Henrik Pontoppidan
I en af sine selvbiografiske Bøger fortæller Henrik Pontoppidan om en Periode af sit Liv, hvor han var alvorlig syg. Han citerer der et Begravelsesønske, som Heine skal have udtalt til nogle Venner: "Blomster og anden Pynt gør jeg ikke Krav paa, men et Sværd skal I lægge paa min Kiste!" "De Ord," fortsætter Pontoppidan, "vilde jeg gøre til mine. For ogsaa mit litterære Liv havde væsentligt været en Krigstjeneste. Blandt Stormtropperne med flyvende Faner og klingende Spil havde jeg ikke haft min Plads, men at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp var mig Ære nok."
Pontoppidans Bedømmelse af sin litterære Indsats fortæller saaledes her om en Deltagelse i "Menneskeaandens Befrielseskamp", om en Soldat, der staar i sine Ideers Tjeneste.
Et andet Sted i sin Selvbiografi citerer Pontoppidan Goethe. Goethe havde sagt, at det højeste Maal for en sand Digter var – ikke at skrive Vers smykkede med Rim – men derimod at skrive en mandig, stærk og klar Prosa. "Men dertil krævedes, at man havde et Budskab at bringe Menneskeheden, at man med andre Ord var en Forkynder."
Pontoppidan skrev en saadan mandig og stærk Prosa, og ogsaa fra Goethecitatet vil vi derfor slutte, at Pontoppidan selv lagde Vægt paa, at han havde "et Budskab at bringe", at der var Ideer, han forkyndte og kæmpede for.
Hvad var det da, Henrik Pontoppidan i sine mange Værker vilde fortælle? Hvilke Tanker var det, han ofrede sin Kamp?
Mange, der har Kendskab til hans Noveller og Romaner, vil svare mig, at det er umuligt at sige under eet, hvori Pontoppidans Forkyndelse bestod. Snart er der een Idé, han vil have frem, snart er der en anden, og selv i samme Roman kan det tit være vanskeligt at finde Pontoppidans egen Mening, han anlægger det berømte "Tvesyn", d.v.s. han har aldrig udelukkende Sympati eller udelukkende Foragt tilovers for sine Personer. Hvis han f.Eks. ringeagter Hovedpersonen og trækker ham frem til Skræk og Advarsel, saa føler man alligevel tydeligt, at der er visse Sider hos det samme Menneske, som Pontoppidan sætter stor Pris paa. Man spørger saa sig selv: Hvad mener Pontoppidan egentlig?
Jeg vil i det følgende gerne fortælle om, hvilke Ideer der 41 forekommer mig at være de mest karakteristiske for Pontoppidan, om hvorledes det Indtryk er, som Pontoppidans Produktion efterlader i Sindet – det Helhedsindtryk, hvorudfra man besvarer Spørgsmaalet: Hvad er det, han er "Forkynder" af?
Det er vist en klog Fremgangsmaade at samle det, man har at sige, i faa, knappe og korte Udtryk. Fortalt med faa Ord vil jeg da lade det væsentlige hos Pontoppidan være tre Ting: Sandhed, Ligevægt og Styrke.
Disse tre Ideer kan jeg følge gennem hele Pontoppidans Forfatterskab; Pontoppidan har ikke skrevet meget, hvori en af disse Ideer ikke paa en eller anden Maade væver sig ind.
Inden jeg ud fra de nævnte Synspunkter gennemgaar nogle af Pontoppidans Værker, vil jeg gerne lige kort præsentere dem.
Pontoppidan, der begyndte at skrive i 1880erne (første Gang 1881), og hvis sidste Bog udkom 1940, har i dette lange Tidsrum udgivet for det første smaa Novellesamlinger, blandt hvilke maa nævnes den, der nu bærer Titelen Fra Hytterne. En anden Samling hedder Skyer og er Skildringer fra Provisorieaarenes Danmark. Endvidere har Pontoppidan skrevet lidt større Arbejder som f. Eks. Sandinge Menighed, Isbjørnen, Højsang og Den kongelige Gæst. Endelig er hans mest kendte Bøger nok de tre store Romaner Det forjættede Land, Lykke-Per og De dødes Rige. Hans sidst udkomne Roman hedder Mands Himmerig.
