Henrik Pontoppidan

POUL CARIT ANDERSEN: Henrik Pontoppidan, en biografi og bibliografi. Levin & Munksgaard, København.

Biografien prætenderer ikke at være mere end rammen om bibliografien, en indordning af værkerne blandt de vigtigste data i digterens liv. Den vil ikke være en analyse af hans personlighed og hans forfatterskab og skal derfor ikke bedømmes som sådan. I kronologien indgår desuden en storartet samling fotografier og portrætbilleder af Pontoppidan. Den vigtigste del af bogen er imidlertid bibliografien, et stort og grundigt arbejde, og en nødvendig og udmærket hjælpekilde ved udredningen af dette interessante forfatterskabs endnu uløste problem.

I et digt fra 1923, som bibliografien giver oplysning om, skriver Pontoppidan, at i den billedrække, han har tegnet, er der "et angstens råb fra en – som under middagsluren – et Mene, Mene Tekel så – i flammeskrift på muren." Han slutter "Tilgiv det! Undergangens angst – er gået mig i blodet." Biografien citerer et brev til direktør Hegel fra 1883 med planen for det første store værk "Det forjættede land", som siges at skulle blive "et stort, bredt og lyst billede fra landet, i smag med Fritz Reuter." Skønt en sådan meddelelse naturligvis må læses som en endnu uberømt forfatters 94 brev til hans forlægger, er det dog iøjnefaldende, hvor uensartet stemningen er i brevet ved begyndelsen af Pontoppidans forfatterskab, og i digtet efter afslutningen af hans største værk "De dødes rige".

Pontoppidan oplevede det store skifte i kulturen, der fulgte med industrialiseringen af det danske håndværk og landbrug. Han var gennem sin slægt bundet til præste- og embedsmandskulturen. Den moderne naturerkendelse opløste teologien, og med enevælden faldt også embedsstandens priviligerede magt og kultur. Pontoppidan måtte altså enten blive epigon eller løsrive sig fra sine slægtstraditioner. Enhver der kender den krise, som følger med en sådan overgangsperiode, må respektere den alvor, hvormed han tog fat på oprydningsarbejdet. Han kom også igennem det, og fik arbejdet sig frem til tidens radikalisme. Han blev medarbejder ved dens presse og ventede som den øvrige borgerlige intelligens "menneskets" frigørelse gennem den store politiske, religiøse og åndelige problemdebat, der satte ind i 70erne. Men så oplevede han lidt efter lidt, hvordan livet på landet forplumredes af religiøse bevægelser; venstremændenes drabelige trusler mod godsejerne afsløredes som ynkelige fraser; og når bønderne selv blev de herskende, undertrykte de på deres side husmænd, tyende og landarbejderne. Pontoppidan så den borgerlige intelligens blive dirigeret ind under finanskapitalen, og han så, at dens frihedslængsler samtidigt forrådnede i bohémevæsen og mystik, bag hvilken den gamle loyalitet lå velbeholden gemt.

Tilsidst tegnede han så i "De dødes rige" et enestående sandfærdigt billede af det bourgeoisi, der skulde have skabt den ventede nye kultur, men måtte give op og gik til grunde, udmarvet af mangel på livsberettigelse, idet bourgeoisiet svigtede alle sin ungdomstids illusioner og afslørede sit egentlige væsen som et kynisk egoistisk, barbarisk og kulturløst forretningsfolk.

Mens andre af tidens forfattere gled ned i buddisme, katolicisme, symbolisme o. lign. for at redde sig udenom denne udviklings logik, holdt Pontoppidan således hovedet klart i sin kritik. Og hans digteriske evner fik en spændkraft, som kun den får, hvis sind og tanker drives i vejret af tilværelsens store modsætninger. Ingen af hans øvrige figurer er så stort set og udformet som Jytte i dette sidste værk. Og i ingen anden af hans bøger er sproget så rent for alt det poetiske værk, der har huseret i litteraturen, siden der, som Pontoppidan siger, med Oehlenschläger gik svamp i sproget.

Når Pontoppidan skal søge positive værdier tværs igennem denne udvikling, glider han tit tilbage i det tilvante, en romantisk forestilling om naturlivet, længsel efter hjemmet og det gode familieliv, eller det selvfølgelige krav om personlighedens udformning, det enkelte menneske i overensstemmelse med sit eget væsen. Det interessante er imidlertid, at han også har søgt udveje fremad, da han opdagede, at den påbegyndte frigørelse udeblev.

