Forplantningslærens ABC

3

Indledning

[Af Erik Pontoppidan]

Læren om Kønslivet og de dermed forbundne Foreteelser har hidtil været og er desværre endnu en overskygget Egn i vort Samfundsliv, hvor Oplysning og Klarhed altid har havt vanskeligt ved at trænge hen. Ikke mindst ligeoverfor Børnene og den opvoxende Ungdom have de naturlige Veiledere, Hjemmet og Skolen, ganske vanrøgtet deres Pligt; de ere gaaede af Veien for Vanskelighederne istedenfor at tage Opgaven op, og de have ved denne Forsømmelse paataget sig et stort Ansvar.

En saadan Opfattelse af Stillingen er nu, som venteligt var i Oplysningens Tidsalder, endelig gaaet op for alle, som tænke over eller beskæftige sig med disse Spørgsmaal. Alle indse, at der hidtil er handlet ilde med Børnene paa dette Punkt, men staa endnu famlende og usikkre ligeoverfor den nye og vanskelige Opgave, som ligger for. Der er vel nok Enighed om, at Opdragelsen bør tage Kjønslivet 4 med ind under sig, at den skylder Børnene en passende Belæring og Forklaring ogsaa paa dette Omraade; men hvorledes, under hvilke Former og paa hvilket Tidspunkt Oplysningen bedst og heldigst bibringes, derom samler Usikkerheden sig, derom spørge Forældre, Lærere og alle, som erkjende Opgavens Betydning.

Med Hensyn til Løsningens "Hvorledes", til den Fremgangsmaade, den Methode, der maa anvendes, da synes denne simpelthen at maatte være ganske den samme, som gjælder for ethvert andet naturvidenskabeligt, fysiologisk eller hygieinisk Spørgsmaal, som uden nogen Art af pikant eller mystisk Tilsløring maa og kan udvikles og forklares for den opvoxende Slægt, saavidt dens aandelige Standpunkt tillader det. Belæringen maa som ved ethvert andet Fag tilpasses efter Barnets eller Ynglingens Udviklingsstandpunkt, og gradvis stige fra de rent elementære Forudsætninger til den videregaaende Oplysning om Kjønslivet og dets Sundhedslære, som det er nødvendigt at medgive Ynglingen og den unge Pige paa Tærskelen til den voxne Alder.

Man vil dernæst spørge: hvem skal meddele denne Belæring? Hvad den sidste, hygieiniske Del angaaer, da lægges denne maaske bedst i Lægens 5 Hænder; men iøvrigt maa den egentlige, fysiologiske Kønslære, Læren om Livsyttringerne paa dette Omraade, ganske sikkert paahvile Skolen, ligesom al anden Naturvidenskab. Kun de første Begyndelsesgrunde, Besvarelsen af de allerførste Spørgsmaal, ville naturligst tilfalde Forældrene, for saa vidt deres og Hjemmets Dannelsestrin har Betingelserne for en heldig Opfyldelse af denne vanskelige Opgave.

Og her komme vi da til det sidste Spørgsmaal: hvornaar skal denne Belæring og Forklaring begynde? Her maa selve Barnets Natur give os Svaret. Alle Forældre vide, at der for ethvert Barn kommer et Tidspunkt, hvor det begynder "at spørge". Det spørger ustandseligt, om Alt mellem Himmel og Jord, og denne Spørgesyge, saa ubekvem den kan være, er jo kun Barnets naturlige Trang til at skaffe sig Oplysning, til at forstaa. Selvfølgeligt spørger det ogsaa om et Fænomen som Forplantningen, Tilblivelsen, spørger om, hvorfra det selv eller hvor den lille Broder kommer fra, hvad det vil sige at blive født, og meget andet lignende. Hvad Slags Svar faaer det da som Regel? Saasnart Barnet i sin oprindelige Naturlighed ganske uskyldigt berører disse Emner, afvises det med Formaning om, at sligt taler man ikke om, det er 6 noget, som ikke saadan kan forklares; eller det afspises med den dumme og begrebsforvirrende Historie om "Storken". Meget hurtigt lærer den lille Spørger instinktsmæssigt, at det ikke passer sig at komme til Fader eller Moder om saadanne Ting; det søger til mindre rene Kilder om Oplysning, og, hvad der er det værste, Grunden er lagt til det mystiske Slør, det Fortielsessystem, som fremtidigt skal omgive alle de Forhold, som vedrøre Kønslivet, og som for hvert Aar der gaar, gjør det vanskeligere at behandle disse Emner med Frihed og Naturlighed ligeoverfor de Unge.

