Præsten Dines Pontoppidan
Dines Pontoppidan, Søn af Sognepræsten Børge Pontoppidan og Hustru Mette Marie Jansen, fødtes 1814 paa den i Farvandet mellem Sjælland og Falster liggende Ø, Bogø, der er beboet af Landmænd, Sømænd og Fiskere. Efter Skolegang i Nykøbing paa Falster og theol. Embedsexamen 1837 arbejdede han et Par Aar som Lærer, sidst ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, men bestemte sig allerede som 26aarig ung Mand til at tage Stillingen som Skibspræst paa Fregatten Bellona, der i 1840–41 skulde paa et længere Togt til Sydamerika omkring Kap Horn.
Muligt er det Barndomstidens Fortrolighed med Søen og dens Mænd, der har bidraget til, at den unge Theolog tog en saa frisk Beslutning; utvivlsomt har i hvert Tilfælde dette længere Ophold i en Lilleverden af Mennesker tilhørende samme Vaabenart og denne Stilling som det samlende Element overfor Officerer og Mandskab tjent til at frigøre og udvikle naturgivne Anlæg hos den unge Præst.
Sønnen, Pastor emeritus Morten Pontoppidan har i en Afhandling om sin Fader (Præstehist. Samlinger 1929, 97) meddelt flere af dennes Optegnelser under Rejsen. De viser ham som den Mand, der allerede da staar paa egne Ben overfor de Personligheder og Oplevelser, der møder ham. F. Ekspl. da Fregatten ankrer op ved Bahia, hvor Brasiliens Erkebiskop residerer. I sit lutherske 196 Præsteornat aflægger D. P. den romersk-katholske Højærværdighed et Besøg og indlader sig bl. a. med ham i en Behandling af Differenspunkterne mellem de katholske og protestantiske Dogmer: "med den gensidige Erkendelse af" siger han, "at vi dog var enige i det store Punkt og Brødre i Kristo". Skibspræsten besøger ogsaa et Munkekloster, hvor han modtages hjærteligt. Han blev helt indtaget i flere af de unge Gejstlige og Munke, der flokkede sig om ham: "Jeg glemmer aldrig", skriver han, "det kærlige Sind, med hvilket de tog mig op i deres Klosters Skød; jeg glemmer aldrig det sidste Haandtryk, jeg til Afsked tog af hver især; det udtalte paa den ene Side, at vort indvortes Liv havde mange beslægtede Sider, men paa den anden Side de forskellige Veje, ad hvilke vi levede i den samme Herres Tjeneste".
Den Frimodighed, Selvstændighed og Fordomsfrihed, som D. P. her lægger for Dagen, er Karaktertræk, som siden følger ham, hvor han færdes. En anden Oplevelse paa Rejsen viser, hvor flittigt han bruger sine Øjne, og hvor hurtigt han gennemskuer 197 Skin og Blændværk, hvor det forsøger at skjule indre Tomhed og Aandsfattigdom. Det er i Valparaiso, hvor han faar Øje paa et Hus med den Titel: "Instituto de Valparaiso". Institutsbestyreren, som bliver opmærksom paa, at den fremmede Mand interesseret betragter Huset, beder ham forekommende træde indenfor, og Præsten maa beundre Skolens fortrinlige Udstyr og Materiel, men da Forstanderen giver sig til at udvikle om Skolens Historie og Lærefagenes Omfang, bliver Præsten mistænksom baade overfor hans Kvaliteter og Skolens Præstationer. Da Forstanderen har opramset den lange Liste over Skolens Undervisningsfag, deriblandt Logik og Filosofi, hvori han (Forstanderen) selv underviste, tager D. P. sig for at forhøre ham lidt angaaende hans filosofiske Anskuelser og Metoder, men bliver snart overbevist om, at Manden hverken vidste, hvad Logik eller Filosofi var og søgte hurtigt at undgaa al videre Indtrængen i dette Mysterium.
Sønnen, Morten P., bemærker træffende, at "dersom denne Institutbestyrer har ventet at kunne imponere den Fremmede 198 med sit Udstyr og Apparat, da har han taget Fejl af sin Mand. Naar D. P. satte sine sammenknebne Øjne paa en Ting, saa han igennem, og han gik ikke af Vejen for at tage Folk i Skole og anstille en maaske endog ret skarp Examination."1 –
Atter betegnende Karaktertræk. Ærlighed og Aabenhed tager ham om Hjærtet, hvordan det saa end har sig med Dogmatiken og Konfessionen, men møder han Hulhed og Upaalidelighed, da bryder han af og gaar sin Vej.
