Nationalitetskampen i Sønderjylland
Det er vistnok den almindelige Anskuelse her i Danmark, at den danske Nationalitet, og det danske Sprog i de over tredive Aar, der nu er forløbne siden 1864, har ført en sejrrig Kamp for sin Bestaaen, og at der ingen nævneværdig Fare er for, at denne Kamp ikke ogsaa fremtidig skal kunne føres og vil blive ført med samme gode Resultat. Vi maa desværre tilstaa, at vi ikke deler denne Mening. Det danske Sprog og den danske Nationalitet er truet i Sønderjylland, der er Fare for, at de langsomt, men stadigt og sikkert vil trænges længere mod Nord – og Faren bliver ikke mindre, men kun større og mere skæbnesvanger, naar man lukker Øjnene for den. Ærlighed er den bedste Politik, siger et engelsk Ordsprog, og Ærlighed da naturligvis først og fremmest lige overfor sig selv. Kendsgerninger kan ikke bortdeklameres; de flyder ikke hen i lyrisk-melankolske Taarer og lige saa lidt forsvinder de, fordi man stikker Næsen i Vejret og lader, som om man ingen Ting ser. Kendsgerninger er, som Rodbertus1 siger, brutale, og man tvinges til at regne med dem.
Naturligvis kommer Faren for det danske Sprog og den danske Nationalitet ikke fra den preussiske Regering, der nu engang ved de høje Guders uransagelige Visdom er bleven sat til her paa Jorden at vidne om, med hvor uhyre lidt Intelligens et stort Rige kan beherskes. At faa en Folkestamme, der er saa sej, som Sønderjyderne netop er, til at give Afkald paa sin Nationalitet – dertil hører der en hel Del mere Intelligens og Magt, end den preussiske Regerings Repræsentanter raader over. Med Hensyn til denne Junker-Institution kan Sønderjyderne sige, hvad "Vorwärts"2 skrev, da man atter forsøgte paa at faa Bugt med Socialisterne "ad den almindelige Lovgivnings Vej": "Lad os være trøstige Kammerater, endnu lever vore bedste Venner – 157 Fjenderne." – Den preussiske Regering er for Øjeblikket Danskhedens bedste Agitator i Sønderjylland; den ægger de lunkne og faar selv Tyskerne – for saa vidt Chauvinismen da ikke helt har forstyrret deres intellektuelle Funktioner – til at ryste paa Hovedet. I den politiske og i det hele taget i den offentlige Kamp er der ingen Ting, der dræber saa sikkert og afgørende som Latterligheden, og den preussiske Regerings Konfiskationer f.Eks. af "Md. Mangor" drukner ligefrem i Latter, saavel her som i det dannede Tyskland.
Faren kommer fra en anden Side, fra en Magt, der er langt stærkere end den preussiske Reaktion, fra den tyske Kultur. Vistnok er det officielle Tyskland for Øjeblikket i Udlandet nærmest repræsenteret ved Majestætsfornærmelsesprocesser og Socialistforfølgelser, men endnu lever da lykkeligvis det i Sandhed store, aandsmægtige Tyskland, Beethovens, Mozarts, Goethes, Schillers, Kants, Hegels og Marx' Hjemland – og netop fordi dette Tyskland ikke kender noget til Voldsherredømme og Nationalitetshad, kan det blive en Fare for Danskerne i Sønderjylland. Det kan – det kommer an paa Danskerne selv, om det skal. Naar de uden tomme og taabelige Demonstrationer roligt, men sikkert tager deres Forholdsregler, forvandles den truende Fare til en god Ven, til en Forbundsfælle under Kampen mod Preussernes Voldsgermanisering.
