere end anden Kunst – med Malernes Impressionisme, og det kunde da være værd at udhæve, at ligesom vi i Virkeligheden ser mere, end vore Øjne er i Stand til at sanse, forstaar vi mere, end hvad vi netop har Ævne til at opfatte. Vor Hjærne er nemlig ved Øvelse bleven et drevent Redskab. Den skelner med Lethed Farver og Stoffer i sort Skygge eller under en skinnende Blankhed, og Fylde i Silhouetter, hvilket for Øjet er umuligt, og af en Tildragelse modtager den mangfoldige Indtryk, uden at der kan iagttages tilsvarende Ytringsformer i det skete. Den Kunst, der ikke vil være Medvider i denne Hemmelighed ved vort Liv i Naturen og blandt Menneskene, vil derfor have ondt ved at tilfredsstille os. Den vil forekomme os at give Skin for Væsen. Nu kan Skinnet være saa glimrende, at vi foreløbig slaar os til Taals, men i Længden vil vi næppe have nok i en Malerkunst, der med velberaad Hu kun fremstiller de blotte fysiske Skranker for Malerens Synsævne, eller i en Digtning, der alene søger at eftergøre, hvad der i det enkelte Øjeblik umiddelbart foregaar. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt til at fremkalde i os hele den Følelse af Liv, som vi kender fra vore Synsindtryk og fra vor aandelige Leven. Og det er netop af Styrken eller Svagheden i denne Helhedsfølelse, at vort Kunstbehags Stigen eller Dalen afhænger.
Naar Bang som en ny Heraklit kun vil opfatte Tilværelsen som det evigt strømmende, og i sin Kunst aldrig vil gøre den Dvælen og de Overvejelser efter, som nu for saa mange er Hovedsagen, naar han med andre Ord ikke vil give fuld og rund Besked, men bestandig er optagen af at se og se paa "Bevægelsens" mangehaande Faser, vil han, hvor frisk og slaaende end hans Fremstillinger stundum kan virke, tilsidst blive forkastet, som den Impressionisme vil blive det, der aldrig indlader sig paa at gøre rede for, om den malte Virkning i Naturen hidrører fra et menneskeligt Ansigt, et Svinetrug eller Bagdelen af en badende Nymfe. Og hvis Bang vil undersøge, hvorledes den af ham med saa megen 480 Ret beundrede Lie bærer sig ad, skal han finde, at Lie ikke lader sig nøje med at fremstille Livet i sin Bevægelse. Efter En Malstrøm skrev han Kommandørens Døtre og Et Samliv, og i begge disse Bøger er der taget rundeligt Hensyn til den Vane, der efterhaanden har indsneget sig i de menneskelige Hjærner at ville drive det til en Art positiv Begriben af Livsvilkaarene.
Bangs Fortælling om den overanstrængte og forfjamskede lille Adjunktfrue i Helsingfors, hans Beretning om den afgaaede Figurantinde, der opretter Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse omkring i Landsbyerne, og hans Skildring af Frøken Gaja i Pensionatet danner tilsammen et Hæfte, der er i høj Grad Opmærksomhed værd paa Grund af sin Livfuldhed og for den Alvors Skyld, som følger med, tung og smærtende sød, som Krusemyntes og Heliodropers Duft kan være det. Men særlig i den sidste Fortælling sporer man, hvorledes Formen næsten med Nødvendighed peger ud over sine egne Grænser. Hvad der burde være fortalt, kan denne stakaandede Stil ikke meddele.
Herman Bangs Bog danner en mærkelig Modsætning til Arne Garborgs Roman Hos Mama. Disse to i høj Grad forskellige Kunstnere, der begge for Øjeblikket har arbejdet sig ind i en Fortællemaade, der næppe vil blive den endelige hos dem, kunde have Udbytte af at studere hinanden. Ikke netop fordi det er rimeligt, at de umiddelbart skulde kunne lære hinanden noget, men fordi de ved gensidig Iagttagelse af det ufyldestgørende ved den andens Fremgangsmaade mulig kunde lokkes til at prøve paa at gøre Tingen bedre. Tog Garborg fat paa at forbedre Bangs Metode, og vilde Bang forsøge at udfylde, hvad der denne Gang mangler i Garborgs Form, skulde man med nogenlunde Sikkerhed kunne forudsige, at man vilde faa en Kunst at se, som kunde tilfredsstille selv de meget store Fordringer.