Paa en maaske noget skematisk Maade vil jeg begynde med at vise, hvor og hvorledes Pontoppidan gaar ind for, hvad man kan kalde Ideen om Sandhed. Han vender sig herved mod det, han finder er falsk og uægte, det, der skilter med gal Varebetegnelse, mod det kun tilsyneladende store og attraaværdige.
Som Eksempel kan man nævne en af hans allerførste Bøger Sandinge Menighed. Denne Bog vrimler med mere eller mindre uægte og forløjede Personer – med kalkede Grave.
Sandinge er en lille Landsby, hvor de grundtvigske Bønder samler sig om Friskolen; de lever i en glad øg lykkelig og forskruet Højskolestemning, saaledes som ret velstaaende og trivelige Bønder kan have Raad til det, og fra deres Møder hører man over hele Byen Sang og glad Snakken; de synger: "Vi Fugle, vi er fri, og glade, vi, vi, vi". Men paa Bakkeskraaningen bor der Fattigfolk, der maa lukke Kæven og spytte i Næven, om de skal faa Pjalter til Kroppen.
42 I en af de fattige Hytter bor der en ung Pige, Boel. Hun kommer ind til København, til den velhavende Fru Gylling, der er Midtpunktet i Hovedstadens Grundtvigianisme, og her er det, hun træffer alskens forløjede Demokrater og Grundtvigianere. Fru Gyllings Søn afsløres; han vil forføre Boel. Fru Gylling selv viser sig slet ikke at kunne svare til sine demokratiske Talemaader, og i det hele faar Pontoppidan rig Lejlighed til at haane et helt Galleri af forlorne, selvglade og selvtilstrækkelige Aandrigheder.
Pontoppidan er her inde paa den gamle Forskel mellem "at synes" og "at være", og han revser det, der blot tilsyneladende er noget stort. Flitterstadsen, der pynter, piller han af, og han siger: Se hvad det i Grunden er for noget.
Over denne Del af Pontoppidans Forfatterskab kan man skrive som Motto: "Det er Løgn, at …" – og saa følger den Afsløring, som Pontoppidan foretager i den paagældende Bog.
Som et andet Eksempel paa en saadan Afsløring af noget usandt kan man nævne Novellesamlingen Fra Hytterne. Da Pontoppidan skrev disse Noveller havde man i den danske Litteratur en meget smuk og romantisk Opfattelse af Livet paa Landet. Man kendte det f. Eks. fra Chr. Winthers Digtning. Livet paa Landet var Skælmeri og Idyl, og Kærligheden paa Landet var ren og ædel. Det var fra Præstegaardshaven, Chr. Winther havde betragtet det danske Land. – Pontoppidan kommer og siger: Ja, men det er jo Løgn, al Livet paa Landet er saaledes, – det er forkert, at alting er saare godt, saasnart man kommer fra Byerne, og han begynder derfor en sand og realistisk Beskrivelse af Kaar paa Landet, som Chr. Winther aldrig havde omtalt. Pontoppidan bruger ikke smukke Ord og delikate Vendinger, naar han skal beskrive disse lidet muntre Hytte-Tildragelser. Han fortæller ganske ligefremt uden at give Læseren en Nydelse i Tilgift ved velklingende Ordsammenføjninger eller ved Sætningskæder, der gratiøst knyttes til hinanden. I en Anmeldelse af nogle af disse Noveller tilraadede Anmelderen mulige Læsere "og navnlig Læserinder, om saadanne overhovedet kunne tænkes, paa Forhaand at forsyne sig med en Flaske Eau de Cologne og stænke godt omkring sig, da Bogens landlige Duft vistnok vilde falde alle dem for Brystet, der ikke havde deres daglige Gang paa Møddinger og i Svinestier."
Nogle af disse Noveller kan vi læse endnu; de er skrevet 43 ikke ud af et bittert Sind, men ud af et Sind, der nærer Medfølelse med de Mennesker, Skæbner rammer haardt. Blandt de bedste kan nævnes "Knokkelmanden" og "En Bonde".