Derfor burde det være en Regel for forstandige Forældre og Opdragere: Svar Barnet strax og fra første Færd sandfærdigt og ligefrem og oplys det, saavidt det kan forstaa og fatte, hvad der tales om. Jo før Barnet kan ledes ind paa en saadan Behandling af Emner, der i og for sig ingenlunde og særligt ikke for smaa Børn behøve at medføre nogen Sandsepirring, desto lettere vil ogsaa senere et gavnligt og nødvendigt Oplysningsarbejde kunne gjennemføres paa den heldigste og bedste Maade.

Dog er Opgaven helt igjennem vanskelig, og den kræver fin og overlegen Takt fra Opdragerens Side, maaske ogsaa intellektuelle Betingelser og Kundskaber, som ikke alle ere i Besiddelse af.

7 Derfor vil vistnok en Anvisning, en Ledetraad være velkommen for mange, Forældre og Lærere, som ønske at bryde Isen, men som maaske ikke kunne finde passende Form og Udtryk. I alt Fald har jeg fra forskjellige Sider modtaget Opfordringer og Ønsker i den Retning, og da den foreliggende lille Bog, blandt de mig bekjendte Fremstillinger af denne Art, forekommer mig at have løst Problemet paa den mest tiltalende Maade, har jeg foranlediget Fremkomsten af en let bearbeidet Oversættelse, foretagen af en Kvinde og Moder, som forstaar at tale Børnenes Sprog. Jeg medgiver den hermed min bedste Anbefaling.

Dr. Erik Pontoppidan.

9

I.

Mit kære Barn, Marie fortalte mig i Aftes, at Du havde spurgt hende, hvor de smaa Børn kom fra. Hun mente, at jeg maaske bedre end hun kunde forklare dig det.

Jeg vil begynde med at fortælle Dig om Dig selv, hvorledes Du for omtrent seks Aar siden kom til os som et lille hjælpeløst Barn – ligesaa hjælpeløs som Din lille Broder, der knap er tre Uger gammel endnu.

Du har allerede glemt alt fra den Tid, da Du var saadant et lille Barn, ti Hukommelsen maa først vokse ligesom Legemet, og vi kan sjeldent huske noget fra Tiden, før vi blev tre Aar.

10 Naar man siger, at et Menneske er saa og saa gammelt, vil det sige, at det er saa og saa mange Aar siden, at vedkommende var et lille nyfødt Barn. Din Fætter Christian t. Eks., der er saa stor og stærk, og som Du saa gerne vil lege Hest med, fordi han kan bære Dig næsten lige saa godt som en rigtig Hest, er akkurat 20 Aar gammel; det vil sige, at det kun er 20 Aar siden, at han var et skrøbeligt lille Barn.

Bedstemoder, som nu er 62, var selv for 62 Aar siden kun saadant et lille Barn, og hendes Moder plejede og passede hende og opdrog hende til at blive en god og klog Pige, som saa Din Bedstefader giftede sig med. Et Aar eller to efter fik Bedstemoder selv et lille Barn, og det var mig; for Bedstemoder var min Moder, ligesom jeg er Din.

Bedstemoder passede mig kærligt, mens jeg var Barn, ligesom jeg nu har prøvet paa at sørge godt for Dig, min Skat. Da jeg blev stor og voksen, lærte jeg Din Fader at kende. Vi kom til at holde af hinanden; vi syntes, vi passede godt sammen i alle Retninger, og saa besluttede vi at gifte os, det vil sige at leve sammen som gode Kammerater og som omhyggelige Forældre for de Børn, vi muligvis vilde faa. Vi fik først Dig, min egen Ven, og nu, seks Aar senere, kom Din lille Broder.

11 Du ser altsaa, at Börn¹ vokser til og bliver til unge Mænd og Kvinder, der gifter sig og selv faar smaa Börn. Saaledes bliver Menneskeslægten bevaret fra at uddø.

Naar Folk bliver gamle, bliver de efterhaanden svagere og dør tilsidst. Man kan dø i en hvilken som helst Alder af Sygdom – endogsaa Börn kan dø. Men selv om et Menneske aldrig har været sygt, vil det dog efterhaanden blive svagt og udslidt og dø roligt, naar det har gjort sin Del af Livets Arbejde i Verden.