Garborg har valgt at fortælle og fortælle ustandseligt. Han skildrer næsten ikke.
Det er, som om der var faret en Hovmods Djævel i denne stærke Skildrer for Herren, som om han i Tillid til sin sjældne sproglige Ævne har ladet haant om de Midler, andre Kunstnere er nødt til at ty til, og som han selv i Mannfolk har benyttet med det allerstørste Udbytte. Det ser ud, som om han har sat sig til Opgave at ville bringe os Læsere til med sig at foragte al Livets Udvorteshed og til kun at have vor virkelige Opmærksomhed henvendt paa det i Bogen behandlede Æmnes indre Historie, paa den 481 vedkommende Livsførelses psykologiske Forløb. Alt det, Bang svælger i, smiler Garborg ad, han viser os det mindst mulige.
Der er for mig ikke Tvivl om, at Garborg har begaaet en Fejl. Kunsten har først og fremmest med de fem Sansers umiddelbare Verden at gøre. Men paa den anden Side er Garborg en saa virkelig overlegen Kunstner, at hvilke Veje han end vælger, vil han vanskelig kunne undgaa at naa sit Maal. Og han har løst den Opgave at binde vor Opmærksomhed udelukkende til det svulmende Referat, han giver. Vi er tvungen til at kalde Bogen god, fordi den forekommer os rig, indgaaende og klog. Den Følelse, vi faar af, at der er Mangler ved den, lister sig bag paa os. Foran vort Øje har vi en ung Piges Historie, der synes ikke at lade noget uoplyst, og som anslaar alle vor Medfølelses Strænge. Ved dette mærkelig klare, bidende, alvorlige og drillende milde Foredrag, som Garborg har skrevet sig til i Norges lyse Nætter, daarer og smærter og dulmer han os til at tro, at vi om denne unge Pige virkelig véd alt, hvad vides skal. Først naar vi ved Garborgs Kunst er kommen langt hen i den Stemning, han vil kalde til Live i os, opdager vi, at den unge Pige, der tales om, dog trods alt er holdt forunderlig paa Afstand. Hun er hans Foredrags lunefulde Skabning, dristig og samtidig ængstelig for alt, hvad der af Naturens Mod rører sig i hende – hun er jo primsignet og kristnet i Norge –, Øjnene retter hun spørgende mod os, men Garborg slipper hende ikke. Han svøber sine Ords blottende Klædebon om hende, tager hende ved Haanden og gaar bort med hende, netop som Morgenens graakolde Lys falder paa hendes Skikkelse, og vi skulde kunne se hende klart.
Naar Garborg kun i ringe Grad dvæler ved de enkelte Begivenheder i Romanen, og t. E. ikke lader sig forlede hverken af Systuen i Kristiania eller af Høloftet, hvor Smaapigerne samles, eller af Fannys Hjem, af Søsterens Hus, af Livet i Bageriet eller paa Opbyggelserne o. s. v. til at danne Billeder, men overalt haster efter at vise os Sagens Indhold og, som antydet, fra første Færd sætter næsten hele sin Rigdom af dyre Betegnelser ind paa Romanens Psykologi, hidrører dette rimeligvis fra, at han er kommen til sit Stof paa en noget anden Maade, end det før er sket med ham. Han synes ved denne Lejlighed at have haft et Helhedsindtryk som Udgangspunkt og først bagefter at have dannet sig en levende Forestilling om den Række af store og smaa Begivenheder, der er gaaet med til at forme denne Helhed, medens han tidligere 482 omvendt aabenbart har maattet vandre længe ad Kendsgerningernes krumbugtede Sti, inden han naaede det Sted, hvorfra der var Oversigt. Med andre Ord, Garborg har før selv været med til i Virkeligheden at bygge paa de Tuer, han har skildret for os, og af den Grund været opfyldt af hver enkelt Tildragelses større eller mindre Vigtighed og mærkelige Udfald. Nu kommer han som en fremmed Myre til en ny Bunke Grannaale i Skoven og skal gøre rede for den. Der har da sneget sig en Tone ind i Foredraget, der modarbejder Virkningen af den Varme, han selv føler for sit Æmne. Aldrig faar vi nemlig Indtrykket af, at nu gælder det: her, paa dette Sted gik Afgørelsen for sig, her, paa denne Maade afsluttedes et Drama og begyndte et nyt. Nej, Forfatteren iler videre fra Kammer til Kammer i Tuen, fra det ene hemmelige Rum til det andet, alt er lige vigtigt, bestandig er han lige greben af sin Opgave. Men han er ligesom ikke klar over, hvor Sjælen er at finde i det Værk, han viser os og kender saa nøje.
