Klinger-Udstillingen

Den Klinger-Udstilling, som Dr. G. Brandes i sin Anmældelse af Meissners Værk om Kunstneren (Politiken for 1ste Februar) bebudede, aabnes i Dag. I Kunstindustri-Musæet. Den er efter vidtløftige Forberedelser og med stor Omhu skaffet til Veje af Musæets utrættelige Direktør Prof. Krohn, der endyderligere ved et Foredrag i Aftes introducerede den store tyske Kunstner for det danske Publikum.

Udstillingen omfatter Arbejder af Max Klinger lige fra 1877, da den 20aarige Yngling som en ung Gud, fuldfærdig og med en straalende sejrssikker Originalitet, udsendte sit Opus I, og til den seneste Tids modne, dybtalvorlige, gribende Manddomskunst. Aanden i Klingers Kunst begribes ikke ud fra almindelige Forestillinger om billedlig Fremstilling:/; den er – som altid Geniets – udenfor al Klassificeren og lader sig ikke overkomme efter gængse Regler eller indramme af fæstnede SYnsmaader. Hans Genius er ensom og dog paa en forunderlig Maade universel. Den er sig selv, fra sin første Livsytring i Form og Tanke findende nyt Udtryk, skabende uden Anstrængelse og som en Selvfølge Billeder, der ikke ejer ét laant Træk eller synes at kende nogen kunstnerisk Vedtægt. Som en Naturdrift voldsom og egensindig brød den fra første Færd ind i Datidens Kunst, kuldkastende alle doktrinære Teorier og krævende med det Oprindeliges Ret Plads for sig og sin Virken. Gennem 20 Aars rastløs, uanfægtet Produktion staar Max Klinger i Dag som Fyrretyveaarig med Sejren i sin Haand. Den endnu unge Mester har vundet Verdensry og anerkendes overalt som en af Tidens mægtigste førende Aander.

Klingers Universalitet lægger sig for Dagen i den altomspændende Æmnekres, der beskæftiger hans Fantasi. Intet Omraade for tænkt eller levet Liv finder han uinteressant, og intet nok saa subtilt, æventyrligt eller grotesk Indfald kalder forgæves paa Digteren i ham. Til Sammenligning erindre man de moderne Englands ensartede Skole-Stil i Maleri og Kunstindustri: en ofte fantasifuld, behersket, dekorativ SKønhed uden dybere Karakteristik, gratiøs, elegant, kunstnerisk afvejet, men rig paa en trættende Gentagelse i Type og Tanke og ganske savnende den dybe, sjælelige Betagelse i Lykke eller Sorg, den Grebethed, der giver Alt, hvad Klinger skaber, et Selvoplevelsespræg – hvad enten han henter sine Æmner fra det klassiske Grækendeland, fra Sagn og Myter, fra Nutidslivet eller fra sin egen Drømmeverden – som hin Kunst intet kender til.

Ligesaa lidt kan Klingers lidenskabelige Kunst sammenstilles med f.Eks. en Puvis deChavannes' kølige Klassicisme. Rigtignok bevæger han [fortsat indskrivning følger - sml. med tekst i askSam document6]