Henrik Pontoppidan som genfortæller af Bibelen
En smertende hed middagsstund går Adam og keder sig i Paradisets Have over sin ensomhed, og han ledes ved den brogede overflod, som overalt omgiver ham. Af lutter kedsomhed smider han sig på ryggen i græsset – og da han får øje på et ungt abepar, som gantes oppe i en trætop, bliver han meget sørgmodig og ønsker, at Vorherre aldrig havde skabt ham – eller i hvert fald havde gjort ham til en abe eller et andet dyr. Han falder i en dyb søvn, og da han senere vågner, med smerter i den ene side, står Vorherre foran ham sammen med den nyskabte Eva. Og Vorherre siger: "Adam! Stat op! Og del med denne Kvinde dit Kød, som det er mig velbehageligt!"
Sådan fortælles der om Evas skabelse i en gammel tysk legende, som digteren Henrik Pontoppidan har gendigtet, og han fortsætter: "Efter disse Ord forlod Vorherre dem og gik tankefuldt, med Hænderne paa Ryggen, op ad den lange, solrige Palmeallé, der førte til de himmelske Boliger.
Da han var kommen omtrent midtvejs i Alléen, standsede han og saa sig tilbage. Derhenne i Bananernes Skygge stod Adam og Eva endnu over for hinanden, den første ganske fortabt i Beskuen, den anden med bortvendt Hoved, halvt i Smil, halvt i Graad. Men pludselig bøjede Adam sig frem og kiggede hende i Øjnene, tog derpaa blidt om hendes Haand og drog hende varsomt med sig; Skridt for Skridt, ind i Rosenlunden, hvor Nattergalene havde Rede.
Da fortsatte Vorherre smilende sin Vandring og gik ind i sine himmelske Boliger."
Og da Vorherre så, efter at "passende Tid var gaaet", vender tilbage og kalder på Adam, lusker dyrene i Edens Have forskrækkede bort.
"Endelig raslede det henne i Rosenlunden, og Adam krøb ud, fortumlet, betaget, med brændende Kinder og Rosenblade hængende i Haaret.
"Naa!" sagde Vorherre og strøg sig smilende ned over sit hvide Skæg. "Hvad tykkes Dig saa, min Adam, om Kvinden, jeg gav Dig til Medhjælp og Glæde?"
"Ak, Herre!" stammede Adam og greb den Almægtiges Haand og kyssede den. "Tag alle mine Ribben og skab mig Kvinder af dem!""
Det var midt om sommeren, i "agurketiden" for hundrede år siden, denne historie blev trykt i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" den 13. juli 1890. Avisen var startet året før af Ernst Brandes, bror til de kendte brødre Georg og Edvard. Det var tanken, at kombinere børsnoteringer og skibspositioner med litterære bidrag. Foruden forfatteren Henrik Pontoppidan, blev også Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg knyttet til bladet.
Blandt journalisterne bemærker man Henrik Cavlings bror, Frejlif Olsen, der senere var redaktør af Ekstrabladet i mange år. Til trods for de gode kræfter, blev avisen ikke nogen succes og Ernst Brandes formue forsvandt hurtigt. Avisen var ikke særlig udbredt og i lang tid var der heller ingen, der tog anstød af legenden "Den gamle Adam" – men pludselig, i december 1890, fem måneder efter, ændrede justitsministeriet signaler og krævede sagsanlæg: Genfortællingen var blasfemisk, slibrig og skabrøs.
Henrik Pontoppidan erkendte straks i et åbent brev, at han var forfatter, men justitsministeriet fastholdt, at det var bladets udgiver, Ernst Brandes, der skulle sigtes.
I dette forår for præcis hundrede år siden kom sagen for ved kriminal- og politiretten, i december 1891 ved højesteret. Den gamle Adam blev kaldt "en skabrøs artikel", det betyder vovet, dristig, slibrig. Ernst Brandes blev frikendt, ikke mindst fordi han kunne henvise til, at lignende legender var indsamlet og udgivet i bogform af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Og det endda med understøttelse fra Kultusministeriet.