Baade i Sandinge Menighed og i Fra Hytterne vil Pontoppidan korrigere gængse Opfattelser. Der raader nogle Meninger, siger han, der ikke er i Overensstemmelse med Sandheden, og saa afslører han Grundtvigianismen som forloren og Sværmeriet for Landlivet som falsk og ugrundet.
Jeg skal komme ind paa en af Pontoppidans store Romaner, hvori han ogsaa er ude med sit Krav om Sandhed – ude for at afsløre. Det er De dødes Rige, der kom i Aarene fra 1912-16.
Der optræder mange Mennesker i denne Roman. Og meget forskellige Mennesker er det. I een Henseende ligner de fleste dog hinanden: De er ikke lykkelige, men de bliver det snart … de bliver det nemlig, naar den og den Reform bliver gennemført, naar det og det System bliver almindeligt, eller naar de og andre naar det Maal, bag hvilket de mener, at Lykkens Land ligger.
Vi træffer i Bogen f. Eks. Politikeren Enslev, der vil bringe Lykken til sig og hele Samfundet blot han vinder sine politiske Sejre. Eller vi træffer Pastor Gaardbo, der deltager i "Magtstriden om Menneskenes Sjæle". Ogsaa han tror sig i Besiddelse af et Lægemiddel, der kan bringe Hjælp til den store, lidende Menneskehed; han prædiker: Blot man omvender sig til min Religion, blot man samler sig om Korset, saa kommer Lykken til Jorden. Ægteparret Kolding har ligefrem et Sundhedssystem, som de finder er det eneste saliggørende. Dr. Hagen, der ganske vist ikke særlig ivrigt missionerer for sin Sag, tror paa Lægevidenskaben, men tror til Gengæld ogsaa udelukkende paa den. For saa vidt typiske for Romanens Persongalleri er de saakaldte "Kravlere", som man kort hører om. De ser Aarsagen til al Livets Sorg og Elende i Menneskets oprejste Gang. For at vinde Paradiset tilbage skal man bevæge sig paa fire, i hvert Fald nogle Timer paa Dagen, saa faar de indre Organer deres naturlige Leje, og Resultatet bliver ukendt Velvære.
Saaledes tror Bogens Personer ved et eller andet Middel at kunne knibe uden om Dagliglivets Vanskeligheder og naa en frigjort, gnidningsfri Salighedstilstand. Hovedpersonen hedder Torben Dihmer. Han begynder med at tro 44 paa en politisk Kur, men opdager at det er en Blindgade. Han siger derefter i en Samtale med en anden: "Vi har rimeligvis begge to haft den samme naragtige Tro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den almindelige Indbildning, at der med hele dette højtidelige Apparat af Rigsdag og Statsraad kan udrettes nogetsomhelst til Gavn for Menneskene." – "Den Tro har du altsaa ikke mere selv?" – "Nej, du, det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine." – – Og saa trækker Torben Dihmer sig tilbage til sit Gods Favsingholm. Her lever han sammen med Dr. Gaardbo og dennes Kone Meta. Favsingholm indrettes som en Art Plejehjem. Dihmer siger særdeles karakteristisk, at skulde han sætte noget Skilt op over Favsingholms Port, saa skulde der staa paa det: Her lades Haabet ude! – De Ord kunde være Bogens Moral. Ikke skal man ved en eller anden Mirakkelmedicin lyve sig uden om Vanskeligheder og bygge sig falske Forhaabninger, men man maa tage imod Døgnets Tilskikkelser, som de kommer, man maa være "formælet med sin Skæbne som en Brud med sin Brudgom". I de dødes Rige har man sat sin Lykke i Pant bos Djævelen, og Kontrakten lyder paa, at man først faar den udleveret igen, naar man naar det Maal, man saa absolut vil halse efter. – Paa Favsingholm derimod, i de levendes Land, der lever man ikke for et eller andet Fremtidsmaal, men man lever "som om hver Dag var den sidste. Derfor blev alle Øjeblikke saa fulde af Betydning." Dr. Gaardbo arbejdede, Fru Meta fødte sine Børn, og hun gjorde det uden Maske, og Ungdommen spillede paa Skalmeje. Her er kort sagt: De levendes Rige.