Faren ligger i, at det tyske Sprog bliver den yngre Generations Kultursprog, medens det danske degraderes til Hverdagslivets og Gadens. I hver af de nordslesvigske Byer findes der i det mindste én højere Undervisningsanstalt, i hvilken ikke blot Timetabellen – det vilde ikke betyde meget – men ogsaa hele den Aand, der behersker Elevernes personlige Liv, er fuldt ud tysk. Og Tyskheden kommer her ikke i Skikkelse af Konfiskation og Underofficersregimente, men repræsenteres tværtimod ved Undervisning, Videnskab og Litteratur. Mange af de unge Mennesker, der kommer fra Almueskolerne i Byerne og paa Landet, faar her for første Gang deres aandelige Horisont udvidet, og Lærernes Dannelse, hvor lidet imponerende den maaske end i sig selv er, maa nødvendig indgyde dem en vis Ærefrygt, da de jo ingen højere kender. Det er fra disse Skoler, at den nordslesvigske Intelligens udgaar eller er udgaaet. Almuelærere, Præster, Læger, Jurister, Filologer – de har alle gennemgaaet disse Skoler og er, paa faa Undtagelser nær, der kun stadfæster Reglen, alle bievne tyske – vel 158 at mærke for saa vidt de tilhører den yngre Generation d.v.s. den Generation, der er født efter Anneksionen. Almuelærerne danner et særdeles slaaende Eksempel. De er for det meste fødte paa Landet og øver ogsaa der deres senere Embedsgerning; deres Milieu er altsaa saa dansk, som det indenfor Sønderjylland i det hele taget kan være, og dog er det store Flertal af dem tyske – ja, de er endog, saa sørgeligt det end lyder, ivrige Tilhængere af det preussiske Skolereskript3 af Dec. 1888, der ikke blot paa det dybeste krænker Danskernes Ret, men tillige staar i brutal Modsætning til al pædagogisk Videnskab – til selve den Pædagogik, de nordslesvigske Lærere er opfostrede med paa Tønders og Haderslevs preussiske Seminarier. Vistnok maa dette Faktums Forklaring søges i saare materielle Aarsager. En Lærer, der vovede offentlig at optræde mod den preussiske Korporalspædagogik i Nordslesvig, vilde med Hensyn til Avancement komme i en meget daarlig Position – og naturligvis: de dyriske Drifter binder os jo alle med Jærnlænker, som Schiller siger, der langtfra er den overjordiske Idealist, som den konventionelle Halvdannelse forestiller sig ham. Vistnok har en Del af dem, hvad man kalder "danske Sympatier", men det har de oplyste og frisindede Tyskere jo ogsaa. Hovedsagen er, om de i deres Fritimer søger hen til tysk eller til dansk Videnskab og Kultur, om de tolker deres – ja, jeg ved for Øjeblikket intet bedre Udtryk – dannede Følelser i tysk eller i dansk Sprog, om de, med ét Ord, indenfor deres egne fire Vægge lever et tysk eller et dansk Aandsliv – og jeg paastaar af rig Erfaring, at det første er Tilfældet. Hos de akademisk dannede Klasser foregaar denne Germaniseringsproces om muligt endnu stærkere og hurtigere. Her virker den tyske Indflydelse endnu dybere ved et fleraarigt Ophold i tyske Universitetsbyer, ved et endnu mere intimt Samkvem med tysk Kultur, ved Minderne fra Studenterlivet med al dets ungdommelige Fylde – Minder, der i Aarenes Løb faar et vist romantisk Skær, som et lykkeligt Land, der ligger langt tilbage i Ungdommens Sol og Glans; men naar Tankerne dvæler ved disse Minder, saa dvæler de i Tyskland, saa er det tyske Folkemelodier, der i deres vidunderlige Skønhed atter bliver levende i Hukommelsen, og saa er det Billeder af tyske Byer, der igen stiger frem af Fortidens Taager. – Men naar et Menneske saaledes har faaet sine dybeste kulturelle Indtryk fra tyske Tænkere og i tyske Ord, saa er han annekteret, og denne Anneksion ophæves aldrig mere. Han kan maaske bevare en 159 varm Kærlighed til Danmark, en Kærlighed, der er blandet med Smule stille Melankoli – han kan maaske være en modig og mandig Kæmper for Danskernes politiske Ligeberettigelse og Selvbestemmelsesret, han kan fremme og støtte Danskernes Sag paa alle Maader, men ét kan han aldrig mere – han kan ikke selv blive dansk. Det Stykke Sønderjylland er tabt – uigenkaldelig og for altid. Forfatteren af disse Linier har en Smule Ret til at skrive om denne Proces, thi han er selv en af dem, der har prøvet den i deres eget Liv.
Faren ligger ikke i, at Dansk skal ophøre at være Folkesproget, men at det degraderes til ikke at være andet. Men skulde Situationen blive saaledes, skulde det tyske Sprog som Udtryk for en stor Nations Litteratur og for en storslaaet politisk Kamp komme til at staa som Modstander lige overfor den jyske Dialekt, der tales i Hverdagslivet, saa bliver Kampens Betingelser for ulige, saa vil Danskheden vige tilbage, og hvad der saaledes er tabt – lad os sige det endnu en Gang – det er tabt for altid. Hvert Stykke Land, der er tabt paa den Maade, er ikke blot politisk indlemmet i Tyskland, det er organisk forenet med tysk Kultur, – det er tysk.