Dette Arbejde vil saa blive fortsat af Börnene, der imidlertid er voksede op til Mænd og Kvinder; og som Aarene gaar, vil ogsaa Du, min Ven, tage Din Del deraf, om Du faar Lov til at leve.

II.

Smaa Drenge og Piger er ikke de eneste Skabninger, der kommer til Verden, vokser op og dør, naar de er blevne gamle. Det samme sker med baade Dyr og Planter.

Du husker nok, at vor trofaste, gamle Juno døde sidste Vinter. Den havde været i vort Hus 12 lige fra den blev født, hele 16 Aar, og det er en höj Alder for en Hund. Din Onkels Hund, Trofast, var en af dens Hvalpe; for da Juno var yngre, fik den to eller tre Gange Hvalpe, ganske smaa bitte Hunde, der var Junos Börn, ligesom Killinger er den store Kats Börn. Du ved vel nok, at Faarets Unger kaldes Lam og Koens Kalve.

Men naar Dyrenes Unger bliver fødte, er de ikke nær saa hjælpeløse som de smaa Menneskebörn. Ti Lam og Kalve og andre Unger vokser hurtigt og kan meget for end et Barn sorge for sig selv.

Denne lange Hjælpeløshed gör det nødvendigt for Moderen at passe det lille Barn omhyggeligt, og lige til det bliver stort og voksent, behøver det Faders og Moders Omsorg for at blive et dygtigt, fornuftigt og kraftigt Menneske.

Naar gamle Dyr dør, er der altid Unger af samme Slags tilbage, som indtager deres Plads. Ganske det samme er Tilfældet med Blomster og Træer. De faar rigtignok ikke Unger eller Börn, men frembringer Frø, der kan blive til Planter eller Træer af samme Art, naar de bliver plantede i Jorden og der skyder Rødder og Spirer. Et Solsikkefrø bliver til en Solsikke og et Agern til et Egetræ.

13 Du husker nok, at vi sidste Sommer havde nydelige, rødblomstrende Bønner i Haven; disse Blomster blev til lange grønne Bælge, som vi ofte spiste til vor Middagsmad, medens de var unge og skøre. Du ved nok, at disse Planter visnede og døde, da det blev Vinter. Men vi havde passet paa at lade nogle af de smukkeste Bælge blive modne, dem plukkede vi og gemte Bønnerne, det vil altsaa sige Plantens Frø, omhyggeligt Vinteren over. I Aar har vi plantet dem i Haven, de vokser allerede, Ranker slynger sig i Vejret og blomstrer for at blive til Bælge og Bønner i Sommer.

Du ved, at det samme er Tilfældet med Grønærter og andre Bælgfrugter. Men der gives Planter, der ikke dør om Vinteren, skönt deres Blade og Stilke visner og forsvinder. Mange Planter (som Fingerbøl og nogle Arter Tidsler) lever to Aar og blomstrer först det andet Aar; andre (som Violen og Primulaen), varer flere Aar, blomstrer hvert Foraar, sætter Frø og mister Bladene om Vinteren.

Træer lever mange Aar og bærer Blomster og Frugt, der indeholder Frø. Der gives Egetræer, der er 10 Gange saa gamle, som et Menneske nogensinde kan blive, og ældre end Egen kan endda Takstræerne og nogle andre udenlandske Træer blive. Men tilsidst bliver dog ogsaa disse 14 Træer møre og raadne og gaar ud. Dog, inden det sker, er der af Egens Agern og Taksens Bær, der indeholder Frøet, fremspiret en Mængde unge Ege og Takstræer.

Saaledes vedbliver Planter og Træer saa vel som Dyr og Mennesker at holde deres egen Art i Live paa Jorden; og vidunderligt er det, at de alle gör det paa akkurat samme Maade – hvad jeg nu vil forsøge at forklare Dig.

III.

Jeg skal nu fortælle Dig noget, som Du maa lægge Mærke til: det er ikke alene Planter og Træer, der bærer Frø; ogsaa alle Dyr og menneskelige Væsner er Frø fra deres første Begyndelse lige saa vel som Planterne. Det bliver Du vist forundret over. Men Du vil bedre kunne forstaa det, naar Du husker paa, at Fugleunger kommer ud af Æg. Ser Du – Æggene er Fuglenes Frøkorn; de er indesluttede i en Skal, paa samme Maade som Plantefrøene er omgivne af en Skal eller et Hylster. Æggene er bløde indeni, Frøene i Reglen faste.

