I min Kusines Stambog

120 Jeg rejser atter bort fra disse Steder,
Forlader atter Dig Kusine! nu,
Jeg rejser bort at savne svundne Glæder,
At mindes dem, at komme dem ihu!
Jeg reiser, Hanne! Did hvor Pligten vinker,
Men naar den levner mig en ledig Stund,
Saa frydes Tanken ved et Lys som blinker
Fra Vest, fra Dig, fra Isefjordens Lund!

2.

Skjøndt skilt fra Dig ved Marker, Høje, Dale,
Min Tanke standses dog i Flugten ej,
Du tit skal vandre ud og aabent tale
Om det Du veed der ene glæder mig:
Du i Din lille hyggelige Stue
Bereder Vennerne et elsket Hjem,
Og, mens i Verdens Tummel Sorger true,
Jeg mellem Vennerne forglemmer dem!

1213.

Vil da, Hanne! ogsaa Du erindre
Tænke stundum ogsaa lidt paa mig?
Skal jeg aldrig, Hanne! være mindre
I Erindringen igjen hos Dig? –
– Ret som Bækken rinder gjennem Sivet,
Klar og rolig under Træets Ly,
Svinde dine Dage hen i Livet
Under Glædens Himmel uden Sky!

Jyllinge i April 1836.