Enhver, der kom i Forbindelse med denne Præst, kunde ikke undgaa at bemærke hans Intelligens og saa det, som man sjældnere faar med at gøre – en aandelig talt uafhængig og fast bygget Personlighed. Lærte man ham bedre at kende, da fik man at vide, hvor denne Uafhængighed og Fasthed havde sin Kilde.
D. P. har ofte i Kirken, vel endnu tiere i Samtale, henvist sine Medkristne til Lønkammeret, hvor et søgende, spørgende Menneske til enhver Tid kan faa Ham i Tale, den eneste, som kan sige det forløsende Ord og give Barmhjertighedens gode Raad. Det Sted kendte han. Allerede ombord paa Fregatten havde han ifølge Dagbogen øjensynlig hver Dag gjort sin lille Kahyt til denne fredlyste Plet, hvor han hentede det uundværlige, som Kristne kalder Guds Velsignelse.
Naar man mødte denne høje, næsten asketisk magre Skikkelse med den faste Mund og det iagttagende, gennemtrængende Blik, da var det dette sidste, som tog Opmærksomheden. Saa mange Aar efter hans Død staar hans mærkelige aarvaagne Ansigt for mig, og disse Øjne taler til mig om et Menneske, der kunde dø paa Sandheden af sin Kristentro, fordi han hver Dag havde levet i den og fra Lønkammeret kendte dens Magt.
Første Gang Undertegnede kom i Forbindelse med D. P., dengang Sognepræst ved St. Mortens Kirke i Randers, var da jeg i 15aars Alderen gik til Konfirmationsforberedelse hos ham sammen med Sønnen Knud Børge. Vi var Klassekammerater i Skolen, og Præsten gav os to særlig Undervisning om Aftenen, for at vi ikke skulde forsømme vort Skolearbejde.
Det blev mærkelige Timer, disse gentagne Forhandlinger mellem de to Skoledrenge i Lømmelalderen og den i Religionens 199 Lærdomme helbefarne Præstemand. Det første, der skete, var, at Præsten forfærdedes over vor Uvidenhed og totale Mangel paa Forstaaelse af de dogmatiske Forklaringer, og det fik vi gentagende at vide gennem hans skarpe Tilrettevisninger og hæftige Paatale af vore ubehjælpsomme Svar. (Da jeg engang fortalte Forfatteren Jakob Knudsens Fader, Sognepræsten i Lejrskov, om denne Katekisering i Randers Præstegaard, der unægtelig ikke bidrog til, at vi Drenge samlede vore Tanker bedre, udbrød han: "Ak, hvor jeg kender mig selv i det, De der fortæller. Det er som jeg fik mit eget Skudsmaal at høre for min Hastighed og Utaalmodighed over for Børnene, der nok kan føle ved de religiøse Sandheder, men er ude af Stand til at klare for sig selv og andre, hvad de betyder"). – Men naar Præsten saaledes havde "taget Pippet" fra os og givet os eftertrykkelig Uduelighedsattest, da skete der noget andet, som har gjort disse Timer uforglemmelige for mig. Saa tog han nemlig selv fat, og vi fik hans egne klare Tanker og Betragtninger over det foreliggende Æmne i Testamentet, og da glemte jeg for mit Vedkommende alt det foregaaende, som forøvrigt aldrig indeholdt nogen Haan eller Brod, der satte sig fast. Jeg hørte efter, og ikke blot flygtigt bevarede jeg, hvad jeg i disse Timer lærte, det ved jeg bl. a. deraf, at da jeg siden som Ungdomslærer fik at gøre med Israels Historie, kom det mig tilgode, at jeg under min Konfirmationsundervisning havde faaet en saa aandfuld Behandling af de profetiske Skrifter, særlig de messianske Spaadomme, at den endnu stod levende for mig. –
Der var unægtelig Knaster i det Egetømmer, som denne særegne Præstemands Karakter og Væsen var skaaret af, og han havde Kanter, som Godtfolk let kunde støde sig paa. Hans skarpe Blik og kritiske Sans i Forbindelse med et til Tider irritabelt Temperament kunde lægge ham Ord i Munden, som føltes haardt af den, de ramte, men der var den formildende Omstændighed ved hans Tilrettevisninger, at de blev givne uden Hensyn til Personsanseelse og var derfor nok saa frygtede af Stedets Honoratiores som af den jævne Mand.