Klangen Sjælen er i Lyrens Stræng,
Sjælen i en Kriger det er Modet,
Sjælen i en Tænker staar paa Ho'det,
Sjælen hos en Elsker er i Blodet,
Naar hans Fod bestiger Brudens Sæng,
men hvor Sjælen hos en ung Pige er at finde –, ja det leder man sig næppe til.
Der er for megen dulgt Undersøgelse i denne Bog, for liden Anskuelighed.
Der findes kun ét Optrin, som Garborg har skrevet helt ud, men det er til Gengæld ogsaa prægtigt. Det er det gensidige Børnefrieri mellem William og Fanny.
Paa sin Vis har Garborg stræbt efter det samme som Herman Bang. Ogsaa Garborg hører til den joniske Skole i Poesien. Han tror ikke paa, at Livet standser noget Sted, og hans Overbevisning i denne Henseende skinner saa tydelig igennem, at vi end ikke paa Bogens sidste Side har Indtryk af at staa ved en Afslutning. Medens Moderen løber til Byen efter den forelskede Tolder, sker der ganske bestemt noget, der redder Fanny fra den forhadte Forbindelse med ham, eller sker det ikke da, kommer det senere. Hendes Saga er ikke sluttet med den første Rynke, hun opdager i sit forpinte unge Ansigt.
483 Hos Mama har, tilmed i en tarvelig Oversættelse, gjort stærkt Indtryk i det nye literære Tyskland, og det er klart, at den maatte det, den rummer af klog Følelse, Styrke og Stilfuldhed et rigere Maal, end der plejer at komme paa Germanernes Bord, og det er en Bog, hvori Fremtidens Forestillingsliv spirer paa velryddet Grund. Den være de kraftige blandt vore unge Damer anbefalet.
Bang og Garborg er Fornyere af den gamle Novelle og Roman. Knut Hamsun har med Sult brudt Fortællekunsten i Norden en fuldstændig ny Bane. Hans Bog er enestaaende alene af den Grund, at ingen Forfatter før ham nogensinde har vovet at behandle et enkelt, rent elementært Forhold med en blot tilnærmelsesvis saa stor Udførlighed. Det behandlede Forhold er hvad Navnet angiver: Sult.
Sult i strængeste Forstand, ikke en sjælden Gang men ofte, Sult i Dage, som Lov, som Skæbne, Sult som rasende Hunger og som langsomt tærende Sot.
Det er en ung Literat i Kristiania, der sulter saaledes, en kunstbetagen Yngling, der i Dødssult foretrækker at vove sin Kredit paa et Lys for at kunne skrive om Natten, fremfor at faa et Brød, et Menneske, der ikke kan falde ind i Dusinskribenternes Trav, men som sætter al den Nervekraft, han ejer, i hver Sætning han former, i hvert Ord, der gaar ham i Pennen. Hamsun giver ham intet Navn, han lader ham optræde som den "jeg" i Bogen, der fortæller.
Sult er 333 Sider stor; hver Side er en Nydelse – og en Lidelse. Hamsuns Redegørelse for Sultens Pine er hundredtunget. Man mærker ikke Stoffets Ensformighed. Forfatteren har afluret Sulten alle dens Egenskaber. Han kender dens knugende Magt, dens Sting, dens ædende Riven i Brystet, dens Smærte over Skuldrene, dens døvende Ævne, dens Vanvid, dens Fred, dens stolte Trods, dens knyttede Haand mod Himlen, dens Hymner, dens forsmædelige Jammer, dens Farer, dens Nedværdigelse, tilsidst dens svimlende Tilintetgørelse. Der findes næppe det Tryk af Sultens onde Negl, som Hamsun ikke har følt og kan huske.