Ogsaa i denne Roman er Pontoppidan ude med sit Korrektiv: "Det er Løgn, at …". Det er nemlig Løgn, at al det Lykkejageri, han saa omkring sig, skulde have noget særligt med Lykke at gøre. Nej, disse Mirakeldoktorer benytter falsk Reklame. Lykken kan man ikke sjakre sig til, den kan man blot haabe paa, naar man saa iøvrigt "formæler sig med sin Skæbne" og tager Sorger og Glæder i den Orden, hvori de indfinder sig.
– – –
I den skematiske Inddeling af de Ideer, som jeg mener Pontoppidan har gjort sig til Talsmand for, nævnede jeg efter Ideen om Sandhed som Nummer to Ordet "Ligevægt".
45 Naar Pontoppidan mange Steder i sit Forfatterskab gør et Forbillede ud af sit Sind, der er fri for al Hysteri og blottet for al overdreven Forgudelse af store Følelser, – som er ligevægtig og man kunde fristes til at sige dagligdags, saa skyldes det vel for en stor Del, at man i Litteraturen paa den Tid i særlig Grad ofrede til de store Lidenskaber og skattede religiøse Følelser. Bl. a. Drachmann og Johannes Jørgensen kan altsaa danne Baggrund for Pontoppidans Fremhævelse af det ligevægtige Sind.
Nogle Linier hentet forskellige Steder fra vil give Udtryk for denne Pontoppidans Indstilling.
Novellen Højsang er en Beretning, der lægges i Munden paa en Sprogmand, Magisier Glob. Han præsenterer sig først for Læserne, bl. a. saaledes: "Jeg er, hvad en forkvaklet og overspændt Tidsalder i mit fyrretyvende Aar har gjort mig til: et Menneske, der frem for alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt …" Og den samme Magister Glob slutter med at sige, at han "drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, der ikke forveksler Lidenskab og Hysteri, ikke skammer sig ved at vandre ud efter Næsen paa den gyldne Middelvej, ikke formastelig leger med de store Passioner for at udfylde Sjælens Tomhed …" – Eller Dr. Levin finder i Novellen Den gamle Adam, at Lykken er der, hvor intet har Magt til at forstyrre vor indre Ro, til at "hæmme det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeaanden opfylder sin Bestemmelse: Klarhed og Fred!" – Den kongelige Gæst kan i hele sin Længde ligeledes nævnes som et Eksempel, der er brugeligt her. Dens Ide er, at den fuldkomne Lykke nok trives bedst under Vindstyrke Nul. De store, løsslupne Følelsers Karneval frembyder et Uvejr, som Hjemmets Husalfer kun vanskeligt staar igennem.
– Ogsaa en af de store Romaner kan med Rette nævnes i denne Forbindelse. Det er Det forjættede Land, der udkom i tre Dele 1891-92 og 95.
Hovedpersonen i Det forjættede Land er ikke en Mand, hvis Sind og hvis Væsen kendetegnes ved en sund og rolig Ligevægt. Præsten Emanuel Hansted er tværtimod en sværmerisk Natur. Han er Søn af en højtstaaende københavnsk Embedsmand, men har valgt helt at bryde med det Millieu, hvori han er opvokset. Han bliver Præst og slaar sig ned paa Landet. Han sværmer for Naturen og for Livet og Befolkningen 46 her, for det oprindelige og ægte Bondefolk, ja, han gifter sig med en Bondes Datter, og lever som Præst paa Bønders Vis og er lykkelig. Saa dør en Dag hans lille Dreng, og han trækker sig derefter lidt mere tilbage fra sine Venner. Da Bondedemokratiet kort efter rammes af Estrups Provisorie af 1885, opfatter Hansted det som et Nederlag, der skyldes Slethed og Efterladenhed i Bøndernes Liv, og han revser dem. Samtidig aflægger han oftere Besøg hos den lille Bys Læge, vel navnlig fordi han længes tilbage til sit By-Millieu, og alt dette tilsammen fører med sig, at Befolkningen, hans gamle Venner, tilsidst vender sig mod ham og opsiger ham Huldskab og Troskab. Han synes nu ogsaa at faa Øje for, hvilken Forskel, der faktisk er mellem ham og hans Hustru Hansine, og hun foreslaar ham derfor at rejse til København med Børnene nogen Tid. Dette Raad følger han. Efter 1½ Aars Ophold i København vender han tilbage til sit Sogn. Han er nu besjælet af fantastiske Forestillinger om, at han skal prædike sit Evangelium paa Trods af, hvad andre siger – han skal prædike det "Verdens Børn til Forargelse", og han forkynder sin Lære om, at Lidelser er Guds Kærtegn. Ved et stort Møde, hvor han skal tale, glipper det imidlertid for ham: Modstanden mod ham og de Vanskeligheder, han iøvrigt mødte, kunde han ikke klare; han ender som sindssyg.
