Teatrene.

Det kgl. Teater: Drømmen, Skuespil i 3 Akter af Henri Nathansen.

Dette Skuespils Titel truer med Mystik, men det kgl. Teaters Publikum kan berolige sig: der er intet mystisk i Stykket selv. Det handler om Idéer: om Kunst og Virkelighed, om Fantasi og Resignation, om erotiske Udlængsler i deres Kamp med Vanens Tyngsel og Alderens Afmægtighed.

Det er saaledes mindre i Slægt med Maeterlinck end med Edvard Brandes. Det er skabt under Indflydelse af den literære Atmosfære, der udgik fra Henrik Ibsen og hans senere Værk – det smager mere af Bøger end af Liv.

Stykkets Udgangspunkt findes allerede i Bygmester Solness: Paa samme Maade som Ungdommen i Hildes Skikkelse banker paa hos Bygmesteren og bliver hans Fylgje, paa samme Maade trænger den unge Magda Sonne ind i den trætte og udbrændte Maler Knud Skovbyes Liv og skænker det Varme og Styrke. Men under den Kamp, der nu opstaar i Kunstnerens Sjæl, udvikler han sig efterhaanden til en Slags Hjalmar Ekdalsk Figur, som gøgler med sine egne Følelser, da han tilsidst føres ind i den Konflikt, der allerede findes i Under Loven1: Konflikten mellem Elskoven og Hjemmet, har han mistet sin Styrke og maa resignere.

Denne Afhængighed af fremmede Værker – som meget godt kan være ubevidst – omhyller Skuespillet med en egen Taage af Ligegyldighed, hvorigennem Forfatterens store Finhed og Kløgt har Vanskelighed ved at naa frem i Lyset. De Glimt, der findes overalt i Stykket, af personlig Kultur, af menneskelig Deltagelse og psykologisk Skarpsindighed, forflygtiges gennem Fablens Udvikling, og Tilskuerne trættes under Indtrykket af, at Forfatteren ikke har formaaet at aabne sit Emne nye Horisonter, men tværtimod lukker sig om det og rumsterer stædigt og ustandseligt med det engang givne Stof.

Spillet var ret karakterløst. Hr. Neiiendam virkede som Maleren ved en altfor uartikuleret Ordstrøm, hvis Monotoni kun afbrødes af de fanatiske eller krampagtige Betoninger og Gestus, der er særegne for denne Kunstner, men som ikke har meget med Livet at gøre; Skikkelsens erotiske Betagelse, dens Smelten hen i Varme og Blidhed under Paavirkning af den unge Pige, mærkede man saa godt som intet til. Hr. Hofman havde skabt en ægte, men lidt bleg Silhuet af Idealisten Westrup, Heltens onde Samvittighed. Som hans Hustru spillede Fru Blad i en korrekt ydre Form, men traditionelt og virkningsløst i den sjælelige Udfoldelse. Frk. Houlberg skænkede den unge Pige hele sin friske, men uprøvede Ungdom i Blik og Tale, og Frk. Ingeborg Larsen gav en lille Tøs, Malerens Datter, sine sprælske Pusselanker.

Bifaldet var venligt, men spredt.

S. L.

 
[1] Under Loven: skuespil af Edvard Brandes (1900). tilbage