Han er en Kunstner af høj Rang. Hans Stil minder nu og da, særlig i Begyndelsen, overfladisk om Mark Twains. Ellers er dens Præg en særegen blond og mager Styrke, der elsker Lys, 484 en fantasirig, behersket Hast, en anspændt Ro i hvert enkelt Nu, en Sikkerhed, som ikke forfejler sit Maal. Hvis man om Sommeren løb paa Ski i Norge, og der iblandt disse Skiløbere var en, der paa sin Fart ned ad de grønklædte Fjældsider havde set hver flyvende Fugls Bevægelser og Farver, hver død Larve og al Blankheden paa Bladene og Haren, der i Forskrækkelse var bleven liggende i Lejet, og han kunde fortælle derom, saa det gnistrede for vore Øjne, og vi hørte Suset og Stilheden, saa maatte denne Mand være Hamsun. Han er ny og overraskende, og af Skabning dansk-norsk af den Kielland-Garborgske Type. Han har intet med Bjørnson at gøre, intet med de nynorske Sprogreformatorer.
Hans Bog maa læses. Dens Art og Værdi kan kun sammenlignes med Russernes. Den vover det i vor spage Literatur ukendte. Hans Jægers Beretninger er blege Studenteroplevelser mod disse. Men videst og bredest mærker man i Bogen en Stemning, som stod man under aaben Himmel og hørte en Præst med lappet Kjortel præke Mildhed.
Mildhed mellem Menneskene, ikke Mildhed mod Gud. Som Nordmand kæmper Hamsun endnu med "Gud".
Vil man høre, hvorledes?
Han er paa Sultens umættelige Standpunkt, han vil have Mad. Ved List faar han et Kødbén med en Smule raat Kød af en Slagter, og han lister sig hen i en Smøge for at gnave af Benet:
"Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg maatte ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det gjaldt at faa det til at bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel ikke; saasnart de smaa Kødsmuler var bievne varme i Maven, kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd, saa Benet blev vaadt og skiddent af Taarer, kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det voldsomste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder tænderskærende for hver Gang jeg maa levere disse Kødsmuler, som kanske kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end forsøger, slynger jeg Benet mod 485 Porten fuld af det afmægtigste Had, henrykt af Raseri, raaber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør …. Jeg siger dig, du Himlens hellige Ba'al, du er ikke til, men hvis du var til, saa skulde jeg bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig, jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har stødt mig bort, og jeg vender dig Ryggen, fordi du ikke kendte din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg véd, at jeg skal dø, og jeg haaner dig dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig, jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig, jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af Jorderigets mest raahovedede Idioter og fattige i Aanden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de fede, salige Horer hernede fra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du véd ikke, du alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at haane dig, du maadeholdne Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, raabe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, sende det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer paa Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Draabe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud paa Dommens Dag og bande dig Tænderne ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker paa dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og gaar min Vej …"
Men dette Udbrud staar alene, og Vreden rettes aldrig skadelig mod nogen. Bogens Finhed er den overudsultede unge Mands Slid og Stræb med de literære Opgaver, han har for, hans absolut uforbitrede Ensomhedsfølelse. Han, der har Gnisten, gaar stille om og forlanger intet, han er stolt indtil oversyg Beskedenhed og gemmer sig og gaar til Grunde af Sult. Og saa hans 486 Kærlighedsæventyr! Det er som et blomstrende Rosenbed i Vinterslud, saa yndefuldt og fint og forsigtigt – fra hans Side. Det brydes brat, og Hamsun stryger det da ud af Bogen med Ord, der som en Frosttykning gaar over de smukke Blade.
Rigest i Bogen er dog det allersidste Kapitel, Opholdet i Logishuset. Det rammer dybest og foruroliger mest. Og det bebuder de Ting, der fra Forfatterens Side er i Vente. Skildringer af en saadan Kraft gaar ikke ene ud i Verden.
Ved et Tilfælde kom jeg til at se det Brevkort, en af vore unge Forfattere sendte Hamsun umiddelbart efter Læsningen af Sult. Der stod omtrent følgende: "Jeg har læst Deres Bog. Død og Pine! Det vil vare længe, inden jeg faar Mod til at tage fat paa mit Hækletøj igen."
Men det var ogsaa en af vore finest mærkende unge Forfattere.