Det forjættede Land handler om en Fantast, der vilde virkeliggøre sine fantastiske Planer, men mødte Virkelighedens Vanskeligheder og derfor forulykkede. Sværmerisk betaget var han af Forhold, der var ham fremmede, men han forstod ikke ud fra en sund ligevægtig Indstilling at kalkulere med Virkelighedens Besværligheder, og derfor gik det galt. Der ligger denne Fordømmelse af Sværmeriet i Det forjættede Land, selv om man ogsaa fornemmer, at Pontoppidan har Beundring tilovers for sin Hovedpersons Uforfærdethed.
Modsat Emanuel Hansted er i Bogen en anden Præst, der kalder sig Pater Rüdesheimer. Pater Rüdesheimer er en Fjende af alle Vækkelsesretninger, af alt Sværmeri og Fantasteri, han priser derimod "Sindets glade Ligevægt", og han priser de gode, gamle Bønder, der blot trygt levede og døde i deres Fædres Tro, ukendte med alle fantastiske Narrestreger og religiøse Akkrobatspringere. "Ak, ja, den gamle, gode Tid! Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved 47 at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagsmorgen ude paa Landet, da Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; da … de pyntede Bønderfamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blankstriglede Heste … ikke for at høre interessant nyt af en "aandrig" Prædikant … men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde. En saadan Sjælenes Fred og Tryghed, en saadan Sindets glade Ligevægt er det, jeg ønsker os tilbage …"
Man vilde tage meget fejl, hvis man ud fra Pontoppidans Tale om Ligevægt i Sindet og ud fra hans Afstandtagen fra alle Former for Hysteri og Sværmeri vilde drage en Slutning, der gik i Retning af, at han værdsatte en jævn, en noget trangbrystet og slap Holdning. Nej, naar Pontoppidan taler om Sindets Ligevægt, er det blot, fordi han ikke ønsker at se Kanariefuglen skabe sig som en Ørn. Ørnen selv derimod skænker han sin Beundring, og det gør han, selv naar den har stækkede Vinger. Et Sted skriver han (ældre Udg. af Højsang), efter at have haanet Sværmeriet for de store Følelser, om en ny Slægt, for hvem de store Lidenskaber ikke er et uhyggeligt Delirium, men for hvem de "udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og rolig sejlende Flugt." Den tredie af de Ideer, som vi kan læse ud af Pontoppidans Forfatterskab, vil vi derfor med god Grund benævne Styrke.
Allerede i Novellesamlingen Skyer, der kom i 1890, haaner Pontoppidan den slappe og vege Bondedemokrat, der under den politiske Kamp i Provisorieaarene lod det blive ved de store Ord, ved larmende Møder og lange Resolutioner.
Ikke blot den stærke Vilje, men ogsaa den stærke, dybe oprindelige Følelse knæsætter Pontoppidan. Jeg skal nævne nogle enkelte Personer, hos hvem vi træffer den. Der er f. Eks. den ejendommelige Provst Hjort i Ung Elskov. Netop denne Mand henter Pontoppidan frem, da han engang i 1914 vil angribe den danske Kirke og dens Mænd. Paa Landets Prædikestole, siger han, ser man Mænd, der er, ak, saa retskafne og hvis borgerlige Vandel man aldeles ikke kan sige noget paa; de 48 hverken drikker eller spiller deres Indtægt bort eller andet sligt; men, spørger Pontoppidan, hos hvem af dem træffer man en "selvstændig indre Oplevelse af Betydning eller blot en virkelig dyb, personlig Grebethed?" … yderst sjældent støder man paa en Personlighed, der bærer Mærker efter en Korsfæstelse af Aanden eller Kødet, eller paa Udtryk for virkelig Glæde, den ægte og dybe Glæde, der alene vindes gennem Kamp og Lidelse." Gejstlige Tanker synes at være kommet til Verden i al Hyggelighed – ved en Pibe Tobak eller en Kop The.
