Et personligt Opgjør
Hr. Hørup!
De selv eller en af Deres Medarbejdere, som dækkes ved Deres Ansvar, har i Gaar rettet et Angreb paa hele min Virksomhed som Redaktør baade før og nu. Jeg kan ikke tie til dette Angreb, men jeg haaber, at mit Svar ikke skal smittes af den uartige, personlig injurierende Tone, hvori Angrebet er holdt; jeg ønsker, at dette kan ske af to Grunde. Dels finder jeg det ganske i Almindelighed uheldigt, at Partifæller retter uartige personlige Angreb paa hverandre, dels ønsker jeg at tage ethvert rimeligt Hensyn til, at det netop er Dem, jeg skal give Gjensvar. Thi saa kritisk jeg end ser paa Deres politiske Virksomhed i en længere Aarrække, glemmer jeg dog ikke de Fortjenester, som De virkelig har indlagt Dem af Venstres Sag. Jeg skal, medens jeg skriver, ikke glemme den unge Anklager, der med saa megen Bravour førte Venstres Sag for Rigsretten, eller N.J. Larsens flinkeste Medarbejder i "Morgenbladet"s første trange og vanskelige Tid, heller ikke har jeg endnu opgivet Haabet om, at De, naar De løses fra uheldige Forbindelser, ogsaa i Fremtiden vil kunne yde Demokratiet Tjenester, som da ingen skal være villigere end jeg til at paaskjønne.
De finder det saa utrolig dristigt, at et Blad, hvis ene Redaktør tidligere stod som Leder af "Dags-Avisen", vover at sige "Boulevard-Blad" til "Politiken", og De sender adskillige lidet venlige Ord efter mit tidligere Organ.
Disse Ord er vel ikke saa slemt mente; De kan jo ikke selv have glemt alle de mange Lovord, De overøste os med, naar de var "Dags-Avisens" Gjæst, i hvert Fald har De vel ikke glemt Deres egne Vittigheder ved disse Lejligheder om, at "Dags-Avisen" snildelig havde givet Kjøbenhavnerne Ormefrø i Pandekager" osv. De vil maaske undskylde Dem med, at De talte anderledes, naar vi ikke var til Stede og blev angrebne, men jeg tror virkelig, at denne Istemmen af haanlige Angreb paa os mindre skyldtes Overbevisning hos Dem end en ulykkelig Svaghed for, lad mig sige, forloren Fornemhed og Finhed.
Det vilde selvfølgelig være ubetimeligt, om jeg i "Morgenbladet"s Spalter bredte mig vidt om "Dags-Avisen", men for en Gangs Skyld kan det vel være mig tilladt at sige nogle Ord til Forsvar for dette Blad, hvis Fortjenester af Demokratiets Sag jeg trøstigt tør holde op mod "Politiken"s.
Ingen ser maaske klarere end jeg Manglerne og Fejlene ved "Dags-Avisen", dette Blad, der til Begyndelse blev skrevet af ganske unge Mennesker i deres Fritid uden Spor af Støtte eller Vejledning af ældre, men jeg tør ogsaa paastaa, at Bladet efter megen Famlen og efter at have begaaet mange Ungdommeligheder trods al Modstand ved egen Kraft arbejdede sig op til en Stilling, hvor det gjorde Demokratiet stor Gavn ved mer end noget andet at gjøre Erobringer i Kjøbenhavn for Demokratiet. Af den Tilhørerkreds, der fyldte Kasino ved den liberale Vælgerforenings første Møde i 1883, af Deltagerne i det lange Festtog ud til Frederiksberg den 5te Juni 1884 og af de Vælgere, der den 25de i samme Maaned – bortset fra Arbejderpartiets talrige Tilhængere – stemte paa Oppositionens Kandidater, var et Flertal ikke blot Abonnenter paa "Dags-Avisen", men ogsaa vundne for Demokratiet gjennem dette Blad.
Og vil De have Forklaringen paa, hvad Grunden er til, at "Dags-Avisen" vandt Tilhængere for Demokratiet, medens "Politiken" vel til en Tid kunde vinde Abonnenter, men ikke gjøre Propaganda, saa skal jeg give Dem den. Det var, fordi der selv i "Dags-Avisen"s Ungdommeligheder var godt Humør, og fordi vi ogsaa kunde anslaa Strænge, der rørte ved virkelig alvorlige Følelser, fordi vi havde Gemyt fælles med Flertallet af danske Borgere, og Bladet derfor kunde slaa i Takt med, hvad der rørte sig i disse. Her har De utvivlsomt en Brist; De har enten kun kold Spot eller lidenskabelig Opbrusen til Raadighed i Ord og Pen. Jeg skal give Dem et Exempel. De har gjentagne Gange behaget at betegne det som "Hykleri" for mit Vedkommende, naar dette Blad, til hvilket jeg nu er knyttet, har krævet Respekt for Folkets religiøse Følelser, for dets højeste Idealer og har søgt at værne om, hvad godt af positiv Natur der er nedlagt i Folkets Sjæl, men saa er dette "Hykleri" af gammel Dato. Jeg skal minde Dem om, at jeg allerede i 1883 efter Evne søgte at give den samme Følelse Udtryk ved to store religiøse Mærkedage i vort Folks Liv, medens De, som "Morgenbladet"s daværende Redaktør, lod dem gaa upaaagtet hen. Og uden at indlade mig paa personligt Skriftemaal, som ingen kan kræve, og som heller ikke kan interessere nogen, saa tør jeg vel nok udtale, at den naturlige Udvikling er, at Alderen bringer mere Alvor for og større Forstaaelse af, hvad den unge kan affeje med en letlært Dialektik.