15 Du ved, at de forskellige Frøkorn har et meget forskelligt Udseende. Fuglenes Æg er ogsaa meget afvigende i Störrelse og Form. Æggene bliver ikke kastede paa Jorden som Plantefrø; men i Reglen bygger de to Fugleforældre en Rede, i hvilken Hunnen lægger Æggene – som er voksede frem i dens eget Legeme, omtrent som Frøkornene vokser i en Blomst. De mindre Fuglearter, t. Eks. Finker, Meiser og Gærdesmutter, hvis Unger er meget kuldskære, udforer som oftest deres Reder med Mos, Uld eller Fjer, for at Ungerne kan have en varm og blød lille Seng, naar de er udrugede og komne ud af Ægget. Saa snart Hunnen har lagt sine Æg i Reden, lægger den sig paa dem og dækker dem omhyggeligt med sit Bryst og sine Vinger for at varme dem og ruge dem ud til fuldt Liv. Saaledes ligger den lille Fuglemoder i mange Dage og forlader kun Reden et Øjeblik ad Gangen, og den vender altid tilbage, inden Æggene har kunnet faa Tid til at blive kolde. Mens Hunnen ruger, plejer Hannen at bringe den Mad, og hos nogle Fugle skiftes de til at ruge. Naar Æggene saaledes bliver holdt varme, vokser der i hvert af dem en lille Fugleunge frem, der bliver saa længe i Ægget, til den er stærk nok til at hugge Hul i Skallen og krybe ud. Först har de smaa Fugleunger 16 kun ganske fine Fjer, der kaldes Dun, men snart vokser Fjerene ud, og saa kan de flyve eller løbe om paa deres smaa Ben. Du har nok set Kyllingerne, der allerede løber, naar de er et Par Timer gamle. Saa hurtigt gaar det nu ikke for dem, der skal flyve.

Saa længe Ungerne ikke er store og stærke nok til at forlade Reden, bringer Forældrene dem deres Mad og fodrer dem; og naar de er komne ud af Reden og kan flyve, lærer Forældrene dem, hvorledes de selv skal finde Føde.

Minder alt dette Dig ikke om, hvorledes Menneskeforældrene sörger for deres smaa Drenge og Piger? Jo, Du kan være vis paa, at Fuglene er saa ömme og kærlige mod deres Unger og ligner i den Retning saa meget os, at vi næsten kan betragte dem som vore egne smaa Brødre og Søstre. Hvem kunde da nænne at göre en Fugl Fortræd?

IV.

Vi vil nu engang undersøge, hvori Börn, Fugleunger og Blomster allerförst ligner hverandre. Det er i den Maade, hvorpaa de alle er voksede frem 17 af smaa Æg eller Frø, enten de nu kommer fra et Dyr eller en Blomst.

Du vil lettere forstaa, hvorledes et Menneskebarn bliver skabt og født, naar Du ser, hvorledes en Blomsterknop vokser. Naar Du rigtig vil lægge Mærke til en Blomst og dens Frø, kan Du straks lære af den, at de smaa Börn og Dyrenes Unger opstaar og dannes akkurat paa samme Maade som Blomsternes Frugt.

Du ved nok, at det kun er Kvinderne, der faar Börn; det faar Mændene aldrig. Hos Fuglene er det ogsaa Hunnen, der lægger Æg, aldrig Hannen. Ogsaa hos Blomsterne er der Han og Hun. Hanblomsten bærer ikke Frø, den har i Steden for noget gult Støv. I Hunblomsten vokser Frøet, og det bliver endogsaa ofte meget stort. Men Hanblomsten afgiver en Del af sit Støv for at hjælpe Hunblomstens Frø til at vokse. Ellers vilde Frøet ikke faa Livskraft til at udvikle sig til Plante. Det samme er Tilfældet hos Dyr og Mennesker.

Vi vil nu engang se paa en Græskar- eller Melonplante og lægge Mærke til dens store Blomster, hvor vi tydeligere end paa en lille Blomst kan se de forskellige Dele.

18

V.

