At leve med Lykke-Per
Det har snart irriteret mig i nogen tid: Dette her med, at Pontoppidans Lykke-Per måtte nøjes med en andenplads i læsernes konkurrence om århundredets bedste roman.
At Johannes V. Jensens Kongens Fald løb af med sejren, er mig stadig noget uforståeligt. For mig har den slet ikke været en så slidstærk brugsbog som Lykke-Per.
En brugsbog? Ja. Det er en bog, man læser igen og igen i forskellige faser af sit liv. Det burde være definitionen på en klassiker. Personerne bliver så levende for én, at man kan se dem i omverdenen, også selv om det er hundrede år siden, Pontoppidan skabte dem ud fra sine egne iagttagelser.
Og jo ældre man bliver, jo mere ser man, hvilken grundig og realistisk visdom, der er indlejret i romanen. Hovedpersonen Per Sidenius er stadig vor samtidige, en skikkelse – omend fiktiv – der ligner os eller noget i os, og som formår at råbe, tale og hviske til os henover tidens rivende strøm. Den er det moderne menneskes epos. På én gang en universel og pæredansk skildring af vores forhold til natur, samfund, mennesker og vore sjæle.
En af forklaringerne på romanens tidløshed er måske, at den foregår i en periode, hvor Danmark gennemgik en afgørende forandring fra et traditionsbundet landbrugssamfund til industrialismens altafgørende frembrud.
Den er også en tidsskildring af Danmark i anden halvdel af sidste århundrede, hvor der foregik et brud og en forandring, der også gav genlyd i det mentale og kulturelle univers.
Opbrud fra det givne, dét der havde overlevet gennem generationer – især den protestantiske kristendom – til noget nyt, der var mentalt centreret om det moderne individ, det måtte skille sig ud fra den trygge gruppe, begive sig ud i verden på egne ben, gøre sine egne erfaringer.
Moderne psykologer har kaldt det individuation, og den kan være forbundet med både dødelige farer og lidelser, men også modning, selvstændighed og visdom. Det hele kan næsten aflæses i et portrætfoto af den aldrende Pontoppidan, furet, rynket og med hvidt skæg, et ansigt der lyser af lidelse, men også af modig, aktiv resignation.
Men altså: Lykke-Per er én af de pragtfulde romaner, man kalder udviklingsromaner. Helten følges af en – ikke alvidende, men vidende – fortæller fra fødsel til grav. Og hvor har vi dog brug for denne helhed i en verden, hvor alt stykkes ud i pindebrænde, og hvor vi er godt på vej ind i et kollektivt hukommelsestab.
Vi lever i en tid, hvor midaldrende borgere bedyrer hinanden, at de ikke føler sig en dag over 30 og ubevidst benægter, at de både er født og engang skal dø. Se blot til Mick Jagger, Michael Jackson og Tina Turner! Evig ungdom.
Det moderne mentale rum ligner Madame Tussauds vokskabinet: Fastfrosset i et syntetisk nu. Ingen fødsel, ingen død, ingen lidelse – og ingen virkelig udvikling, selv om alle taler om processer og innovation, forandringparathed. Det er kun flosklernes overflade. Dybt nede er vi altergængere i Toussauds mentale vokskabinet.
PerR Sidenius – som han i virkeligheden hedder – er fra den tidligste barndom på kant med sit miljø: Et stift og traditionelt protestantisk miljø, der hælder til det indremissionske.
Per er adfærdsvanskelig, inden dette ord blev opfundet. Han vil ikke underkaste sig faderens og hjemmets normer og religiøsitet, og så snart han kan, begår han det ene brud efter det andet. Skildringen af barndommen i Randers, måske især de ulovlige kælketure ned ad byens stejle bakker, hører til de mest intense i dansk litteratur.
Og altid trodses præstekulturen og livsforsagelsen. Så snart han selv kan få lov at bestemme, rejser Per til København, hvor han vil uddanne sig til ingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. At blive ingeniør er det mest verdslige, han kan finde på, så fjernt fra faderens åndelige virke som muligt. Opgør med den danske præstekultur. Brud, brud.