For øvrigt, den Virkning, Bogen vil have hos os, kan næppe være tvivlsom. Ganske vist er der i Øjeblikket en vis officiel Utilbøjelighed til at indrømme, at den danske Literatur for Tiden arbejder om ikke just i Hækletøj, saa i fint Broderi, men det virkelige Publikum er ganske godt paa det rene med, hvordan Tingen forholder sig, og det søger med rigtig Sporsans derhen, hvor de store Væve gaar. Hamsuns Sult er da at ligne med et Tæppe, hvorpaa Tusender af Fødder kan træde i mange Aar, før Traadene er slidt over og Farverne borte.
Man træde altsaa dristig til. Kun være man saa venlig ikke netop at komme støvet og snavset fra Gaden. Hvorfor ikke forsøge en Gang at være pyntelig overfor et fint Arbejde, selv om det er stærkt?
Der er en Bog fra i Aar, som man efter min Erfaring ikke har sat Pris nok paa. Det er Peter Nansens Korte Veje.
Hækletøj!?
Nej.
Det er et lille fyldt Medaljonskrin, og blandt Medaljonerne er der en Gemme af det skønneste Arbejde. Den bærer Navnet: Af en Forelskets Dagbog. Kærlighedsvers i Prosa. Et af Versene lyder saaledes:
"Du piner mig mer, end Du ønsker, selv naar Du vil mig ondt. Du er en evig Skiften, og jeg vil en evig Ro. Du hudfletter 487 mine Nerver med din Uro. Og din Stemme, der skifter som et Bygevejr, piner min Hjærne.
Hvorfor kan Du ikke tale som Kilden, ens og sagtmodig? Jeg er angst for hvert Ord, Du taler; jeg er aldrig sikker.
Du er som Svalen, der flyver ud og ind, men aldrig finder Ro i sin Rede."
I et andet Vers staar denne Linje:
"Du er min dybe Bedrøvelse".
Det hele Digt er som disse Linjer: Et ungt Mandsansigt med sænkede Bryn under en ren Pande, Næsen lidt spæd, Mund og Hage bløde. Sammen med dette Mandshoved er skaaret i Stenen en Mænade med ophæftet Haar. Hun raser dog ikke, hun smiler. Hun er ung endnu.
Det er et Digt i Prosa til at blive berømt paa. Var det skrevet i et Verdenssprog, og knyttede det sig til et Navn, der ledte Opmærksomheden hen paa det, vilde det være læst og husket af Tusender. Det rummer i et stille Sprog, med en svagt sanglig Lyd i sig, en Fortvivlelsens Harmoni, der er ægte som Guldregnsblomsters Visnen i blød Juniluft. Det er en Elskovslidelse i de unge Aar, den sande og dybe Sorg, Skuffelsens landlige Form, der her har faaet Ord af fuldkommen Renhed. Men det hele kan skjules i den hule Haand. Det har den danske Literaturs Skødesynd for Tiden. Den vil ikke udover de smaa Ting – eller de ulæselige Vidtløftigheder, Sængetæpper at skue.
Hvad Skrinet ellers gemmer, er prydefulde Sager, der dog ikke netop er egnede til at huskes længe.
En Bog derimod, som bider sig fast i Hukommelsen, er Gabriel Finnes1 Doktor Vangs Børn2. Den er yderst talentfuld, og skrevet med en Lidenskab, der er alvorlig som et Grantræ. Jeg har tilfældigvis læst den lige efter Zolas La bête humaine, og skal jeg være ærlig, foretrækker jeg rent umiddelbart den unge Nordmands lille Skrift for den franske Storfortællers vidtløftige og tungt glimrende Arbejde. Det kan nemlig ikke nytte at nægte det: Zola binder os noget paa Ærmet. Han har sat sig hen og har gjort sig til en Naturalismens Akademiker. Hans Opfattelse er lavet efter et Princip, og hans Skildringer er skaarne som en Jærnbanelinje tværs gennem Livets baade aabne og spærrede Land. Det keder mig, og det hører efterhaanden op at imponere mig; der er saa overvættes meget i dette, som kan læres. Og om den i Bogen behandlede Mordmani, om den erotiske som om anden, har jeg 488 læst bedre Ting, end der synes at være faldet i Zolas Lod. Han forekommer mig endog jævnlig at give Manien et falsk psykologisk Grundlag.
I Finnes Bog støder jeg ikke paa forudfattede Meninger. Han fortæller, hvad hans Øjne har set og hans Øren har hørt, og han giver ublandet, hvad hans Hjærte har følt. Der er stor Energi i dette og megen modig Kunst.
