Henri Nathansen: Affæren
Affæren fik ingen Sukces paa det kgl. Teater iaftes. Den megen Alarm, der paa Forhaand har ombølget Stykket, havde øjensynligt anspændt Publikums Forventning i urimelig Grad, og Forfatteren har selv yderligere forøget den ved sine altfor selvbevidste Udtalelser om sit Arbejde. Man havde herefter ventet sig en Komedie, der gennem sin Livsbetragtnings Universalitet stod i hemmelig Forbindelse med Verdensliteraturens store Værker – og man saå en ofte vittig, altid skarp, men langtrukken og uvirkelig Lystspilfarce, der ikke stod i Forbindelse med andet i Fortiden end med visse literært forbrugte Ibsenske Idealer, som udnyttedes ganske traditionelt, Hr. Nathansen, der kæmper saa bravt mod Uretfærdigheden i Samfundet, burde for Fremtiden vise større Retfærdighed mod sig selv.
Hvis Publikum var mødt op med de rette Forudsætninger, og hvis Forfatteren, der kender sine Metier til de mindste Detailler, havde formaaet at overvinde sig selv til at beskære sit dyrebare Teaterbarn for omtrent Halvdelen af dets Længde, var Resultatet sikkert blevet en Sejr. Thi Forfatterens Kløgt er saa gennemtrængende, hans Vittighed saa rammende, hans Figurtegning saa sikker og saa dramatisk virkningsfuld, at han paa Forhaand altid vil finde Publikums Øre aabent. Han burde stige ned fra det Elfenbenstaarn, hvori han nu i sin Forstokkethed indeslutter sig, og blande sig i Mængden, beskeden som et Menneske, med alle Sanser vagtsomt 99 oplukkede for Livet i dets Tale, dets Skikkelser, dets hemmelighedsfulde Bølgen. Nu staar han det for fjærnt. Kommer han udenfor sit specielle Racestof, giver hans Kløgt og hans Vid kun huslig Genlyd i Teatersalen, og hans Satire ryster kun Luften.
Stykkets Udførelse var helt igennem i Farcestil – og da Forfatteren selv havde ledet den, og da han er en fortræffelig Instruktør, bærer han altsaa det fulde Ansvar derfor. De Spillende varierede pudsigt Forfatterens Spotterier over det Kontor- og Kancellisprog, hvormed han fylder Scenen fra først til sidst. I to Smaaroller, hvori han – virkelig altfor beskedent! – havde nedlagt sin bedste Kunst – morede Fru Sigrid Neiiendam og Hr. Cajus Bruun overmaade.
l det Hele hørtes megen Latter under Forestillingen selv, medens det Bifald, der lød, væsentlig kom fra Salens Dybder. Efter Tæppets Fald var det blevet svagt, og det sloges hurtigt ned af en svag Hyssen.