Men Stemmeantallet ved Rigsdagsvalgene, vil man maaske indvende, viser jo, at Danskheden ikke gaar tilbage. Nej, det er netop, hvad det ikke gør. Resultatet af Rigsdagsvalgene viser kun, hvor mange Vælgere der er utilfredse med det nuværende preussiske Regimente og derfor vil foretrække at komme tilbage til Danmark. Stemmeantallet viser i det højeste de dansksindedes numeriske Styrke, men denne behøver ikke at staa i ligefremt Forhold til Danskhedens indre Fasthed og Magt, i hvert Fald tør den paa ingen Maade betragtes som en Garanti for den danske Kulturs betryggede Eksistens. Vistnok betyder tyske Lærere eller Præster paa Landet, midt i danske Omgivelser, ikke overvættes meget, men saa meget større Betydning har hele det Selskab af Præster, Læger, Sagførere o.s.v. der samles i de smaa Byer og her udgør den dannede Overklasse. Her truer den tyske Dannelse med at faa Overtaget over den danske, og vi paastaar, at dette skæbnesvangre Øjeblik for alle sønderjydske Byers Vedkommende – maaske Haderslev undtagen – er nær; saa nær, at det er paatrængende nødvendigt, at der fra Danskernes Side rejses en kraftig Modstand og udfoldes al Energi for at tilbagevinde det tabte Terrain. Og denne Modstand maa ikke nøjes med at være af politisk-agitatorisk 160 Art. Den maa ogsaa have et positivt kulturelt Maal; den maa støtte og styrke og udbrede dansk Kultur. Dens ypperste Formaal maa være at gøre Propaganda for den moderne dansk-norske Litteratur i Sønderjylland, særlig i de sønderjydske Byer, for derved at skaffe Grundlag for et dansk Aandsliv, af hvilket Folkesproget kan suge ny Kraft og Selskabslivet faa nyt Indhold, saa at det bliver til lidt mere end den traditionelle Toddygemytlighed med Kort og Dans. Og det er ikke nok at stifte en dansk Journallæsekres eller noget lignende. En saadan Institution kan maaske i en lille By fremme Aandslivet, men hvor der først skal rejses et saadant, er den utilstrækkelig, ja endog under visse Forhold skadelig, for saa vidt som den begunstiger en overfladisk Romanlæsning, der siden staar i Vejen for en dybere Opfattelse af den virkelige Litteratur. Der maa mere til – meget mere. Der maa rejses en Agitation, som med betagende Magt peger hen paa den danske Kulturs rige Indhold. Der maa holdes Møder med populær-videnskabelige Foredrag og litterære Oplæsninger; Bladene maa aabne deres Spalter for Artikler, som gaar i denne Retning; de kan saa til Gengæld uden Skade holde sig lidt mere borte fra Ravnekrogspolitik og lokalt Vrøvleri, end de nu ofte gør. Situationen er gunstig for Øjeblikket. Den dansk-norske Litteratur har i den sidste Menneskealder frembragt en Række Førsterangs Værker, der stiller den samtidige tyske i Skygge. Den danske Intelligens i Sønderjylland maa sørge for, at denne rige Litteratur bliver udbredt og faar Lejlighed til at virke paa Befolkningen. Vistnok er en saadan Agitation blandt Smaabyernes Borgere og under den preussiske Regerings Øjne ingen let Sag. Den maa først og fremmest føres med politisk Takt. Den barnlige Fornøjelse, der kan ligge i at ægge Tyskernes Nationalfølelse til Had ved spotsk Kritik eller tvivlsomme Vittigheder, har gjort Danskernes Sag ubodelig Skade. Selvfølgelig skal der øves Kritik, og selvfølgelig skal denne være skarp, men naar den udarter til en Forhaanelse af det tyske Folk og dets Kultur i det hele taget, saa bliver den nærmest latterlig. Man bør mindes de fornuftige Ord, der staar i "Wilhelm Tell":
Zu weit getrieben verfehlt die Strenge ihres weisen Zwecks,
Und all zu straff gespannt zerspringt der Bogen.
Fremfor alt maa da naturligvis de danske Kunstnere fra Kongeriget, som muligvis kommer til Sønderjylland, ikke glemme, at det 161 gælder Kamp, en ikke ringe Kamp endda, og at denne Kamps Hoveddyder er Kløgt og taktfuld Optræden. Den Maade, hvorpaa f.Eks. en dansk Skuespiller nylig har gjort Reklame med sit "Martyrium" i Flensborgs Varetægtsarrest, er lige saa anstødelig, som den politisk set er samvittighedsløs. Vi vil haabe, at Rygtet om hans patriotisk-kunstneriske Bedrifter ikke er naaet ned over Kongeaaen; thi de nationalliberale Tyskere dernede, som lurer paa enhver Anledning til at udelukke danske Kunstnere fra Sønderjylland, har da faaet et nyt Agitationsstof, som de nok skal vide at benytte.