I sine landsbybilleder stiller han bevidst og kraftigt de undertrykte overfor undertrykkerne, landalmuen overfor bønderne, bønderne overfor godsejerne. Og i 90erne, da bønderne sluttede forlig med godsejerne, og bourgeoisiets frihedstrang allerede havde vist sin afstumpning, stillede Pontoppidan proletariatet op imod hele det bestående samfund. I forligets år, 1894, udgav han "Nattevagt" med en udtalt sympati for den proletariske revolution. Pontoppidans mor var, efter hvad han fortæller i "Drengeår", et særsyn blandt præstekoner ved sin sociale følelse, navnlig overfor den arbejdende klasses kvinder. Han regner hende ligefrem for meningsfælle af byens første socialist, der ellers kun vakte afsky i hans kres.

Pontoppidans bog er et særsyn blandt tidens andre skrifter. Den er et desperat anklageskrift mod samfundsautoriteterne og et ekko af råbene til oprør imod dem. Men Pontoppidan tror, at dette skal komme fra bærmen, tyve og skøger, altså pjalteproletariatet, der netop er et af de skadeligste elementer for revolutionen.

95 Han ser rigtigt, at den blegrøde arbejderbevægelse – den der 5 år senere sluttede septemberforliget – er ved at glide ind i den store fælles loyalitet overfor det bestående samfund. Hans skarpe blik for borgerskabets ejendommeligheder får ham til at genkende træk af dem i socialdemokratiet, hvis kamp her i Danmark i altfor høj grad voxede sammen med bøndernes opposition og bourgeoisiets frihedskamp. Pontoppidans radikale individualisme manglede forståelse af organisationen som nødvendig betingelse for al slagkraft; dette i forbindelse med hans rigtige syn på socialismens udvikling i Danmark, får ham til at vende sin interesse mod terrorismens bombeattentater, som han tror er eruptioner af det kommende oprør fra samfundets skjulte bærme.

Da han på denne måde kommer til at stille revolutionens problem helt skævt, er det ikke sært, at løsningen på det også bliver fordrejet, og han heller ikke ad denne vej finder den frigørelse, han havde drømt om.

Kun hans kritik har holdt sig usvækket. Hans opfattelse af de virkelig værdifulde aktioner gav sig undertiden mærkelige udslag som da han lovpriste krigen, hvad Knuth Becker med rette har hånet i sit digt "Foryngelsens bad". Men Knuth Becker har ikke forstået den egentlige tendens i Pontoppidans holdning. Bogen "Mands Himmerig" var ikke en lovprisning af myrderierne, men en sviende spot over det kraftløse borgerlige Danmark, der som en koloni af England ikke tør hævde sig i nogetsomhelst spørgsmål. I opposition mod dette geschæftsbundne, profitsøgende samfund giver Pontoppidan sig til at beundre danskernes optræden på Londonkonferencen, før landet var blevet koloni under et kapitalistisk imperium. Pontoppidans holdning og harme er helt berettiget. Hans politiske forståelse, der standsede ved den radikale protest og det liberale humanistiske frihedsbegreb, fik derimod bizarre udtryk, da forholdene antog så indviklede og uigennemsigtige ydre former, at man ikke kan forlange, at han ud fra sine 96 forudsætninger skulde kunne gennemskue dem.

Hele denne udvikling i hans forfatterskab kan man nu med Carit Andersens nøjagtige bibliografi ved hånden følge i enkeltheder, og forhåbentlig vil der på grundlag af den blive foretaget en ordentlig analyse, så denne vor største realist i de sidste 50 år endelig bliver befriet for det skær af trivialitet og litteraturhistorie, hans biografer har lagt om ham. Denne analyse må foretages ikke ud fra litteraturhistoriske analogier, som Vilh. Andersens bog; endnu mindre som en autoritetsbundet gengivelse af, hvad Pontoppidan har ment om sig selv og sine meninger. Den må gå ud fra de forhold, Pontoppidan har levet under, og det han har oplevet, set og hørt. Når den kritisk påviser, hvilke former alt dette antager i hans bevidsthed, vil vi endelig opdage, at han, med sit klarsyn og sin bestemte begrænsning, er det reneste spejlbillede i vor litteratur af det industrielle Danmark før 1900, hvis problemer han har gennemlevet med frygtløs energi.