Den tredie Dag.

Dagen¹ atter fornyer
Sig – sneetunge Skyer
Dække for Himmelens Blaa:
Isnende fryser
Jeg, voldsomt jeg gyser
Imedens jeg klædte mig paa: –
Snart var jeg nede
I Stuen og havde den Glæde
58 At samles atter
Med Husets Datter;
Men derimod gik der to Timer og tre
Forinden de andre de lode sig see. – –
Da Klokken var Ti
Gik jeg ud at spadsere
At phantasere
Saa eensomt paa sneedækte Sti,
Og Driften mig ubevidst førte
Ad samme Vej jeg forleden kjørte.
Jeg vandrede da,
Indtil jeg et Stykke herfra
Kom til den spraglede Høj², paa hvis Top
Jeg hurtig løb op.
Jeg spejdede længe, . . .
Men Øjet mægtede ikke at trænge
Saa langt mod Østen, at see den Stjerne,
Jeg saae saa gjerne . . . – – !
– Længe stod jeg og dirrede
Af isnende Kulde – og stirrede
59 Forgjæves efter at finde
Det Tag, som dækkede Hende! – –
– Endnu jeg spejdende stod,
Da jeg fortvivlet forlod
Højen – – Jeg saae Hende ej!! –
Sandsesløs løber jeg vild af min Vej:
Frem og tilbage
Under haabløs Klage
Til mine Venner jeg tumlede hjem,
Fortalte min Tour til Dem.
Derefter vi sadde i Onkels Gaard
Saa allene – men Tanken den naaer
veemodig over ad . . . . . . . . . Kanten³:
Imidlertid sidde Kusinen og Tanten
Den brave Veninde⁴
Og Søstrene mine
Og nynne saa skjønt i Fortroelighed – – –
De stiklede vist til min Kjærlighed
Saa ganske smaat . . .
Jeg forstod det godt
60 Og byttede derfor den stille Tanke
Med Sang om Piger og Druens Ranke.
Jeg talte længe med min Veninde
Og kunde saa ganske lide hende:
Ærlig, oprigtig,
Aaben og igjennemsigtig . .
(Forstaa mig blot ret,
Hvorledes jeg egentlig mener det:
Jeg mener: man kunde snarlig kjende
Hvor god en Sjæl der boede i hende)
Men ej blot Godhed jeg vil forkynde
Men ogsaa en sjælden Viid og Ynde,
Som gjorde, at uformærket og brat
Vi sadde i Midie-Nat – – !