Reisen til Byen.

93 Hurtig løst af Søvnens Arme
Sad jeg nede i den varme
Stue, drak med Lyst af Theen
Tvende Kopper, medens Sneen
Jeg med traurig Stemning saae
Øse ned fra Himlens Graa:
Hos mig sadde kiærlig mine
Søstre og saa min Kusine. –
– Med et Længsels Blik tilbage
Paa de svundne elleve Dage
Sagde jeg til min Kusine:
"Ingen Glæde-Fryd kan ligne
den, som jeg har nydt i denne
Juletid – jeg maa bekjende,
94 At jeg skylder Dig saa mange
Hundrede og Tusind' Gange
Tak for al den Artighed
Og den Glæde, som Du veed
Selv, at jeg har nydt herude" –
– Hun beskeden lagde til,
At hun ikke høre vil
Slige Artigheder, som,
Om de end fra Hjertet kom,
Dog behøvtes ikke her,
Hvor i Venskab hver især
Uden Forskjæl kunde sige
I vor Fryd at have lige
Lod og Deel – –
– Saadan gik der da en heel
Time, for i Mag at tage
Afsked med de glade Dage.
95 – Klokken blev derved saamange,
At jeg næsten deels blev bange
For vi kom for seent afsted . .
– Saa derfor bad jeg standse med
Mere denne Gang at snakke,
derimod i Hu at pakke
Kufferten forsvarlig til . . –
Endelig Kusinen vil
Nøde mig at frokostere,
Men jeg trængte ej til mere,
Havde heller ingen Lyst,
Naar jeg tænkte paa den Dyst,
Som forestod – : i Blæst og Snee
Kjøre sorgfuld een plus Tre
Mile¹ bort fra hine Steder – –
Fra de skjønne Juleglæder! –
96 Timen var kommet – Fornuften os nødte
Til at ta'e bort – snart Hjerterne mødte
Hinanden med Ønsker om Lykke og Held,
Og, efter et ærligt oprigtigt Farvel,
Vi sadde paa Vognen og rullede af
I stærkeste Trav! . – –
Snart sank jeg hen
I dybe Tanker igjen,
Saae med Veemodighed Hytterne svinde,
Følte, at disse sig fastere binde
Til Hjertet, end Kongens de høje Paladser,
End Byens de store og prægtige Pladser.
Hvert Træ jeg kjendte, som stod ved min Vej
Det var mig, som om de bevægede sig,
At gaae mig imøde fra deres Sted
Og give mig hver en Erindring med!
97 – Den første Miil var næsten til Ende
– – Hvad er det, der synes mit Øje at blænde? –
Et Syn af en Kirke jeg øjner forud,
Ved Siden af Kirken en Bolig – o Gud!
– En Bolig for Præsten jeg snart kunde kjende,
Og Tanken flux sendte den brune Veninde²
Et kjærligt "Farvel": dertil har det Mod,
Thi hun var mig altid saa hengiven god.
Hos Søsteren³ vilde jeg ogsaa saa gjerne
Troe, at jeg havde en lykkelig Stjerne,
Og sendte en Hilsen til hende med
I mit eget Hjertes Hengivenhed:
Præsten og Kone jeg glemte ej heller,
Dem ogsaa forbunden min Hilsen jeg melder.
– Men hver Gang min Tanke den vendte sig hen
98 Til Hende – den Lille – min forrige Ven,
– I egen Indbildning mener jeg da –
Saa gyste den atter tilbage derfra:
Det var mig, som vilde hun slet ikke have
Min kjærlige, frygtsomme Afskedsgave;
Det var mig, som om hun slet ikke vilde
Paa mig til Gjengjæld en Tanke spilde!
– – Jeg kjørte forbi . . .
Porten var – varslende slet – lukket i,
Det var mig som kunde mit Hjerte fornemme,
At hurtig Veninderne vilde mig glemme!
– Snart mere vi nærmed' os til Kjøbenhavn,
Det var for min Tanke et Fængsels Navn,
Hvor Frihed og Liighed og Ærlighed veeg
For Stivhed og Kulde; hvor skjemtefuld Leeg
99 blev byttet med Ceremonier og Phraser,
Hvor Simpelhed viger for det som kun staser.
– – Saalunde sad jeg i stille Klage
Og kjørte det Stykke vi havde tilbage,
da for mit Blik sig pludselig reiste
Byens Taarne, som himmelhøjt kneiste.
Snart rulled' vi ind af den nordlige Port⁴,
Og aldrig har Byen paa Sindet før gjort
Et Indtryk saa trist og saa traurigt som dette
– Men Grunden den la'er sig da lettelig gjætte.
Da Søstrene først havde naaet deres Hjem
Saa kjørte jeg videre ene fra dem
Til mit Logis i en anden Gade⁵,
Hvor jeg skulde søge mit gamle Stade.
– Alt var i Orden – der laae et Brev
Fra Fader, som Gud skee Lov skrev,
100 At alle hjemme var' friske og vel! –
– Dette var strax et oplivende Held – ! –

Da satte jeg mig i min Eensomhed hen
I min Sopha, samlede sammen igjen
De adspredte Tanker . . . og Øjet det søger
Med hellig Alvor de hellige Bøger,
Som ved Bevidsthedens talende Stemme
Bøde mig ej mine Pligter at glemme! –
– Endnu en Tanke jeg sendte tilbage
Over de tolv, de salige Dage:
Endnu en Hilsen til Hver især,
Hvis glade Erindring jeg gjemmer saa kjær!
"Farvel I Kjære – Farvel I Alle! –
Pligter – hellige Pligter mig kalde !!!"