200 Som Exempel kan nævnes, at han, som selv mødte præcis ved de Kommissions- og Styrelsesmøder, han havde med at gøre, ogsaa forlangte, at andre skulde gøre det samme. Et Medlem af Skolekommissionen, en Herredsfoged med et fornemt Navn, tillod sig gentagende at komme for silde. En Dag, da han atter var forsinket og gav en Undskyldning, fik han det Svar fra D. P.: "Undskyldninger kan være meget gode, men de kan ikke bringe mig min tabte Tid tilbage!"
I Forbindelse med denne Strenghed, som vel ret beset udgik fra Pligtfølelse og Ordenssans, maa ogsaa nævnes den myndige Maade, hvorpaa han ved Lejlighed kunde optræde saavel i Privatlivet som i Embeds Medfør. Om den kunde det nok siges, at den var ham i Kødet baaren og var for saa vidt en Slægtsarv. Men hermed er vi for D. P.'s Vedkommende ingenlunde færdige med Vurderingen. Den var, eller rettere, den blev hos ham en Aandsmyndighed, knyttet til Sandhedskærlighed og Ærbødighed for Kirkens og Embedets Værdighed. Stiftsprovst Fr. Helweg har fortalt Pastor Morten P. følgende betegnende Optrin i Vor Frue Kirke i Odense, hvor D. P. prædikede en Søndag, da en Afdeling Militær under en Officers Kommando var kommen ind i Kirken. Under Salmen efter Prædikenen rejste Officeren sig og vilde kommandere sit Mandskab ud. Men da gik Præsten rolig ned til Officeren, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde: "Er De saa god at vente, til jeg er færdig!" (altsaa til Gudstjenestens Slutning). –
Men lige saa ubehageligt D. P. kunde virke paa visse Mennesker som Følge af sin resolute og uforbeholdne Paatale af det, som vakte hans Mishag, ligesaa mærkelig mild og indtagende kunde han være, naar han mødte det hos Mennesker, som tiltalte ham. De fik at mærke, at der ved Siden af Strenghed og Myndighed var et varmt og medfølende Sind i denne Præst, og mange af dem erfarede tillige, at Myndigheden dog først gjorde sig ret gældende, naar der var Tale om at give Trøst eller bringe Hjælp.
Med Hensyn til det sidste maa jeg meddele et Træk, som viser begge Sider af Myndigheden i D. P.'s Væsen og Handlemaade. 201 Min lidt ældre Broder Karl var Kammerat i Skolen og Ven af ovennævnte næstældste Søn i Præstegaarden, Morten P. Da min Broder havde taget Realexamen, maatte han paa Grund af Faderens Formuesomstændigheder give Afkald paa at gaa ad den studerende Vej. Han skulde uddannes til dansk Jurist og blev da foreløbig anbragt som Skriver paa et Herredskontor. Det viste sig snart, at hans Anlæg og Tilbøjelighed ikke gik i Retning af det juridiske, hvorimod han ikke var saa ilde til at skrive Vers og lave Karikaturtegninger af de Personer, som optraadte under Retsforhørene. Han og Vennen Morten blev da tilsidst enige om, at han igen maatte ind paa Studeringerne, og Morten tilbød at give ham Begyndelsesgrundene i Latin og saa? – ja de var jo begge i den Alder, da man har Lov til at nære dristige Forventninger om det, som "nok skal vise sig".
Det viste sig da ogsaa, men rigtignok foreløbig paa en noget anden Maade, end de havde tænkt sig. Allerede i en af de første Undervisningstimer havde Præsten faaet Nys om, hvad der foregik paa Mortens Værelse, og pludselig stod han over dem og læste med strenge Ord og Miner min Broder Texten, fordi han kom og tog Mortens kostbare Tid til noget Narreri, som ingenting førte til. Saa var den Boble bristet for de to Sammensvorne. Men hvad gjorde Præsten? Han gik antagelig ind i sit Lønkammer, han "gik i sig selv"; thi sikkert er det, at han straks efter opsøgte en rig Købmand i Byen, hvis Hjælpsomhed overfor Smaafolk han kendte og havde Tillid til. Denne Mand satte han ind i Sagen, og paa den Maade lagde han det hele til rette for min Broder saaledes, at han fremtidig kunde følge en planmæssig Undervisning, der førte ham til Maalet. Det bør tilføjes, at min Broder, efter at have taget sin theol. Examen, en kort Tid blev D. P.'s Medhjælper i Præstegerningen i Randers, senere fik han samme Stilling hos Valgmenighedspræsten Vilh. Birkedal i Ryslinge, og efter dennes Afgang blev han selv Valgmenighedspræst i over en Menneskealder, lige til sin Død. De, der fulgte hans Virksomhed, vil vist indrømme, at her var et Tilfælde, hvor D. P.'s Hjælpsomhed var medvirkende til at faa et ungt Menneske sat ind paa den for ham rigtige Vej.