Men han er et ensidigt hoved, ham Per Sidenius. Noget arrogant og opblæst, måske kompenserer han for det mindreværd, hans familieforhold har præget ham med – sådan ville en psykolog sige – men også selvstændig og original.
Og han har delvis tiden med sig. Opbruddet fra statisk landbrugssamfund til industrialisering er langsomt i gang. For langsomt synes Per og med ham Georg Brandes (der i romanen hedder dr. Nathan) og mange af folkene omkring det moderne gennembrud.
For at slå igennem – og for at være med til at forandre nationen gennem en moderne industrialisering – forstår Per, at hensigten må hellige midlerne. Han må være hensynsløs, brutal, erhverve sig det overmenneskes livssyn, som Georg Brandes som den første europæiske kulturpersonlighed havde opdaget hos den dengang ukendte tyske filosof Friedrich Nietzsche.
Det moderne gennembrud må også være et industrielt gennembrud, et nyt materielt syn på tilværelsen. Pers kongstanke for en total og radikal forandring af det danske samfund består i en brandny idé omkring transportsystemet.
Egentlig slet ikke så tosset set ud fra et nutidigt miljøsynspunkt, idet han nemlig har en fuldstændig plan om, at hele Jylland skal forbindes på kryds og tværs af kanalsystemer. Det vil give den billigste og mest effektive transport af varer, der skal gøre landet til en ægte industrination.
Ja, det er en lang historie, men Per støder på modstand. Kapitalens folk tror ikke på ideen og Per er ufleksibel og dybest set en drømmer, der egentlig slet ikke bryder sig om at få sin drøm realiseret. Han står et skridt ved siden af virkeligheden.
Romanen skildrer Pers opgør og den magtfilosofi, han prøver at forme sit liv efter, men skildrer også, hvordan han langsomt går i stykker på den og opdager den menneskelige hulhed i det moderne gennembruds ideologi.
Hans nye, trodsige identitet er bygget på sandgrund, og han bliver i stedet én, der søger en sandhed, der kan bære på et eksistentielt og personligt grundlag.
Tilsyneladende er hans liv en fiasko. Hans visioner om en revolutionering af transportsystemet bliver ikke til noget – og bliver i øvrigt stjålet af en anden ingeniør. Også Pers ægteskab går i vasken, og han ender sit liv ude ved vestkysten som vejassistent. Men på det indre plan finder han sig selv. Sådan må læseren fortolke de efterladte dagbogspapirer, Pontoppidan afslutter sit mesterværk med. Men er det blot endnu en livsløgn? Det er op til læseren at atgøre.
Et litterært mesterværk? Er det ikke bøger, hvis læderrygge med guldsnit langsomt står og tørrer ind på en hylde?
Nej, et mesterværk er en brugsting, ligegyldigt om den læses i en laset paperback-udgave eller i en fin, gammel bog med sider så tykke som pandekager. Et mesterværk er en slags livsledsager, som mange generationer holder fast ved, læser og oplever på deres egen måde, og som sandsynligvis har en eller anden dyb fællesnævner.
Selv oplever jeg mine læsninger meget forskelligt og dog med følelsen af, at grundoplevelsen dybest set er den samme. Bogen kommer mig næsten i møde i forskellige livssituationer i form af figurer eller situationer, der bringes frem i min hukommelse, når jeg selv støder ind i særligt glædelige eller smertelige erfaringer.
F.eks. sad jeg for nylig efter min mors død i hendes lejlighed, som jeg var ved at tømme. Bisættelsen og de praktiske ting med skifteretten var overstået, og den uhyre effektive rationalitet, vi moderne mennesker er i stand til at mobilisere omkring døden, havde nu opbrugt sit brændstof.
Generelt er vi elendige til at sørge, men for mit vedkommende kom sorgen med brask og bram, mens jeg sad der på gulvet i den halvtomme lejlighed.