Anderledes var denne Provst Hjort, som Pontoppidan har beskrevet efter levende Model. Fejlfri var han ikke. Han var en Elsker af Bordets Glæder, og ved de store Bryllups- og Barselgilder drak han baade Dram og sød Snaps og Kaffepunch. Han kunde ved saadanne Lejligheder endog blive nærgaaende overfor Kvinder og drikke, til han ikke længere sansede … Han blev ud paa Natten kørt hjem til Præstegaarden og i et Dækken baaret ind i et lille Staldkammer, der var indrettet til det samme. – Men til daglig var han anderledes. Han var da en saare myndig Mand, der sjældent gav sine Sognebørn mere end to Fingre. Allerede Dagen efter Gildet var han ogsaa en anden. Han kunde da "staa paa Prædikestolen som en sand Guds Stridsmand, lutret i Bøn og Anger, og tale saa varmt og hjertegribende, at Menigheden gik opløftet bort. Den præstelige Nimbus, han til daglig omgav sig med, faldt ganske af ham, og han stod der i sin nøgne Menneskelighed, en arm og usselig Synder for Gud og vor Frelser. Taarerne strømmede ned ad hans Kinder, og hans Stemme hævede som et angrende Barns, naar det staar for sin Fader."
Denne oprindelige Styrke og Ægthed i Følelserne, som vi møder hos Provst Hjort, kender vi ogsaa hos en anden Bamse af en Præst, nemlig hos ham, der er Hovedpersonen i Fortællingen Isbjørnen. Der er ikke nogen Fortælling af Pontoppidan, hvor man som i Isbjørnen mærker Forfatterens Glæde ved at beskrive og berette. Han har holdt af den stærke, oprindelige Bjørn. –
Pontoppidans Hovedværk er den store Roman Lykke-Per. Lykke-Per handler om et Menneske, hvis Følelser netop savner den formaaende Styrke – et Menneske uden Lidenskab, uden Selvopholdelsesdrift, et Menneske, der nok er stærk i 49 Trods, Selviskhed, Egensindighed og lignende negative, bremsende Egenskaber, men som savner den positive, stormende Higen, den fortærende Længsel, den uforfærdede Handletrang, der ikke helmer før Resultatet kommer lyslevende frem i Dagen.
Gangen i "Lykke-Per" er kort fortalt denne:
Per Sidenius vokser op i en Præstegaard, hvor Livsglæden har saare trange Kaar. Faderens Strenghed hæmmer hans Livsudfoldelse, og Per vender sig derfor i Trods mod Hjemmet. Da han skal vælge Livsstilling, vælger han paa tværs af Slægtstraditionen og vil være Ingeniør, og han begynder sit Studium i København.
Han skal nu til at overveje, hvad der skal være hans Livs Indsats, Undskyldningen for hans Eksistens. Han udtænker et stort Projekt, der skal gøre Vestjylland til Nordeuropas Handelsplads, og som skal udnytte Kraften i Bølgeslaget ved Kysten. Det er en fantastisk Plan, men den synes dog ikke at være uden Bund i Virkeligheden.
Da imidlertid det store Projekt er ved at blive til Virkelighed med Pengemænds Assistance, viser det sig, at Lykke-Per taber en god Del af Interessen for det. Da han tilmed kommer ud for nogle Vanskeligheder, kommer Trodsen og Egensindigheden op i ham, og han spolerer de Muligheder, der ellers forelaa for at faa Planen realiseret. Han er ikke den Mand, der ægges af Vanskelighederne, og som med hed Lidenskab gaar ind i Kampen for sin Ide, fordi den tjener hele Nationens Vel. Han har drømt og fantaseret om sit Projekt, det har han, og det synes egentlig at være ham nok.