Men der er raat fundne Ord, ikke megen Vragen. Hvad er et "uendelig" hvidt og skarpt Ansigt for noget? Og saadanne Vendinger som: En Krop, "som hadde gjort Slangebugtninger", "hun hadde et fornærmet Gjæp med Underlæben ud, det var Meningen det skulde osv.," "Ukrudtet, der lugedes Gang paa Gang, men skød op igen, fordi det var livskraftigere end Køkkenplanterne, fordi det osv.," og adskillig andet af den Slags gør hist og her, i Forbindelse med Udtryk som, at en flink ung Pige "kaster paa Enden" og "glor" ud af Vinduet, dette særegne ubarberte Indtryk, der ikke støder den unge norske Skole, men som man i Danmark absolut ikke synes om. De fleste af de i danske Øren plumpe Gloser, som Finne bruger, bør dog ikke lægges ham til Last, de har ikke paa norsk samme ufine Klang som paa dansk, t. E. at harke (hoste), skvatte (falde), slænge (smide, kaste), Torsk, Kjæft, Kælling osv.
Men dette er Smaating. Fortællingen bæres af en naturlig Veltalenhed, der er frisk som Fjældvind. Optrin som Jensines mærkelige Møde med den filosofiske Huslærer, de unge Menneskers Vandring efter Spillemanden, da Petra læser sit Digt højt for Kristian, Petras Besøg hos den gifte Søster osv. har mere Friluft og Liv i sig og derfor større kunstnerisk Værdi end noget af de stiliserede Møder mellem Severine og Jacques i La bête humaine. Og den korte Vadmelstragedie mellem Hansemand og Kari, hvor den "sinte" Per optræder og sparker den tykke Søsters hidtil velsete Elsker ned ad Trappen, gør i mine Øjne den hele Historie med Philomène og Pecqueux traditionel og uægte.
Og saa den samlede Fortællings Maal og Mêd! Skildringen af en Sorg, et Tryk, en Ophobning af utaalelig Ungdomslidelse i det Liv, der skal leves! Vogts Fortælling Familjens Sorg anslaar nogle af de Strænge, som klinger i Finnes Bog, men Virkningen hos Vogt er i Forhold til, hvad man støder paa i Doktor Vangs Børn, for et raskt Uvejr i en vel gemt By at regne imod en mange Dages Snestorm over det aabne Land. Der er hyggeligt i hver en 489 sørgelig dansk Fortælling imod dette skurende og rivende Gnav af Fortvivlelse hos Gabriel Finne. Vi kender i det hele i vor af nykærnet Smør duftende Literatur intet til den ramme Surmælkssorg, der kan samle sig bag Fjældene i Norge.
Er det vort Lands Skyld eller vore Forfatteres?
Det faar staa hen. Et synes dog at være klart, at der er en større aandelig Urelendighed i Norge end i Danmark. Har Bestialiteten hos os fire Kanter, har den kun tre i Norge, og med denne raa Kileform gør den større Skade.
Men udenfor Dumhedens mægtige Omraade og de himmelraabende Misbrugstilstande har der i Norge stillet sig en stadig voksende Skare af Forfattere, der af deres Lidelser, deres Sorg, deres Vrede og Spot har hentet en kunstnerisk Kraft, som har Overmaal nok til ikke blot at virke i Hjemlandet, men gaa over Kattegat og gøre Gavn i Danmark og en stor Del af Europa.
Vi sidder imidlertid som de kloge Nisser ved Smørhullerne og nyder med Kunstforstand af vor egen og de andres Grød.
Foruden Stuckenberg og Jørgensen var der hos os blandt de unge forgangent Aar et Navn, man lagde Mærke til: Axel E. Betzonich3. Han skrev en Bog, der hed Skibbrudne Folk. Det var ikke nogen god Bog, men den indeholdt Løfter. Finne er ham foreløbig langt overlegen. Men skulde der være nogen af den ny Stab her hjemme, paa hvis Pande man kunde læse saadan noget som: Vrede, og hvis Talent tydede paa, at han med Held kunde give sig i Lag med de mere eller mindre elementære Opgaver, der hos os ligger brak, maatte det være Betzonich. Kan ikke Bøger4 som Doktor Vangs Børn og Filosofen af samme Forfatter, Bondestudenter, Sjur Gabriel, "To Venner", Albertine, Mannfolk, Hos Mama, Fra Kristiania-Bohêmen, Sult drive ham eller en anden endnu ukendt ung Mand frem af sit Skjul?