Oprydningen havde været som at demontere et langt liv, og alle de ting, der i mange år havde stået sirligt på støvfrie hylder, lå nu spredt rundt omkring i lejligheden. Pludselig sad Per Sidenius på gulvet ved siden af mig – altså sådan i overført betydning. Jeg genoplevede en scene fra "Lykke-Per", hvor han får budskab om moderens død i København (hvor han selv opholder sig på det tidspunkt), og nu ved havnen kan iagttage, hvordan moderens kiste lastes ombord på et dampskib, der skal til familiens hjemstavn i Randers.
"Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod der paa Stenbroen med sit dyrebare Indhold, skilte den sig ikke paa nogen Maade ud fra alt det meget andet Dampskibsgods, der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Og nu lagde Arbejderne en Jærnkætting omkring Kassen, ganske som de havde gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne, og ved et tegn til Maskinisten paa Dampspillet hævedes den op fra Jorden..."
Og Per Sidenius bestemmer sig til i al hemmelighed at ledsage moderens lig på den sidste rejse fra København til Randers. Det bliver et vendepunkt i hans liv. Fra at være verdenserobrer finder han vej til en både mere realistisk og ydmyg livsholdning; men der er endnu lang vej.
Rejsen om natten om bord på skibet med moderens kiste symboliserer et skift fra dagens effektive beherskelse af ydre gøremål til noget mere mystisk: Dødens uransagelige gåde og den underlige formaning om ... tja – de evige spørgsmål, om alt det vi moderne mennesker i tiltagende grad er blevet dårligere og dårligere til at sætte ord på, ord som vi i øvrigt for længst har sat i den kulturelle skammekrog.
Kort sagt de sidste spørgsmål: Vores forgængelighed, meningsløsheden, dét at vi fødes alene og dør alene, og endelig: Er vi nu alene? Findes der noget højere, en gud eller noget guddommeligt? Findes der en evighed bag ved det timelige?
Per Sidenius bliver altså ikke verdenserobrer i teknologisk forstand, men han finder dog andre og mere ydmyge opgaver. Han bliver vejassisistent ude i Vestjylland, og aldrig har vejene der på egnen været i bedre stand. Men det er i hans sind forvandlingen er foregået. Det er sindets veje, der er de væsentlige. Andre steder i romanen spiller døden den samme rolle for Per. Faderens død nogle år tidligere, giver ham også anfægtelser som han slår hen og fortrænger ligesom en god vens selvmord (pastor Fjaltring) spiller en væsentlig rolle i hans udvikling. Det lommeur som han modvilligt arver efter faderen ligger da også på Per Sidenius' sengebord efter hans død. Ved nærmere eftertanke kan man allerede se dette mønster fra romanens start. Et dødsfald blandt den helt unge Per Sidenius' rivaler får også troldene til at krybe frem fra krogene og hans tvivl om, at den stærke overvinder al modstand i verden vækkes et øjeblik.
Så når jeg nu én af dagene atter tager Lykke-Per ned fra hylden, vil jeg læse den med delvist nye briller på næsen.
Døden som påmindelse, dét den amerikanske psykolog Irving Yalom kalder ét af livets ultimative anliggender, som vi enten vokser ved, går i stykker på – eller bare bliver ved med at fortrænge. Og den vestlige kultur gør sit til, at vi for en stund slipper uden om nåleøjet, og på et meget ubevidst plan kan bilde os ind, at vi er udødelige og evigt unge ligesom Jørgen de Mylius og Mick Jagger – og alle de andre fra vi midaldrendes syntetiske vokskabinet.
Det bliver en delvis ny læsning, der vil lejre sig oven på alle de andre læsninger. De første understregninger i den billigbog, jeg købte for snart 30 år siden har i mange år virket lidt latterlige, men de er dog mine.
Og de er lavet i en roman, der rummer dimensioner næsten som et kinesisk æskesystem, og som bedre end nogen anden dansk roman både skildrer og hjælper det eksistentielt hjælpeløse moderne menneske.
Den bog burde have været kåret som århundredets roman.