"Rejsen paa Landet"

44 (skrevet som Dagbog i J . . . . . . . )1
(helliget Veninden2)

Rejsen

Dagen3 den kom –
Byen den blev mig saa øde og tom,
Hjertet det længtes saa dybt efter Landet!
Ikke for Landets Skyld – men noget andet
Var det som lokkede: – –
Ingen Ting rokkede
Hjertets Beslutning, som stod i mit Indre,
Haabet lod nemlig sin Stjernehær tindre,
Mens jeg allene med længselsfuldt Sind
Pakkede ind4 – – .
Vognen var klar,
Jeg var paa Vognen pilesnar –
Tanken fløj fremad med Ørne-Fart,
45 Forunderlig snart
Stod den ved Maalet; – men atter tilbage
Maatte den drage,
Opsøge Vognen, hvorpaa jeg sad,
Martret saa voldsomt af Vrede og Had
baade til Kudsken og
Hestene mere dog;
Thi medens andre løb
Disse som Snegle krøb . . .
Vejen den syntes mig
Mere end kummerlig! –
Mørket faldt paa – og desuden
Trodsede Vindenes Susen og Tuden,
Uhelds-Varsler da tykkedes mig . . . . .
– Dog var jeg inderlig lykkelig
Blot ved at kjøre
Forbi de mørke og lukkede Dørre,
Som førte ind til den lune Stue5,
Hvor – Tanken bragte mig til at grue –
Hvor stille og roelig
46 I skjøn fortroelig
Familie-Kreds hun sad saa stille
Min yndige Lille! – –
Hun sad derinde,
Men jeg kom ikke til hende . .
Hvor gjerne jeg vilde,
At Hestene skulde staae stille,
Hvor gjerne jeg med mine samlede Kræfter
Stormede Porten og Døren derefter,
Blot for at see
Hvad nu maaskee
Skal være skjult i et evigt Mørke . . . . !
– Gud give mig Styrke – !
– Saalunde jeg sad,
Saalunde jeg ønskede fromt og bad,
Mens Gangerne løbe den sidste Miil6
Snarere end man kan skyde en Piil,
Thi Qval for mig,
Der ikkun saa kort var lykkelig! –
47 – Dog ikke saaledes meente jeg det –
(Det var ej heller Ret)
Thi snart var jeg midt i Familiens Skjød,
Den Tanke var ogsaa saa sød!

Det var i sildig Aftenstund
Jeg traadte af paa landlig Grund,
Og mødte først en venlig Mine
Af min Kusine7:
Hun bød saa smukt mig komme ind,
At jeg blev ganske let i Sind,
Og snart jeg kjender
De villige Hænder,
Som, da jeg ønskede mig en Kop The,
I Gjerningen svarede: "Det skal skee".
Saa kom min Onkel8, en herlig Mand,
Som jeg paa ære kan
Lide som Faa,
Med Nathuen paa
En kjærlig Haand han til Velkommen rakte:
48 Da kom Kusinen med Theen, som smagte
Ret delicat – med Julekage,
Og bød mig beskeden til Takke tage. – –
Vi sadde da i en Fortroelighed,
Saa skjøn og inderlig som ingen veed,
Og talede sammen
Om Spøg og Gammen
Om Søster, Broder,
Om Fader, Moder
Om mange Flere . . . .
Men dette var for mig vor Tid at spilde,
Thi der var andet, som jeg heller vilde
Med min Kusine rigtig tale om,
Og gjorde da, at vi paa Tale kom
Om Egnens Folk;
– (Thi her var min Kusine grundig Tolk)
Jeg spurgte da til denne og saa til denne,
Og kom tilsidst, som en passant, til Hende:
(Vel at mærke – jeg behøver kun
At kalde hende Hun,
49 Saa min Kusine hurtig fatter
Om hvis Mands Datter
Jeg mystisk taler
Og hvem jeg maler)
Saaledes svandt
Vor Tid – den første Aften randt
Saa skjønt oplivende ved Haab at vække! . . .
– Men jeg var træt – og gik at lægge
Mit varme Hjerte i et iiskoldt Kammer,
For dog at dæmpe lidt de stærke Flammer:
Jeg sendte Bønner til det evigt Høje,
Og lukkede – den første Nat – mit Øje!

 
[1] 7 prikker: passer med "Jyllinge". tilbage
[2] Veninden: Petrea Heggelund. tilbage
[3] Dagen: onsdag d. 23. december 1835. tilbage
[4] pakke ind: (uden objekt): pakke sit rejsetøj, sin bagage, sin kuffert ell. gøre sig rejseklar (ODS). tilbage
[5] Stue: vognen med Dines kørte fra København gennem Stenløse forbi præstegården, hvor Hertha boede. tilbage
[6] den sidste Miil: der var ca. en mil mellem Stenløse og Jyllinge. tilbage
[7] Kusine: Hanne Sophie Cramer. tilbage
[8] Onkel: Hans Christian Cramer. tilbage