Af de unge uartige Mennesker i København, hvoraf flere er Stilister om en Hals, nytter det vel ikke at forlange anden literær Gavn end den, de gør ved daglig at kvidre udenfor vore Vinduer. Det er for saa vidt Skade, som det efter vore Forhold er vel flot at holde Bogfinker som Graaspurve, men er de glade ved deres Kald, vilde det være dumt at fortrædige dem, og det er jo altid en Oplivelse, at de er der.
Fra Sverige har man hentet en Forfatter hjem og gjort en Del Væsen af ham: Verner von Heidenstam. Hans Roman Endymion 490 er bleven oversat af Fru Erna Juel-Hansen, og Georg Brandes har skrevet et "Forord" til Bogen. Det hører til de Gaader, jeg lader ligge som uløselige, at denne Mands Prosa har kunnet finde gode Navnes Anbefaling hos os, hvor dog af hundrede Mennesker de ti kan skrive, saa at man gider læse det. Henrik, der tidligere sendte Rejsebreve til Politiken, var langt at foretrække, skøndt han undertiden "bar" sig slemt nok. Men han kunde dog holde en Skildring fast, saa at den ikke virrede for vore Øjne som et Lærredslandskab paa Teatret; det kan Heidenstam ikke. Der er to eller tre Optrin i Endymion, som duer, Resten, det vil sige hele "Romanen" staar kunstnerisk paa Højde med Fortællingerne i Gartenlaube5. Saa er der da betydelig mere Mening i, som sket er, at oversætte Ola Hansson. Han er en Prosaist af Rang, og Gustaf af Geijerstam skulde man have givet Husly i Danmark, ikke skænket ham til Norge. Hans Fattigt Folk er en muskuløs og i mange Henseender skøn Bog. Fortællingen om Peter med ögat gør Maupassant ikke bedre.
Der er en Forfatter, som jeg har gemt til sidst, fordi han af dem, der i Foraaret har udgivet Bøger, forekommer mig mest at svare til Begrebet: moderne dansk Skribent. Det er Henrik Pontoppidan. Paa hans Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage vil man nogenlunde nøjagtig kunne aflæse den literære Ævnes Højde for Øjeblikket i Danmark.
Stille, ikke overdreven fast, smagfuld, haanlig, syslende med smaa Opgaver, klar og lind som en Indsøs Skvulp er da i 1890 den danske Literatur.
Den brødføder ikke Landet, men den giver os en Maalestok i Hænde, der kan bruges over hele den civiliserede Verden.
Vi er et lille Folk, men vi er pæne Mennesker. Sender vi for Øjeblikket en af vore til et hvilket som helst europæisk Stævne, maa det indrømmes, at han ikke har en eneste ny Idé i Panden, men han vil ikke blive forbløffet over, hvad han faar at høre og se. Gaar Folk paa den Kongres, hvorhen han kommer, med Støvlerne i Vestelommen, vil han ganske vist skemtende sige, at sligt var han ikke forberedt paa. Men han vil ikke skrige op og stille Forslag om, at Støvlerne skal trækkes paa Fødderne igen, for det bruger man i Danmark. Han vil efterhaanden vænne sig til at gaa paa Strømpefødder, og saa putter han maaske Støvlerne i 491 Baglommerne for at vise, at han baade er en praktisk og original Mand.
Der er dog en Kreds af Mennesker her hjemme, der ikke har det saa stille som vore Forfattere. Det er Malerne. Blandt dem sporer man en tydelig og absolut Bevægelse frem efter. Det har varet længe med dem. Der var en Tid, hvor de var et godt Stykke bag efter dem, der skrev. Nu er de foran, og en Nation kan lige saa godt male sig frem, som den kan skrive sig frem; det gælder blot om at faa Befolkningen uddannet til at se, som det før drejede sig om, at den skulde forstaa.
Bedst var det naturligvis, om man i Danmark baade kunde lære at se og forstaa. Men kan kun den ene Ting drives ad Gangen, maa man give Fred.
Heldigt er det jo, at her ikke overhoved er Stilstand.
E. Skram.
