Damsholt paa Møen!

13 Jeg tænker saa tit paa den landlige Gaard
Med Haver og yndige Steder,
Der ofte i Vinter, i Sommer og Vaar
Beredte mig tusinde Glæder;
Jeg tænker saa ofte paa dem, som beboe
Den Præstegaard ovre paa Øen,
Jeg mindes saa gjerne den qvægende Ro
Jeg ofte har fundet paa Møen!

##

Men Møen er ej lige skjøn overalt
Har ej samme Rigdom for Tanken,
Den ejer i Klinten ikkun noget halvt
Mod Damsholt der nede bag Banken:
Her findes Betydning i ringeste Vraa,
Hver Plet vækker tusinde Minder,
Hver Sjæl er mig aaben, jeg let kan forstaae
Hver Ven og de mange Veninder!

##

14 Her er jeg, hvad Hjertet saa gjerne vil,
Her er jeg saa fri og saa hjemme,
Her er det min Hu og min Lyst staaer til,
Her er det jeg aldrig kan glemme,
At Fader og Moder de sove saa trygt,
At Søstrene leve saa rolig,
At Kjærlighed træder i Stedet for Frygt,
At Freden har taget sin Bolig!

##

Her er det jeg kjender den grønne Allee,
Den rige Kastanie-Bue,
Her er det jeg vilde saa gjerne see
Den vante og daglige Stue,
Og Salen deroppe med Billeder paa,
Entréen og Havestuen,
Hvorfra jeg saa ofte stod stille og saae,
Og tabtes i salig Beskuen!

##

15 Her er det jeg kjender hver Busk og hvert Træ
I Haven og nede i Lunden,
Her er det jeg ofte har ligget i Læ
Og sovet i Middagsstunden:
Hvor godt kan jeg huske den brede Gang
Og Højen der lige for Stuen,
Hvor tit jeg har lyttet til Nattergals Sang
og seet ud til Hveden og Rugen!

##

Ja grant kan jeg mindes mit yndige Hjem,
Jeg gaaer der saa ofte i Tanken,
Og alt træder ligesaa levende frem,
Som var det en virkelig Vanken;
Ja grant kan jeg mindes det store og smaa,
Hver Plet der omkring kan jeg finde,
Og hvad der er mere – jeg troer jeg tør gaae
I hvor det skal være i Blinde!