Se nu opmærksomt paa en Græskarplante med dens fem eller seks smukke gule Blomster.

Först vil Du synes, at alle disse Blomster ser ens ud, men naar Du ser nærmere til, vil Du paa to eller tre af dem opdage ligesom en Fortykkelse omtrent af Størrelse som et Stikkelsbær, paa det Sted, hvor Blomsten udgaar fra Stilken. Til den ene Ende af denne Fortykkelse gaar Stilken, mens Blomsten med sine gule Kronblade aabner sig paa den anden Side.

Denne Fortykkelse indeholder Frøene. Botanikerne, d.v.s. de Folk, der studerer Planterne, kalder den Frugtknuden. De har fundet ud, at Frøene er Plantens Æg.

Du kender en lignende Frugtknude hos Vintergækken, Fuchsiaen, hos Rosen og mange andre Blomster. I en eller anden Skikkelse finder vi den som Midtpunkt hos enhver kvindelig eller frugtbærende Blomst. De to eller tre Græskarblomster, der har denne Fortykkelse, er kvindelige Blomster, der vil komme til at bære Frugt eller Frø; de to eller tre, som ikke har Frugtknuden, er mandlige Blomster, der ikke kan bære Frugt.

Dersom Du ser paa begge Slags Blomster hver 19 Dag, til de visner, vil Du opdage, at Hanblomsten tørrer helt ind og falder af, medens det gaar helt anderledes med Hunblomsten. For naar Blomsten selv visner, bliver Frugtknuden stadig større, og Du ser snart, at den i Virkeligheden er et ganske lille Græskar, der vil blive ved at vokse, til det er fuldt udviklet.

Plantens Frugt er altsaa dens fuldt udviklede Frugtknude. Et Æble er Æbleblomstens Frugtknude, en Blomme er Blommeblomstens Frugtknude og en Drue den lille Drueblomsts Frugtknude. Du ved nok, at der indeni alle disse Frugter er Kærner, der er det samme som Frø.

Du ved ogsaa nok, at naar vi skærer saadan en Frugt, t. Eks. et Æble, igennem for at spise det, finder vi en Mængde Kærner deri. Hvis vi havde ladet dem blive modne og havde plantet dem i Jorden, vilde der være vokset et lille Æbletræ op af hver Kærne.

VI.

Du ser altsaa, at Hanblomsterne ikke bærer Frugt, og Du kunde jo let fristes til at spørge, om de da slet ingen Nytte gør.

20 Men de gør netop stor Nytte og kan slet ikke undværes. Hanblomsterne frembringer nemlig det gule Støv, Blomsterstøvet kalder vi det, som jeg allerede løseligt har fortalt Dig om. Lad os se rigtigt paa en Hanblomst – vi kan jo igen tage en Græskarblomst; Du vil let inde i den kunne se en lille tyk, hvid Stilk, hvis øverste Spids er dækket af dette gule Blomsterstøv, der er saa nødvendigt for at Frøkornene kan vokse, at hvis et eller andet Frø ikke kommer i Berøring dermed, vil det ikke kunne udvikles til et levende, spiredygtigt Frø.

Men hvorledes kommer da Støvet fra Hanblomsten til Hunblomsten, da de dog ikke kan bevæge sig eller nærme sig til hinanden?

Det kan Du let se, naar Du opmærksomt vil undersøge det Indre af Hunblomsten. For der vil Du ogsaa se en Stilk, der fra Frugtknuden naar saa langt ud, at den bliver udsat for Luften. Den ligner Stilken i Hanblomsten, men frembringer ikke Støv. Dens Spids er derimod ru og dækket af en klæbrig Vædske, saa hvis Vinden tilfældigvis skulde føre noget af Støvet fra Hanblomsten hen paa denne Stilk, vil det blive siddende fast paa den.

Det er virkelig paa den Maade, Støvet bliver ført fra Hanblomsten til Hunblomsten hos en Mængde 21 forskellige Planter, t. Eks. Nøddebuskene, Piletræerne, Græsarterne og vore Kornsorter.

Men hos de fleste Blomster bliver Støvet dog baaret bort paa en anden Maade.

VII.

Ser Du den lille Bi, som kommer flyvende der. Den er ude at søge efter Honning og daler ned paa en Hanblomst. Maaske lokker Duften den hid, eller maaske ved den af Erfaring, at der findes en Draabe Honning inderst inde i Blomsten.

