Til min Moder!
111 Moder! Laan Din Søn et kjærligt Øre,
Mens mit Hjerte tolker Dig sit Savn;
Dvæl her hos mig, Moder! for at høre
Hvad jeg synger om Dit elskte Navn!
Det er Lindring "frit sig at forklare",
Hjertet trænger til at aabenbare
Dig, min elskte Moder! snart sit Savn.
#
Moder! hvor er hine Barndoms Dage,
Da jeg spøgte glad omkring Din Stol?
Skal de aldrig vende meer tilbage,
Hvorfor svandt dog denne lyse Sol?
– Skal da Livets Taage aldrig svinde,
Skal der aldrig meer for mig oprinde
Nogen klar og skyfri Ungdoms Sol?
#
112 Moder! hvor er Barnets skyldfri Glæde,
Hvor den Verden, som han leved' i?
Hvorfor skulde jeg saa snart begræde,
At min Moders Nærhed var forbi?
Skal blandt Fremmede jeg altid vandre,
Skal jeg aldrig leve meer med andre;
Er min Moders Nærhed reent forbi?
#
Moder! Hvor er Hjertets rene Stemme,
Hvor er Kjærlighedens aabne Røst?
Skal jeg aldrig mere den fornemme,
Aldrig hvile meer ved Moders Bryst?
Skal da Verdens Kulde altid qvæle
Kjærligheden – skal jeg aldrig dvæle
Mere hos Dig med et Barns Lyst?
#
113 Moder! Hvor er Barnets faste Støtte,
Hvor den Haand, som ømt beskjærmed' mig?
Som afværged' alt hvad ondt der mødte
Og med Glæde vælted' alt paa sig? –
Skal jeg aldrig føle Moder-Armen,
Altid ene staae i Verdens Larmen,
Skal Du aldrig mere reise mig?
#
Moder! hvor er Trøstens milde Bæger
Som Du ofte Barnet før har rakt?
Hvor den Balsam, som saa hurtig læger,
Og hvis Lægedom jeg før har smagt? –
Skal Du aldrig mere Sønnen pleje,
Aldrig mere staae ved Modgangs Leje
med det Bæger, som Du før har rakt?
#
114 Moder! hvor er Ordet, som jeg hørte,
Daglig Varsels- og Opmuntrings Ord?
Da Du kjærligt, Moder! Sønnen førte
Til at tænke paa at han blev stor:
Hvi forstummede Din fromme Læbe,
Skal jeg aldrig meer som Barn stræbe
Fremad under Dit Opmuntrings Ord?
#
Moder! elskte dyrebare Moder!
Hvor er Du, som lyder dette Navn?
Der er ogsaa alle hine Goder
Derfra stamme disse bittre Savn! –
Engang leved' jeg i Moders Glæde,
Da var' alle Goderne tilstede,
Da var Livet mig en sorgfri Havn!
#
115 Moder! hvorfor blev jeg ikke rolig
Liggende i denne trygge Havn?
Hvorfor sendtes jeg fra Fædrebolig
For at prøve Livets tunge Savn? –
Skal jeg aldrig, Moder! mere kjende
Hine store Goder – aldrig vende
Meer tilbage i min Moders Favn?
#
Moder! Jo paa Kampens Møje følger
Evig Hvile og en evig Fred!
Efter Livets farefulde Bølger
Samles vi igjen i Kjærlighed! –
Mens jeg tumler mig i Verdens Vrimmel
Din Erindring, Moder! er min Himmel
Den skal lede mig til evig Fred!!!