Naar Ordet "Hykleri" falder Dem saa let i Munden, tror jeg, det er, fordi De savner sympathisk Forstaaelse for visse Sider i vor Folkekarakter, og derfor er det, at De saa ofte ogsaa paa rent praktisk politiske Omraader har bedømt Situationen fejlt; De manglede en nødvendig Egenskab hos Politikeren: Evnen til at føle det, der udvikler sig om ham, og som ikke kan drages frem i statistisk Bevis.
Hvorledes gik det ikke med Dannelsen af den liberale Vælgerforening? Var det Dem eller min ubetydelige Ringhed, der sammen med andre – mellem hvilke en af det kjøbenhavnske Demokrati højt fortjent Mand1, der senere nøje har sluttet sig til Dem – som bedømte Situationen rigtigt og gjorde det Arbejde, De lod ligge som uudførligt? Husker De min frugtesløse Henvendelse til Dem i Vinteren 82-83 om at sætte Dem i Spidsen for en Organisation? Og da denne i Efteraaret 83 blev forberedt paa anden Maade, betegnede De os da ikke mere vittigt end træffende som "Begravelsesudvalget"? Og da Arbejdet skred frem, trak De Dem da ikke misfornøjet tilbage paa Grund af det borgerlige Præg, Foreningen skulde have, i Stedet for at være præget af den Radikalisme med Guldsnit, som Deres Omgivelser allerede da havde givet Dem Smag for? Først da Heldet var sikret, Arbejdet gjort, stod De ved Grundlovsfesten paa Tribunen, villig til at indkassere det let vundne Bifald.
Og nu "Politiken"s Sejr over "Dags-Avisen". Tror De da virkelig, De kan bilde Folk ind, at det var dette Blad, der laante Form og Ideer fra "Politiken" og ikke omvendt? Nej, Politiken arbejdede videre i "Dags-Avisens"s Spor, rigtignok særlig i de farligste, den arbejdede med mindre godt Humør og uden Gemyt, men med det Held, som længe kjendte Navne og en Masse Penge, der skal gives ud, indtil en Tid kan give. At "Dags-Avisen" ikke stod uden virksomme Venner, som De vil give det Udseende af, skulde De være lidt forsigtig med at fremhæve; De kunde ellers let komme til at saare Mænd, som De dog vel er klog nok til at forholde Dem med.
Om "Morgenbladet"s og "Politiken"s indbyrdes Stilling i Øjeblikket, som De ogsaa berører, er der i den seneste Tid skiftet saa mange Ord, at jeg i Dag kan lade det ligge, særlig da jeg ikke behøver at komme ind paa Deres "Abonnementsprotokoller" osv. De véd jo lige saa godt som alle andre, at "Morgenbladet" nu mer end nogen Sinde har Medbør, og at dets Abonnementsprotokol er adskilligt større, end da De var Bladets Redaktør; om hvilken Vind der blæser for "Politiken", skal jeg ikke udbrede mig; jeg ynder ikke at kolportere Rygter.
Kun ét maa jeg protestere imod, og det er, naar De vil give det Udseende af, at Redaktør Borchsenius og jeg skulde have fremsat den Taabelighed, at det danske Folks Flertal fulgte os som Førere. Jeg føler mig Dem ganske vist ikke saa underlegen i politisk Indsigt, som De utvivlsomt mener, jeg burde, men jeg bilder mig sandelig ikke ind, at jeg sidder inde med noget Førerskab. Jeg véd særdeles vel, hvem der fører an, og véd derfor bl. a. ogsaa, at De ikke gjør det for Tiden. Noget helt andet er, at "Morgenbladet" har udtalt, at de Anskuelser, det forfægter, næres af den overvejende Del af Flertallet, som derfor ogsaa føler sig særlig repræsenteret i Pressen gjennem dette Blad – og det er da noget, det dog vel ikke kan falde Dem ind at benægte?
Hertil vil jeg indskrænke mig, og jeg haaber, det skal blive mig muligt ikke for det første at komme ind paa et personligt Opgjør. Jeg har jo omhyggeligt undgaaet at bruge det demokratiske Udtryk "vi to", men skulde jeg desuagtet blive betegnet som "Lus" eller faa anden fin og aristokratisk Tiltale, saaledes som denne gjærne lyder fra "den højeste Oplysnings Lejr", tror jeg dog, at jeg kan vise den Overbærenhed at tie. Jeg véd jo, at De er i en vanskelig politisk Stilling, og det stemmer én mildt. Ja, kunde det lykkes Dem at rede Dem ud af denne, saa Deres Evner atter med Held kunde virke for Demokratiets Sag, skulde det blandt andre glæde
Deres ærbødige
V. Secher