Den suger Honningen, men den har ikke faaet nok at vende tilbage til Kuben med. Saa flyver den videre og daler maaske denne Gang ned paa en Hunblomst, hvor den ogsaa er sikker paa at blive lønnet for sin Ulejlighed med en Lækkerbidsken.

Men den har gjort et Arbejde foruden at samle Honning til Kuben. Paa sin Flugt fra Blomst til Blomst har den ført noget af Hanblomstens Støv over paa Hunblomsten!

For da Bien banede sig Vej ind i Hanblomsten, blev noget af Støvet, der, naar det er modent, sidder 22 ganske løst, hængende fast i de smaa Haar, som dækker dens Krop og Ben.

Da den bag efter kom til Hunblomsten, hang noget af Støvet fast ved den klæbrige Stilk – Støvvejen kaldes den. Dette sker mere end en Gang, ti andre Bier besøger ogsaa Blomsterne og bringer saaledes nok Blomsterstøv til alle Frøene i Frugtknuden. Naar det er sket, dannes der ikke mere Honning i Blomsten.

Du forstaar nu nok, at det, at baade Han- og Hunblomster afsondrer Honning, har til Hensigt at lokke Bier og ogsaa Sommerfugle, Fluer og andre Insekter, der holder af Honning, til sig, for at de kan bære Blomsterstøvet fra den ene Blomst til den anden.

Af nogle Blomster samler Bierne selv Støvet, klæber det fast paa deres Ben og bærer det saaledes til Bikuben. Men da de maa flyve til flere Blomster for at faa tilstrækkelig stor Ladning, bærer de ogsaa paa denne Maade Støv fra den ene til den anden.

23

VIII.

Hunblomsten begynder nu at visne bort, men Frugtknuden vedbliver at vokse. Frøene udvikler sig hurtigt, efter at Støvet gennem Støvvejen er kommet ned og har blandet sig med dem. Jo mere moden Frugten bliver, jo mere modnes ogsaa Frøene, som ligger i den.

Den Tid, Planterne bruger til at blomstre og sætte Frø, er meget forskellig efter Blomstens og Frugtens Natur. Hos nogle Arter varer det kun nogle Dage, hos andre mange Uger eller Maaneder.

Planterne udruger ikke deres Frø, saaledes som Fuglene gør ved deres Æg. Som oftest falder Frøet til Jorden, naar det er modent. Eller det bliver baaret bort af Fugle og andre Dyr.

Naar Frøet ikke ligger inde i en Frugt, kan Vinden ogsaa komme og blæse det bort, som Du kan se det ved Tidsel- og Fandens Mælkebøttefrø.

Du har ogsaa tit set, at der kommer Græs frem mellem Stenene i stille Gader eller paa aabne Pladser. Derhen har Vinden baaret Frøet, og naar det kommer til at ligge i den fugtige, varme Jord blødgores Skallen eller Huden, saa Spiren kan titte frem for oven og Roden bane sig Vej dybere ned i Jorden, og saa begynder den nye lille Plante at vokse.

24 Jeg vil dog med det samme fortælle Dig, at hos de fleste Planter findes baade Frugtknude og Støvvej (d.v.s. de mandlige og kvindelige Organer) i den samme Blomst, men derfor foregaar Frøets Udvikling alligevel paa ganske samme Maade, som Du nu lige har hørt.

IX.

Du ved nu, at Planterne bærer Frø, som de man overlade til Vind og Vejr, medens Fuglene lægger Æg, som de omhyggeligt udruger; og bagefter fodrer de Ungerne lige til de er store nok til at sørge for sig selv. Men der gives Arter af lavere Dyr, t. Eks. Skildpadden, Krokodillen og Fiskene, der ogsaa lægger Æg ligesom Fuglene, og som dog – i mange Tilfælde – ikke bryder sig en Smule mere om deres Æg end Planterne om deres Frø.

Jeg siger udtrykkelig "i mange Tilfælde", fordi der ogsaa mellem de lavere Dyr findes Eksempler paa stærk Forældrefølelse. Bierne og Myrerne passer saaledes udmærket paa deres Æg og fodrer Ungerne med største Omhu.

Der er ogsaa en lille Fisk, Hundestejlen, som 25bygger sig en rigtig Rede af Rødder, hvori Hunnen lægger sine Æg (Rogn). Hannen holder Vagt og jager andre Fisk bort fra Reden til Ungerne er udklækkede.