Men selv om Danskerne gaar frem med den Takt og Lempe, Omstændighederne nu engang byder, er der endnu en Betingelse tilbage, der maa opfyldes, inden en saadan Agitation kan bære gode Frugter. Denne Betingelse hedder: Frihed til aandeligt Røre, og dermed rejser sig et nyt Spørgsmaal: Sønderjydernes Forhold til Tysklands indre Politik.
Enhver Nationalitetskamp kræver nødvendigvis, at Befolkningens forskellige Lag giver Afkald paa deres særegne Klasseinteresser. De politiske Partiers modstridende Tendenser maa gaa op i en højere Enhed: Nationen. Landarbejdere, Gaardmænd, Haandværkere, Handlende og Fabrikanter maa paa Valgdagen glemme alt, hvad der ellers skiller dem, og samles i Fællesskab til Kamp mod den fælles Fare. Det nationale maa sættes over det økonomiske.
Naar altsaa Valget staar mellem tysk og dansk, er Sønderjydernes Taktik overordentlig simpel: de maa vælge dansk og for Resten lade Verden gaa den Gang, den efter den historiske Udviklings Love nu engang skal gaa; Tyskernes indbyrdes Kamp ligger udenfor deres Sfære, er dem paa Valgdagen ligegyldig, uvedkommende – Hekuba4! Men Sagen forandres straks, naar Valget staar mellem to tyske Kandidater, naar altsaa en dansk-national Repræsentation fra Begyndelsen af er udelukket. Her vilde Neutraliteten kun være berettiget, naar Tysklands indre politiske Forhold var ganske uden Indflydelse paa Sønderjydernes nationale Kamp. Men det modsatte er netop Tilfældet: de har en stor og indgribende Betydning. Vi har fremhævet, hvorfor et dansk Aandsliv i Sønderjylland er nødvendigt, naar Danskheden ikke skal bukke under, og vi sagde, at dertil først og fremmest kræves Frihed til aandeligt Røre. Men denne Frihed er afhængig af den Aand, der til enhver Tid er den herskende i Tyskland. Den vil skrumpe sammen, naar Reaktionen sidder ved Magten og vokse 162 med de demokratiske Tankers Indflydelse. Det er altsaa Sønderjydernes politiske Pligt simpelthen at fremme disse ved alle lovlige Midler og paa alle offentlige Omraader. Men nu er Situationen i Tyskland for Øjeblikket saaledes, at Socialdemokraterne – helt bortset fra deres økonomiske Teorier – danner det eneste virkelig demokratiske Parti.
Socialdemokraterne er ene om at slaa til Lyd for Folkets Selvbestemmelsesret, og det er hovedsagelig dem, der med uforfærdet Had kæmper mod Sønderjydernes Ærkefjende – Militarismen. I den preussiske Landdag nedstemmes Sønderjydernes Lovforslag om en mere human Ordning af Skolevæsenet af alle tyske Partier, ligefra de mest konservative til de saakaldte "frisindede", medens Socialdemokraterne i deres Presse saavel som paa deres Møder altid hævder Danskernes fulde Ligeberettigelse med de øvrige preussiske Statsborgere. Og dette er ikke tilfældigt eller en Følge af blot teoretisk Humanitet, det er en simpel Konsekvens af den politiske Situation. Sønderjyderne og de tyske Arbejdere tugtes af den preussiske Reaktion med de selv samme Midler, og naar de socialistiske Talsmænd tager til Orde for de første, kæmper de tillige for de sidste, d.v.s. for sig selv. Ligesom det danske Sprog udelukkes fra Skolerne i Nordslesvig, bliver de socialistiske Teorier banlyste fra Universiteterne, og ligesom Danskernes Værnen om deres Nationalitet kaldes "gehässige Wühlereien", saa tituleres Socialisterne ikke mindre smukt for "en Bande, der ikke er værd at bære Navn af Tyskere". Den berømte "grober Unfugsparagraf", Valggeometri, Valgtryk, Undtagelseslove, Politimagtens partiske Regimente – kort sagt alt, hvad der trykker Danskerne, tynger ogsaa – kun endnu mere tungt og grusomt – paa de tyske Arbejdere. Begge Parter har samme Fjende og derfor ogsaa samme Vej at gaa. De tyske Arbejdere, der selv kæmper den haarde Kamp med Livets Nød og Kulde, har Sympati for alle undertrykte – ogsaa de undertrykte Ikke-Tyskere; de hader det militære Herredømme, fordi det lægger sin tunge Haand paa deres spirende Haab; de hader Krigen, fordi den ægger alle lave Instinkter, og, som Bjørnson siger, "skræmmer alle Lysengle bort"; de hader Krigen, fordi den koster Blod og Penge, og fordi det er dem, der kommer til at betale Broderparten af begge Dele. De tyske Arbejdere er derfor med Nødvendighed fredsvenlige og hævder Nationernes Selvbestemmelsesret.