202 Her er saaledes et – og utvivlsomt et iblandt mange – Exempler paa, at der bagved Kanterne i D. P.'s Optræden var en redebon Vilje og en resolut praktisk Ævne til i det ubemærkede at give raadvilde Mennesker en virkningsfuld Haandsrækning.
Som Ven af den tredjeældste Søn Knud fik jeg i de Aar, da vi var Skolekammerater ofte Lejlighed til at besøge Præstegaarden og faa et Indtryk af Livet der. Det staar for mig som et tarveligt, men altid hyggeligt og gæstfrit Hjem, hvor man mødte Præstefruens venlige Smil og livlige Deltagelse i Samtalerne om Tidens æstetiske, politiske og religiøse Brydninger, som allerede dengang (i Slutningen af tresserne) var paa Bane i Præstegaarden. Saa vidt det nu staar klart for mig, lod Fruen hurtigt høre fra sig, naar hun havde en afvigende Opfattelse af den, der kom til Orde i Selskabet, ogsaa naar den ikke var i Overensstemmelse med Præstens.
Huset var stort og Børneflokken talrig, men det forhindrede ikke, blev der sagt, at hun vedblev at være sin Mands Raadgiver og Medhjælp saavel i hjemlige som i kirkelige Sager. Og som det blev sagt ved hendes Grav af dem, der stod hende nærmest, var hun Centrum i sin Kreds, og det var hendes Vilje at holde sine mange Børn godt sammen om det gamle Hjem baade før og efter Præstens Død.
En af Sønnerne udtalte: Paa den Sten, der blev rejst over Fader, staar: "Gud velsignede ham, og han blev til Velsignelse." Det kan ogsaa godt passe paa Moder.
D. P.'s faste Tilhørerkreds i Kirken, som vel aldrig blev særdeles talrig, var fra alle Samfundslag og Dannelsestrin, og den satte ham højt baade som Prædikant og Personlighed. En noget mindre Kreds, væsentlig Folk i jævne og beskedne Kaar, samledes med ham til ugentlige Aftenmøder i Kirkens Sakristi eller i Præstegaarden til opbyggelig kirkelig og folkelig Oplysning i Forbindelse med Indøvelse af den nye Menigheds- og Folkesang, som i de Aar gik over Landet. Navnlig var Deltagerne i disse Sammenkomster ham hengivne. De saa op til ham som den rigt begavede Sjælehyrde, der pligtopfyldende 203 og uafhængig af Menneskegunst eller Dadel udførte det ham betroede Hverv.
Angaaende D. P.'s kirkelige Udvikling og Anskuelse, da maa man vist tage de to Ting i Betragtning, at han med Aarvaagenhed overfor Tidens aandelige Strømninger forbandt en udpræget indre Tilskyndelse til kritisk Prøvelse af de Ideer og Lærdomme, som disse Strømninger førte med sig. Noget af det, der vakte Anstød hos mange, var just denne Tilbøjelighed hos ham til Modsigelse, Oppositionstrangen, navnlig over for de absolute Meninger og Standpunkter. Stemningsvirkning var ikke hans Styrke i Samtale eller Prædiken, snarere den Magt, der ligger i klar Redegørelse af en Sag, naar man har set og behandlet den fra mere end en Side.
Derfor kunde D. P. vanskelig blive absolut Tilhænger af denne eller hin Anskuelse eller "Retning", som var oppe i hans Tidsalder paa kirkeligt Omraade, men dette forhindrede jo ikke, bidrog vel snarere til at fremme den aandelige Bevægelighed og Udvikling hos ham henimod rigere og friere Livssyn.
Pastor Morten P. mener i den foran nævnte Afhandling, at hans Fader som ung Præst stod i ret inderligt Discipelforhold til sin Universitetslærer, Professor H.N. Clausen, og at Biskop J.P. Mynster har været hans – som mange samtidige Præsters – Forbillede som Prædikant.
Gaar man til D. P.'s offentliggjorte Smaaskrifter, da er der navnlig to, som utvivlsomt har tildraget sig Opmærksomhed i Præsteskabet og i kirkelige Kredse.