Enkelte Slanger passer ogsaa en Tid deres Unger. Pythonslangen ruller sig sammen om Æggene og udruger dem ligesaa flittigt, som den bedste Fugl kunde gøre det.

Jeg ved ikke, om den senere hjælper Ungerne eller lærer dem at skaffe sig Føde, men Du kan af dette som af alle de øvrige Eksempler lære, at der er en uhyre Gradsforskel i Forældrefølelsen hos de forskellige Skabninger. Den er stærkest hos de højerestaaende Dyr: Fugle og Pattedyr (Dyr der giver deres Unger Die).

Pattedyrene gör ogsaa ofte nogle Forberedelser til at modtage deres Unger, idet de opsøger et sikkert Sted, hvor de kan føde dem; nogle Arter laver en Rede eller et Leje, som t. Eks. Bæveren, og Egernet bygger sig en Rede, der er ligesaa smuk og lun som Fuglenes.

Mange Dyr lærer deres Unger at bruge Lemmerne dygtigt og hurtigt ved at lege med dem og viser dem ogsaa de Steder, hvor de lettest kan finde Føde.

Vi kommer nu til det højest staaende af alle 26 Dyr, Mennesket, hos hvem Forældrekærligheden er skönnest og ædlest udviklet. Det bedste Bevis paa et Folks aandelige Fremskridt er den Grad af Omhu, hvormed Börnenes Oplæring og Opdragelse bliver ledet.

Börn behøver meget mere end Dyrenes Unger deres Forældres kærlige Pleje, ti de har jo, som Du ved, hverken Fugleungernes varme Dun, Lammenes bløde Uld eller Killingernes tykke Pels.

I Steden for alt det har de smaa Börn Vugger med Dyner og Lagner, varme Klæder og Strömper, Huer og Tröjer, og alt det maa skaffes til Veje ved Faders og Moders kærlige Omtanke.

Maaske har Du ikke för nu tænkt over, hvilken lun og nydelig Rede, der var beredt til Dig ligesom til de smaa Fugleunger.

X.

Vi er nu bedre i Stand til at forstaa den Lighed, der er i den Maade, hvorpaa Planter og Dyr (ogsaa Mennesker) opstaar. Hos Dyrene findes der lignende Organer, som dem vi har undersøgt hos Planterne, og de har den samme Hensigt.

27 I hvert fuldvoksent Hundyr, baade blandt Fugle og Pattedyr, findes der en Æggestok med Æg, der omtrent svarer til Planternes Frugtknude og Frø, og hvis Æg kan udvikles til Unger. Hos Dyrene er den skjult inde i Legemet for at ligge varmt og beskyttet.

Hos Handyrene frembringes der ogsaa, naar de er voksne, et Stof, der ganske svarer til Planternes Blomsterstøv, og som er nødvendigt for at Ægget paa Æggestokken kan udvikles til Unge.

Pattedyr og Fugle behøver ikke Biernes Hjælp, ti de kan selv nærme sig hinanden, og det gör de ogsaa, naar de er store og fuldvoksne. Du vil bedre senere forstaa det altsammen, men Du kan allerede nu se, at Dyrenes og Planternes Forplantning ligner hinanden overordentlig, og at det er det samme, der sker med Planternes Frø som med Dyrenes Æg.

Hos Pattedyrene vokser Æggene ikke saa hurtigt som hos Fuglene; de faar heller ingen haard Skal, men bliver liggende lunt og godt i Moderens Legeme; de bliver nærede af hendes Blod, og naar Ungerne er fuldt udviklede, bliver de fødte til Verden.

Ligesom hos Planterne er Udviklingstiden meget forskellig hos de forskellige Dyrearter. Med Hundehvalpe 28 varer det ni Uger, med Menneskebørn lige saa mange Maaneder.