163 Men saa er det ogsaa Sønderjydernes Pligt uden Hensyn til deres mulig divergerende Anskuelser paa økonomisk Omraade at støtte dette Parti i Kampen mod den preussiske Reaktion; thi det nationale skal sættes over det økonomiske. Svigter Danskerne Socialismen, fordi den hævder Arbejdernes og ikke f.Eks. Gaardmændenes Interesser, saa svigter de deres egen Nationalitets Sag, saa er Nationalitetskampen dem kun et tomt Ord, og Klassekampen er rejst. Men husk paa dette: Ringeagter Overklassen de Hensyn, der knytter den til den fælles nationale Sag, saa er ogsaa Underklassen fri, og Landarbejderne o.s.v. kan da ligeledes sætte deres økonomiske Interesser over det nationale. Med andre Ord: saa vil Danskerne blive skilte i to eller endnu flere Partier, der kommer til at leve i indbyrdes Strid, og det nationale Samarbejde er da gjort vanskeligt, om ikke helt umuligt. Men saa har Danskheden faaet sit Banesaar, og den danske Reaktion har da fuldendt, hvad den preussiske ikke magtede: at dræbe Danskheden i Nordslesvig.
Vi skal nøjes med at paapege denne sørgelige Mulighed, saa meget mere, som vi ikke tror, at den nogen Sinde vil blive til Virkelighed. Vor Tid er saa fattig paa opofrende Idealisme og saa opfyldt af lave Interessekampe, at det vilde være et alt for nedtrykkende Syn, om et Folk, der kæmper for sin nationale Eksistens, skulde kunne splittes i Kampen af økonomiske Interesser. Vi deler H.V. Clausens Anskuelse om, at Socialismen vil gøre Fremskridt blandt Sønderjyllands Arbejdere og smaa Næringsdrivende, og vi kan forsikre ham om, at den Hindring, han tror endnu staar i Vejen – nemlig Mangel paa dansktalende Socialistførere – snart vil være fjernet. Socialismen vil snart naa de sønderjydske Arbejdere, og Danskerne maa sørge for, at den ikke bliver tvungen til at komme som Fjende. Saa er der intet i Vejen for, at de nordslesvigske Arbejdere vedbliver at være danske – ganske vist danske Socialdemokrater, men dog alligevel Danskere. Desuden, den socialistiske Agitation i Nordslesvig kan kun føres paa Dansk, og naar Socialisterne altsaa river Befolkningens brede Lag ud af deres Sløvhed, saa er det et dansk Aandsliv, de vækker, – altsaa netop et saadant, som Sønderjylland trænger saa haardt til.
"Socialismen og Danskernes nationale Bevægelse i Sønderjylland," skrev Joh. Ottosen nylig i "Tilskueren", "er fra Naturens 164 Haand bestemte til Kampfæller," hvorfor skulde de saa være Fjender?
Ja, hvorfor? Vi tilstaar, vi ved det ikke, men Danskerne i Sønderjylland synes at vide det bedre. I alt Fald er det en sørgelig Kendsgerning, at de sidst ved Omvalget mellem en chauvinistisk Nationalliberal og en fredsvenlig Socialdemokrat blev hjemme og derved satte den første ind i Rigsdagen, en Mand, der ofrer den største Del af sin Tid paa at bekæmpe Danskheden med de simpleste Vaaben.
Vi haaber imidlertid, at vore danske Landsmænd ved næste Valg vil faa Øjnene op for deres egne Interesser og ikke bliver siddende hjemme i Krogen, mens Arbejderne derude kæmper den haarde Kamp ogsaa for deres Sag. Thi de vil ellers komme til at rødme for den Tysker5, der engang sagde:
"Verloren ist die Nation, die nicht ihr alles freudig setzt an ihre Ehre."
E. Schlaikjer.
