Til Jane

23 Der var en Tid, da jeg lod Andre sige
Alt hvad jeg følte for Christiane Dahl,
Der var en Tid, da De endnu var Pige,
Da jeg for Deres Skyld var næsten gal:
Men senere er De jo blevet Kone,
Og jeg er ikke længer slet saa blind,
Forstand og Hjerte har forladt den Zone,
Hvori de vaklede som Siv for Vind.

##

De rejste bort fra Møens gamle Slette,
Og boede siden i et fremmed Land,
Og Jeg – jeg Stakkel maatte see paa dette,
At De blev Kone for en anden Mand:
Strax efter flød jo bittre salte Vande
I store Strømme fra mit Øje ned;
Den første Fure lagdes i min Pande
Af det jeg dengang for min Jane leed!

##

24 Men ogsaa jeg kom bort fra Skuepladsen
Hvor vi vor gamle Elskovsscene gav,
Og da jeg blandedes i Verdens-Massen,
Saa blidnedes mit Hjertes vrede Hav:
Der blev en kjær og stille Ro tilbage,
Og Storm og Uro byttede med Fred;
Jeg tænkte tit paa hine gamle Dage
Og paa min første gamle Kjærlighed!

##

Og end jeg tænker den, hver Gang jeg kommer
Til dette Sted, hvor mine Taarer flød,
Jeg sidder her igjen i denne Sommer,
Og Tanken er mig ikke mindre sød!
Skjøndt det er mange – mange Tider siden
Jeg ret alvorligt talede med Dem,
Saa har dog Mindet sejret over Tiden,
Og tro mig, Jane! at jeg elsker Dem!

##

25 Ja denne Kjærlighed jeg frit bekjender,
Og jeg vil ikke rødme over den,
Thi jeg har elsket Dem med rene Hænder
Og er som Barn kaldt deres Ven!
Og De har været mig min anden Moder,
Har elsket mig, førend jeg kjendte Dem,
Nu er det et af mine største Goder,
At jeg igjen til Løn tør elske Dem!