Hos Blomster, Dyr og Menneskebörn ser vi det samme: Frøet, Ægget ligger först gemt hos Moderen og suger Næring gennem hende, til det er stort og kraftigt nok til at leve videre paa egen Haand. De vigtige Legemsdele, der svarer til de Organer hos Blomsterne, i hvilke Frøet ligger (mandlige eller kvindelige eftersom Barnet er en Dreng eller en Pige) udvikles efterhaanden, som Barnet bliver til et voksent Menneske. De er som fine, skrøbelige Blomsterknopper – og Du ved, hvor en Blomst tager Skade, om nogen handler ilde med Knoppen. Derfor forstaar Du nok, hvor overordentlig vigtigt det er, at der aldrig bliver leget med eller rørt ved disse Dele. Den störste Omhu er nødvendig paa dette Punkt for alle Börn og unge Mennesker, baade for deres egen Sundheds Skyld, og for at de selv engang senere kan faa sunde Börn. Der er en god Mand, der har skrevet, "at det er en alvorlig Pligt og en Forret at fortsætte et Folks Liv og forøge dets Velvære og Storhed ved at sætte sunde Börn i Verden".

Gid da Du, min Skat, maa vokse op og blive stor og stærk, ren paa Sjæl og Legeme.

29

XI.

Efter alt, hvad jeg nu har fortalt Dig, kan Du let forklare Dig, at der er saa stor Kærlighed hos Dyrene mellem Moder og Unge – og endnu bedre, at vi to, min egen Ven, holder saa meget af hinanden.

Ti Du er ogsaa blevet skabt som en lille Spire i mit Legeme, har hvilet der varmt og trygt, mens Du voksede til, og har faaet Næring fra mit Blod. Du var forbundet med mig ved en midlertidig Aare, hvoraf Du endnu ser det sidste Spor i det lille dybe Ar, Navlen, paa Dit eget Legeme.

Skønt det ofte var svært nok at bære Dig, efterhaanden som Du voksede Dig stor og kraftig, tænkte jeg altid med Glæde og Stolthed paa, at jeg hjalp med til at skabe et sødt, lille Barn, som jeg vilde elske, og som vilde komme til at elske mig igen.

Ti Kærligheden er den bedste Gave, Livet giver os. Der er vise Mænd, der har sagt, at al menneskelig Kærlighed har sin förste Oprindelse fra Kærligheden mellem Moder og Barn, og det tror jeg ogsaa.

Vi lærer efterhaanden at lade vor Kærlighed naa, ikke alene til andre Mennesker, men til alle 30 levende Væsner, da vi ved, at de er skabte som vi selv og kan føle Sorg lige saa vel som vi. Der er ogsaa mange Dyr, der kan vise Tegn paa Venlighed og Glæde. Du har nok hørt en Hest vrinske af Fornøjelse, naar den saa en, der havde været god mod den, eller hørt en Kat spinde af Velvære, naar Du strøg den ned ad Ryggen.

Du har ogsaa tit set Bruno logre med Halen og göre sig al mulig Umage for paa sit Sprog at bede om Kærtegn.

Hvor trofaste kan Dyr ikke være. Man har mange Eksempler paa, hvorledes Dyr har sat deres eget Liv i Vove for at redde Mennesker, de holdt af, og paa, hvorledes Hunde har sørget sig ihjel over deres Herres Død. Der kan ogsaa mellem Dyrene indbyrdes findes stor Kærlighed; man ser ofte et Dyr med störste Omhu passe en fremmed Unge, der er blevet moderløs, og Forældrekærligheden kan være saa stærk, at den bringer Moderen, ja undertiden endogsaa Faderen til at ofre Livet for Ungerne.

Vi ved jo, at alt dette ligeledes er Tilfældet mellem Menneskene, og denne Lighed skal lære os, at vi ikke alene er skabte som Dyrene i den ydre Skikkelse, men at Ligheden ogsaa strækker 31 sig til de aandelige Egenskaber, saa langt som Dyrenes indskrænkede Evner rækker.

Du kunde maaske finde paa at skamme Dig over at være saa nær beslægtet med Dyr, der staar saa meget lavere end Menneskene, men det bor Du ikke göre. Du skal netop i Din egen höjere Udvikling se Muligheden for, at Du selv kan blive meget bedre og klogere endnu, end Du er. Jo höjere i Udvikling Du kommer, desto mere vil Du føle Trang til at være god mod Dine Medskabninger, enten det nu er Pattedyr, Fugle, lavere Dyr eller Planter.

Du kan være vis paa, at naar Du er god mod alle Naturens Skabninger, vil den kærlige Moder Natur smile mildt til Dig til Gengæld og aabenbare Dig sin Rigdom og sine Vidundere i stedse rigere og fyldigere Skikkelse, alt som Aarene gaar.