Ernst Brandes blev idømt en bøde for et andet og endnu ældre indlæg af Pontoppidan, en anmeldelse af Stuckenbergs bog Messias.
Hvordan kan det nu være, at man fra myndighedernes side ganske pludselig, men meget ihærdigt forfulgte Pontoppidan, Børs-Tidende og Ernst Brandes? Og hvordan kan det være, at justitsministeriet ikke går kraftigt imod henvisningen til kultusministeriets støtte til folkemindesamlinger? Besvarelsen af begge spørgsmål har med den tids politiske forhold at gøre og viser, hvordan regeringen beskytter sine ministre.
Sagen var den, at Estrups kultusminister Jacob Scavenius i pressen blev angrebet for at gå på bordel. Det var der mange, der fandt uforeneligt med at være kongens minister for kirke og skole. Sagen var forsøgt dysset hen på den måde, at ministeren havde anlagt injuriesag mod den grosserer Ingemann-Petersen, der startede angrebet. Sagen trak ud i årevis og alle angreb kunne i den tid afvises med begrundelsen, at sagen svæver for domstolen.
Ingemann-Petersen blev omsider dømt, men straks efter kunne Social-Demokraten afsløre, at Scavenius havde bestukket vidner til at aflægge falsk ed. Nu var situationen blevet skærpet. Hidtil havde blandt andet landets biskopper støttet regeringen og kultusminister Scavenius, fordi man var opskræmt af "sædelighedsfejden" mellem bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes.
Bjørnson agiterede for, at mænd burde være "rene" i seksuel henseende før ægteskabet; Brandes gik også ind for ligestilling mellem kønnene, men så desuden stort på ægteskabet. Det var dette sidste synspunkt, hans modstandere mente at have karakteriseret med udtrykket "parring i flæng" og det anså man for så samfundsnedbrydende, at det var farligt, blot at nærme sig emnet. At også kirkens minister Scavenius angreb venstre for at alliere sig med dem, der ville have ægteskabet sparket over ende, fik altså både biskopperne til at støtte ham, og forargede samtidig bl.a. Ingemann-Petersen.
Men når det blev afsløret, at ministeren løj og bestak vidner, var det svært at blive ved med at tro på, at han og hele Estrups regering var garanter for ærlighed, moral og gammeldags sædelighed. Social-Demokratens afsløring kom 30. november 1890 og blev bl.a. fulgt op af et ubehjælpsomt forsøg på at støtte Scavenius i Nationaltidende; det er svært at se sagsanlægget straks efter, mod Georg Brandes bror, i anledning af den fem måneder gamle artikel af Pontoppidan, som andet end en desperat afledningsmanøvre, der skal demonstrere regeringens vilje til at forsvare bibelsk lære og almindelig sømmelighed.
Denne antagelse forklarer også, hvorfor det særligt var redaktør Brandes, man var ude efter – og hvorfor man ikke gik til modangreb, da han henviste til, at kultusministeren havde financieret udgivelsen af lignende legender!
Fra kirkens side var man heller ikke sen til at støtte angrebet på familien Brandes, der nu for alvor skulle være syndebukke. Netop i november 1890 døde Georg Brandes datter Astrid af difteritis, kun ti år gammel. Og med virkelig sans for aktualiteten, men grænseløst ufølsomt, benyttede den senere hofpræst H M. Fenger begravelsestalen til et offentligt angreb på Georg Brandes.
Og hvad kom der så ud af alle disse nedrigheder? Ernst Brandes begik selvmord og Jacob Scavenius trådte ud af regeringen 6. juli 1891. Det hed sig, at det var fordi, han var modstander af forliget med dele af venstre.
Henrik Pontoppidan fik frataget sin beskedne forfatterunderstøttelse i 1893, men gav igen, da han i 1894 udgav en hel roman med titlen Den gamle Adam! Selve legenden er dog kun en lille del af bogen, for Henrik Pontoppidan gav sig ikke mere af med bibelsk genfortælling. I stedet kastede han sig med så meget mere energi over kirken og dens præster. Men det er en helt anden historie.