Han kom ellers saa vidt, at han blev forlovet ind i en rig, jødisk Grossererfamilie, hvor han iøvrigt traf netop den uhæmmede Livsnydelse, som han havde savnet i sit Hjem. Han blev forlovet med Jacobe Salomon.
Arven derhjemme fra Præstegaarden, som han saavidt muligt havde søgt at skille sig af med, synes imidlertid at sidde urokkelig i ham. Den livsfornægtende Sideniusarv er – uafvendeligt – ogsaa hans. Og Barndommen begynder med sine kaldende Stemmer at faa mere Tag i ham, især da hans Far og Mor dør. Han staar da lige foran en Rejse til Amerika, hvor han skal forbedre sit Projekt, men han drages uimodstaaeligt hjem til Jylland, til sine Barndomsegne. Her træffer han Pastor Blombergs sødladne og glade Kristendom, 50 og den minder ham i al Fald lidt om hans Faders Religion, – og han gifter sig med Præstens Datter. Den store Plan opgav han – og han trøstede sig med Mindelser fra den Tid, da han var Barn hjemme i Præstegaarden. "Han drukned sin Sorg og fandt sin Trøst paa Bunden af Sagosuppen." Der er i denne Lykke-Pers Vandren-hjem ikke nogen stærk Lidenskab. Det er ikke som hos Ibsen i Per Gynt "en vild, uendelig Klage, det at gaa indad, gaa hjem og tilbage". Nej, det synes snarere al være et Forsvar for hans Passivitet, og han skaffer sig da heller ikke Fred.
Han er nu gift, og han faar Børn. Som de vokser til, opdager han, at Sideniusarven sidder saare stærkt i ham, saaledes at heller ikke han evner at komme i et umiddelbart og frit Forhold til sine Drenge. Han synes altsaa at kunne ødelægge noget hos dem. Hans ældste Dreng begynder allerede at frygte ham. For at undgaa at gøre Skade skiller han sig fra Hustru og Børn og trækker sig tilbage til Ensomheden som Vejassistent i det mest øde og fjerne Vestjylland.
Hvad han her lærer, er – blot det – at blive fri og uafhængig. Han bliver uafhængig af Syndsbevidsthed, af sin Ungdoms Begær efter Ære, af Lidelsen, som han opfatter som et Gode, og han bliver uafhængig af Frygt for Gud. Saaledes dør han.
Hans Friheds- og Uafhængighedsfølelse til Slut er for saa vidt et Resultat; men vi kan sige: Der skulde han egentlig være begyndt. Fri af alle hæmmende Baand skulde han have paabegyndt sit Liv i det menneskelige Fællesskab, uafhængig af Frygt og Begær. Han skulde have sagt Ja til Livet og have levet det mellem andre; men saa vidt naaede han aldrig. Det savnede han Styrke til.
Lykke-Pers Livskurve bevæger sig fra Begyndelsespunktet ned under Nullinien, bugter sig og naar lige at komme op til denne Linie igen, inden den afsluttes.
Lykke-Per er Romanen om en Mand, der savnede den stærke, livsbekræftende Lidenskab, der vendes udad mod Handling i det menneskelige Fællesskab.
Han tilhørte de svage Fantasiers lettilgængelige Drømmeverden – han kunde ikke leve Livet, som det virkelig leves mellem Mennesker. I dette Stykke lader Pontoppidan Lykke-Per ligne hele det danske Folk. Det hedder i Romanen:
51 "Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig – han var dog Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og det frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, der først levede rigtig op i Skumringen, naar de sad paa deres lille Jordtue og fremkoglede straalende Syner i Aftenskyen til Trøst og Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder, med et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk, der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, saasnart Morgenhanen galede." –
Pontoppidan skrev sjældent Vers. Et Vers, som han har vedkendt sig, falder ligesom Lykke-Per i Traad med denne sidste af de tre Ideer, som jeg har ment at finde i Pontoppidans Værker. Det taler om Styrke. Det findes i Højsang og lyder:
Luft op, du salte Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav
og væk endnu engang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld.
Johannes Rosendahl.