Det ene: "Kirkelige Taler til Præster og Lægfolk", er fra 1849, da han i 6 Aar havde været residerende Kapellan ved Domkirken i Ribe, og de fleste af Talerne er holdt ved Præsteindvielser. Der er Opbyggelse og Evangelium i dem alle, men der er ogsaa haard Anklage og Revselse af Præsters, Menigheders og Myndigheders Forsømmelser, Verdslighed og Overgreb i disse Taler. Man frigør sig ikke under Læsningen fra den Formodning, at de er bleven til under Paavirkning af Søren Kierkegaards Forfatterskab, der just udfolder sig i disse Aar; thi det, som D. P. bestandig tilsigter, er at vække Samvittigheds- 204 og Ansvarsfølelse hos den enkelte Præst og Menighed overfor den Ligegyldighed og Letsindighed, hvormed Guds Ord og Naademidler omgaas af Nutidens "Kristne". Det er en Indskærpelse af Inderligheden i Gudsforholdet, altsaa det samme stærke Krav, som lyder gennem alle S. K.'s Skrifter.
Det andet lille Skrift af D. P. er af en væsentlig anden Karakter, men er ligeledes blevet til under Opholdet i Ribe, nemlig 1853. Det bærer Titlen: "Vejledning til Bedømmelse af Opvækkelsen i vore Dage".
Forfatteren lægger i dette Skrift for Dagen, at han er bleven opmærksom paa den gudelige Vækkelse, som han ifølge sit foregaaende Skrift har savnet, men af Hjærte har ønsket og haabet maatte komme. Han glæder sig over den rejste aandelige Bevægelse, der betyder, at "Kampen mellem Mørket og Lyset er bleven aabenbar", og at mange i Folket har kendt sin Besøgelsestid, men han gør nu opmærksom paa, at "Vækkelsestider er farlige Tider". (Han brugte engang i Samtale med Undertegnede det forstærkede Udtryk: "vakte Mennesker er farlige Mennesker!") Faren er, mener han, at de Opvakte mangler almenmenneskelig og kristelig Oplysning. Derfor kan de i Blinde rives hen og blive Bytte for falske Profeter. De savner sikker kirkelig Grundvold og er blottede for alle Vaaben til at værge sig mod forføreriske Aander. Han nævner flere af de uheldige Virkninger, der har vist sig for hans Iagttagelsesævne af disse pludselige Stemningsomvendelser og Følelsesgennembrud uden tilsvarende Selvprøvelse og Dømmekraft, f. Expl. den snæversynede Skriftklogskab, Ensidigheden, Dømmesygen, Selvgodheden… Skriftet er tilegnet den danske Præst i Aabenraa, senere i Middelfart, Andr. Peter Leth, der var bleven D. P.'s Ven under hans Ophold som Adjunkt ved Latinskolen i Ribe. Pastor Leth var en varm Tilhænger af Grundtvig, og ved ham fik D. P. den Forbindelse med de grundtvigske Kredse og Præster, som havde saa afgørende Indflydelse paa hans senere Udvikling og Virksomhed. Man maa vel nok betragte D. P. som en af Grundtvigs Disciple, men ingenlunde som en af hans svorne Tilhængere. Det forbød sig selv i Kraft 205 af hans ovenfor omtalte Selvstændighedstrang og kritiske Sans. Noget typisk Udtryk for "den glade" Kristendomsforkyndelse blev han i hvert Fald ikke, men han følte sig aabenbart bedst hjemme iblandt Mennesker, der forbandt en naturlig levende Deltagelse for al menneskelig Oplysning og Dannelse med en ærlig og tilforladelig Kristentro. Hvorledes han forholdt sig til den grundtvigske Lære om Trosbekendelsen ved Daaben som et Ord fra Herrens egen Mund, tør jeg ikke udtale mig, da jeg ikke mindes at have hørt ham bringe dette Spørgsmaal paa Bane i Prædiken eller Samtale.
Frugtbar kirkelig Forfatter blev D. P. ikke. Men naar han greb til Pennen, følte man, som naar han talte, at han havde noget paa Hjærte, og han fik det udtrykt med Klarhed og Myndighed. Derimod mærkede man kun svagt det stilistiske Mesterskab og den poetiske Ævne, som førte de skrivende Sønner frem i første Række af danske Forfattere i vore Dage. (Om den af dem, som nærmest fortsatte i Faderens Spor, udtalte saaledes den svenske Kirkes Ærkebiskop, Søderblom, for nogle Aar siden til Undertegnede: "Pastor Morten Pontoppidan er ubetinget Nordens ypperste kirkelige Skribent i vor Tid.") – Men har Sønnerne – enhver paa sit Felt – bragt det vidt, og bidraget til at gøre Navnet Pontoppidan æret ogsaa i vort Slægtled, da bør vi ikke glemme Faderen med den faste Mund, det myndige Ord og det ærlige Hjærte.
Farum, Juni 1930.
Alfred Povlsen
